★★★★★☆ CAKE – kagen er proppet med popkulørt, pangfarvet plastic fantastic

Igen i år leverer Wallmans med CAKE et superprofessionelt show, der ikke giver sig ud for at være noget som helst andet og som lykkes rigtig godt med det meste. Lidt mere kant ville klæde især artistdelen i lagkagen, men der er fortsat fuldt knald på showet i den smukke Cirkusbygning.

Der er alt fra debile delfiner, guldglitrende spejderoutfit, lysende sommerfuglevinger og popkulørt, pangfarvet plastic fantastic i kaskader i både introens funky Miami-vibe og i Aqua-sing-a-longfesten, der ligger mod slutningen i dette års overflødighedshorn fra Wallmans, CAKE.

Annonce

Maskinen flyder som smurt

Titlen CAKE henviser til de forskellige lag i underholdningskagen. Man skal nok være seer af Bagedysten for at købe ind i det pergamentpapir af et tema, men det betyder ikke noget, så længe der er flow i de enkelte lag og i showet som helhed. Det sidste sidder i skabet, trods Wallmans forkærlighed for absurd lange forestillinger. Jeg var på vej hjem hele to gange efter Barbie Girl og co, men nej. Først druknede contortion-duoen med de dygtige tvillinger Sara og Jenny Haglund (Duo Vilja) lidt i hen-på-sen-aften-animation, mens der atter var fuldt power-house i slutningens Michael Jackson-medley.

Men frem til da flyder maskinen som smurt med sømløs overgang mellem numre og servering af menuen, der vanen tro indledes med stedets signatursuppe. Megan Moore er atter værtinde og modsat sidste år fylder hun ikke for meget, men lige tilpas med en stor del af fortjenesten for det fine flow og den boblende stemning. Hun serverer kækt roulade fra guillotinen til dagens fødselarer og gør en bedårende figur som offer for splatterfilms ikoner fra Norman Bates til Scream-seriens Ghostface.

Elin Malmgren er showets stjerne

Orkestret holder høj standard i rundturen af genrer med pianist Lisa Frisk og guitarist Svante Öhberg i fremskudte positioner. På sangerholdet fylder både Mikaela Loord og Robert Lukian flot, men Elin Malmgren overstråler dem alle som showets stjerne. Hendes klang er interessant og hun rammer med suveræn sikkerhed, hvad enten George Michael eller Michael Jackson er på menuen og er skarp som en ragekniv i front for en flot fortolket udgave af Britney Spears Toxic i Simon Kuno Glæsels kraftfuldt-kælne koreografi. Andrea Ulvenståls skønne trin fanger 80’erne ind i George Michael-sekvensen Too Funky med ensemblet i mintgrøn pelsstola og matchende møllehjulshat, der fik os til at sukke henført.

Ukrainske Dmitriy Karpenko danser som en drøm, men kan meget mere med sin syletynde, lange krop. Hans Aerial Silk-nummer har høj teknisk sværhedsgrad, men er også – som de øvrige artistnumre – meget traditionelt. Både han og Duo Viljas numre bygges op med det sværeste til sidst, og handler altså mest om wow-effekt og ikke om en karakter eller en fortælling, som man ser det i samtidscirkus. Jeg var heller ikke så begejstret for artistdelen sidste år, men der havde Chinese Pole-artisten Jonathan Young dog kant. Det er ærgerligt, at Wallmans ikke kigger ud i det lokale landskab af begavede, danske (og svenske) samtidscirkusartister.

Unik i dansk sammenhæng

Det sagt, leverer Wallmans igen i år et show, der er ganske unikt i dansk sammenhæng. Ikke lige unikt i alle kunstneriske aspekter, men som samlet lagkage af ikke bare sang, musik, dans og artisteri, men også af en visuel eksplosion af videoscenografi, tegneserieagtige rekvisitter, fine serveringer og brølende entertainment, findes der ikke seriøse konkurrenter til det overdådige show i den smukke Cirkusbygning.

CAKE er et superprofessionelt show, der ikke giver sig ud for at være noget som helst andet, og som i år lykkes rigtig godt med det meste.