Mikkel Becker Hilgart stjæler scenen med gakkede bikarakterer i Nørrebro Teaters vellykkede aktualisering af Dario Fo og Franca Ramas farce Vi betaler ikke!, der taler ind i tidens inflation og sætter de udsatte på scenen med tempo, varm humor og skøre slapsticks.
Nørrebro Teater rækker atter tilbage i tiden for at sige noget om samtiden. Denne gang er det Franca Rama og Dario Fos Vi betaler ikke, der i Peter Dupont Weiss og Michael Schøts fine bearbejdelse er opdateret til dansk nutid. Måske kalder tiden på politisk satire i det italienske pars hårdtslående farcestil. Påfaldende er det i hvert fald, hvor meget klassekamp for tiden også fylder på scenerne side om side med mere tidstypiske temaer som køn og klima.
Befri fødevarerne
Vi betaler ikke! hed i originalversionen fra 1974 De betaler ikke. Vi betaler ikke talte både dengang og nu ind i en kraftig inflation, der rammer hårdest hos dem, der har mindst. Folket går til oprør, ribber supermarkederne for varer og betaler ikke, eller i hvert fald kun det, de selv vil. De befrier med andre ord dagligvarer fra kapitalismens jerngreb som svar på et system, der ikke holder hånden under sine svageste.
Den situation er måske ikke direkte genkendelig for Nørrebro Teaters kernepublikum, men dog generelt relaterbar efter en par års energi- og inflationskrise. Michael og Annette og deres yngre venner Mia og Bjørn er alle fra den underklasse, tidsånden og Radikale Venstre aflyste i forrige årti, men som stadig udgør en relativ stor del af befolkningen. De lever på kanten som working poor, der ikke kan betale deres regninger med en indkomst, der udhules af inflationen.
Bella Ciao, Bella Ciao
De må derfor være kreative og Annette tager teten og deltager i plyndringen af supermarkedet. Hendes mand Michael er meget regelret, så plottet retter sig i første omgang mod, at han ikke må opdage tyveriet. Derfra spinner alt ud af kontrol med falske graviditeter (madvarer skjult på maven), næsten-døde politimænd gemt i skabe, hylende sirener og kistelåg på afveje.
Joy-Maria Frederiksen er en mesterlig farceinstruktør og holder også her tømmen stram. Teksten er måske lige det ordrigste og det lykkes ikke i alle scener at holde det tempo og vanvid, en sand farce kræver, fordi der skal forklares for meget. Til gengæld er det ganske imponerende, hvordan teksten får inkluderet det hav af ting, der stiger og gør verden usikker i Mias afsluttende sammenbrud. Det animerer os til at stemme i, når folket med Bella Ciao på læberne til slut materialiserer sig fra de byggesjuskeramte blokke, personerne bor i.
Frem med den farceparate næse
Lone Rødbroes entreprenante Annette driver først Mia, siden Michael og Bjørn rundt i manegen med den ene fatale løgnehistorie efter den anden. Anne Layborns Mia følger hovedrystende med, men får også sit eget rablende crescendo mod slut. Thomas Mørk kører sin Michael med sikker farcetæft mod større og større grader af kropsligt hysteri, mens Asbjørn Krogh Nissen fungerer fremragende som hans mere sindige sidekick Bjørn, der af og til bryder ud i en revolutionær tirade.
Skønnest af alle er dog Mikkel Becker Hilgart, der stjæler enhver scene, han stikker sin farceparate næse i. Først som solidarisk politimand med bløde værdier, så politimandens mere James Bond-agtige kollega, så effektiv bedemand og til slut Michaels far, der har gennemskuet det hele. Hans ansigts varierende udgaver af underspillet undren og måbende megalomani går lige i lattermusklen og aktualiserer som stykket selv den klassiske farce.
Godt bid i flowet
Benjamin La Cour har skabt den hyperreelle lejlighed, hvor alt er turkis, køleskabet er tomt, vægge og døre er borte og loftet hænger lavt. Som et åbent akvarium stirrer vi ind til disse stakkels mennesker, der kæmper på trods. Som en særlig hån er de alle klædt i mærke-idrætstøj. Kapitalismen omslutter dem selv på kroppen og kan trods slutningens oprørshåb være svær at se vejen ud af.
Vi betaler ikke! er endnu et originalt bud på moderne morskabsteater bygget på den vestlige verdens litteratur. Dario Fo er nok Nobelprisvinder i litteratur, men han er først og fremmest teatermenneske, og selvom teksten er skrevet til en anden tid, viser Nørrebro Teater, at den kan transformeres til vores tid med godt bid i det underholdende flow.
Se forestillingens program her.
Instruktion: Joy-Maria Frederiksen. Scenografi og kostumer: Benjamin la Cour. Manuskript: Franca Rame og Dario Fo. Oversættelse: Bent Holm. Bearbejdelse: Peter Dupont Weiss. Lysdesign: Jonas Bøgh. Lyddesign: Morten Horn Oxholm. Tekstkonsulent: Michael Schøt.
Medvirkende: Mikkel Becker Hilgart, Anne Laybourn, Thomas Mørk, Asbjørn Krogh Nissen og Lone Rødbroe.
Vi betaler ikke! spiller 23. september – 28. oktober 2023 på Nørrebro Teater.