★★★★☆☆ Alle gode ting – stærk solopræstation skaber fin samhørighed

Thomas C. Rønne leverer en storcharmerende, betryggende og nærværende solopræstation i Nikolaj Minekas iscenesættelse af Duncan Macmillans Alle gode ting for Teatret Møllen.

Duncan Macmillans Alle gode ting er måske ikke i udgangspunktet verdens stærkeste dramatiske forlæg. Det er en fin tekst, der i en let tone sætter fokus på et særdeles tungt og eksistentielt emne, nemlig depression og selvmord.

Annonce

I teaterchef Nikolaj Minekas instruktion – der naturligvis har fået et strejf af sønderjysk – nærmest stråler Thomas C. Rønne af varme, medmenneskelighed og en smittende begejstring for de mange, mange punkter, der står på hans liste over alle de gode ting i livet. En liste han påbegynder som 7-årig efter sin mors første mislykkede selvmordsforsøg.

“Jeg lagde den på min mors hovedpude, og jeg gav den titlen Alle gode ting,” fortæller han os med en barnlig, stålsat tro på, at hans liste nok skal gøre mor rask igen.

Gennem livets faser

Minekas iscenesættelse er skabt til teatrenes foyer- eller caféområde. Publikum er placeret rundt i lokalet ved små borde, som Rønne frit bevæger sig omkring imellem. Stemningen er uformel og Rønne agerer på samme tid vært og fortæller af historien. Allerede før forestillingens start går han rundt og hilser på alle, og langt de fleste får også tildelt en lille opgave i fortællingen.

Alle gode ting handler om at vokse op med en depressiv forælder. En primært munter tone gennemsyrer historien, selvom der også bliver plads til de mere alvorlige sider. “Det er vel ret almindeligt, at børn, hvis forældre har forsøgt eller har begået selvmord, føler skyld,” konstaterer den ældre udgave af drengen halvvejs gennem iscenesættelsen.

For fortællingen bevæger sig gennem flere livsfaser. Der er drengen, der af kærlighed laver en liste over 1000 gode ting som en gave til sin mor. Der er teenageren, der næsten aggressivt indtaler beskeder på sin mors telefonsvarer om alle de ting i livet, som hun burde leve videre for. Og der er manden, der frygter så meget for, at morens depressive tendenser er gået i arv, at det påvirker hans voksenliv og ægteskab. Fælles for alle livsfaserne er listen. Først med 1000 punkter, så 2000, så flere hundrede tusind punkter.

Forudsætter et aktivt publikum

Nummer 1: Filur-is. Nummer 10: Venlige gamle mennesker, der smiler. Nummer 316: Peter Schmeichel. Nummer 992: At vide, at man skal ryste sine nøgler i zoologisk have, hvis man vil have pingvinerne til at komme frem.

Punkterne bliver gradvist mere kreative, mere detaljerede og specifikke. Og da den unge mand forelsker sig, får hans udkårne også tilføjet en række punkter på listen.

Thomas C. Rønne er måske nok alene med sin fortælling, men Macmillans tekst forudsætter et aktivt publikum, der er klar til at indtage forskellige roller gennem historien. En skal være dyrlægen, en anden skolepsykologen. En tredje skal være drengens far og en fjerde hans livs udkårne. Denne form for publikumsinteraktion kræver både en dygtig performer og en fornemmelse af samhørighed med publikum, så det føles trygt at deltage. Begge deler leverer Rønne med stor overbevisning. Publikum er med. De udgør en naturlig del af fortællingen, og Rønne griber ubesværet deres improvisationer og reagerer naturligt på dem.

Fra storcharmør til knudemand

Alle gode ting fungerer i kraft af Rønnes stærke præstation virkelig godt. Han er storcharmerende med et glimt i øjet, når han kækt får publikum til at læse dele af hans liste højt. Han er tavs og alvorsfuld som drengens knudemand af en far, der ikke er i stand til at tale med sin 7-årige søn om det, der er sket. Og han er behageligt betryggende, når han igen og igen overbeviser udvalgte publikummer om, at de skal indtage forskellige roller i iscenesættelsen.

Temaet for iscenesættelsen er vigtigt og vanskeligt at behandle. Som fortælleren selv siger, da han bevæger forbi emnet om social smitte: “Vi påvirkes alle sammen underbevidst af hinandens handlinger.” Det handler om at finde den rette balance, hvor selvmord tages alvorligt uden at glorificere emnet og inspirere til flere af slagsen. Og det lykkes meget elegant for Teatret Møllens udgave af Alle gode ting.