★★★★☆☆ Hvor der er fugle – tragikomisk slægtsfortælling i svimlende fart 

Teater Nordkrafts iscenesættelse af Maren Uthaugs slægtsroman Hvor der er fugle er en hæsblæsende rejse på tværs af tid, perspektiver og blodsbånd. Og man går derfra med både krumme tæer, ømme lattermuskler og en stor klump i maven. 

Johan står foran publikum og mellem to kvinder. På den ene side den udfarende, spændende Hannah, som han har sin seksuelle debut med i bådhuset. Og på den anden side den ivrige præstedatter Marie, som kysser uden tunge. Hannah står fortabt og hiver i ham. Og Marie står i brudeslør og trækker ham væk fra det store eventyr. Hvis bare han havde fulgt sit hjerte… havde det så egentlig været anderledes?

Lige lukt ned i mørket

Vi er i starten af 1900-tallet på Norges vindblæste vestkyst i den lille flække Uthaug, hvor drømmenes vinger stækkes af virkelighedens stormende nådesløshed. Da fyrpasseren hænger sig sammen med sin hund, ser den unge Johan sit snit til at overtage posten. Men der er lige et problem. Han skal have en hustru. Og hans store kærlighed Hannah er gravid med en anden mand. Og i hvert fald ikke noget for mor. Så han gifter sig med den mere end villige Marie, hvis kådhed og resignerede optimisme portrætteres hylende morsomt af Laura Kold. 

Men herfra går det stort set kun ned ad bakke med en fascinerende nådesløshed. Med Johan som fortæller bevæger vi os gennem årene, der angives med en tidslinje på scenens bagvæg. Parret får datteren Darling, som ingen kan lide, og sønnen Valdemar, der er udviklingshæmmet og tror, at han er en ko. Alt imens de undertrykte lyster og umulige forhåbninger spøger i kulissen. 

Som at være vidne til et biluheld

Jakob Hannibal giver den vattede, bitre Johan både charme og menneskelighed, så man ikke kan lade være med at fatte sympati for ham. Men den sympati udfordres mildt sagt kraftigt, efterhånden som historien dykker lige lukt ned i tragediens mørke vande.

Efter pausen spoles tiden tilbage og historien fortælles igen fra først Darlings og dernæst Maries perspektiv. Og man skal holde tungen lige i munden for at følge med. Slægtshistorien slår absurde knuder og stamtræerne vokser vildt i alle retninger. Det ville være synd, at afsløre for meget her, men jeg oplevede det, som at være vidne til et biluheld. Hvor man på én gang har lyst til at se alle de grufulde detaljer og at skærme sit blik for katastrofen. 

Forviklingens former

Scenograf Katrine Krohn har skabt et på én gang nøgternt og symbolskt univers med et stort, firkantet soppebassin i midten. Vandet er et dynamisk og velfungerende billede på alt det, som karaktererne er fedtet ind i og ikke kan gøre sig fri af. Hver gang de tager et nyt, tørt sæt tøj på, ender de med igen at gennemblødes i livets storm.

Også på instruktionssiden er Camilla Sieling Langdal lykkedes med at transformere romansidernes ord til rammende bevægelser. Følelsernes forviklinger udtrykkes i små, fine koreografier, hvor karaktererne på voldsom og elegant vis hvirvles ind og ud af hinanden. Tilskuerens kropslige ubehag forstærkes og spejles også af en effektfuld brug af kogte kartofler, som karaktererne modvilligt spiser, blot for at kaste dem op igen. Som et ulækkert konkret bevis på tragediens kvalmende dybder. 

Den svære balance mellem gru og latter

Det er ikke let at iscenesætte Maren Uthaugs på én gang humoristiske og skånselsløse tone. Men Hvor der er fugle lykkes langt hen ad vejen med at skabe plads til både befriende latter og sælsomt dragende gru. 

Det havde dog enkelte steder klædt iscenesættelsen at dvæle mere. Især i anden del foregår afsløringerne i et rasende tempo. Et tempo, hvis kaos af mad, vand og blodskam på den ene side understreger den groteske absurditet i tingenes tilstand. Men som på den anden side taber noget af det snigende, tåkrummende ubehag, som fungerer så godt i den første del. 

Men selvom humoren enkelte steder fjerner fokus fra, frem for at understøtte, den tragiske nerve, er forestillingen som helhed en fascinerende, velspillet rejse ind i den menneskelige natur. Og hvor spørgsmålet om, hvorvidt kærligheden kan eller bør udholde alt dirrer rammende i luften.