★★★★★☆ Lone Rødbroe er fænomenal i Glade dage på Folketeatret

Glade dage på Folketeatret spejler perfekt vor tids kriser i en opsætning, hvor Lone Rødbroe balancerer mellem naiv optimisme og dyb eksistentiel angst.

Jeg har glædet mig i månedsvis til Glade dage på Folketeatret. Denne evigaktuelle, absurde klassiker af Samuel Beckett er ikke bare genial i sig selv, men den fordrer også en skuespiller, der kan føre humor, liv og spænding ind i Winnie-rollen, så forestillingen ikke bliver for statisk og træg.

En umiskendelig duft af satire

Og dét kan Lone Rødbroe. Hendes Winnie balancerer fornemt på kanten imellem den naive insisteren på at nyde tilværelsen midt i altings udslettelse omkring hende og den dybe angst over tingenes stadigt forværrede tilstand. Vi mærker både sorgen, erkendelsen, melankolien, håbet og glæden.

Samtidigt portrætterer hun Winnie som en jævn og genkendelig skikkelse, nærmest socialrealistisk, hvilket gør hendes deroute og hendes kommunikationsløse ægteskab med Willie endnu mere smerteligt ægte og grundkomisk. Stykket får en umiskendelig duft af satire, og det kompleks kan få skuespillere bære, som Lone Rødbroe kan det.

LÆS OGSÅ: Det er som at spille hele teaterhistorien, siger Lone Rødbroe om sit livs drømmerolle som Winnie i Glade Dage

Alle vor tids kriser i ét stykke

Becketts Glade dage kan med sin ukonkrete tekst handle om hvad som helst – både om livet inden for hjemmets fire vægge, om samfundet og om eksistens og åndelighed. I denne opsætning på Folketeatret har instruktør Lene Skytt taget den ind i vor tids altoverskyggende krisetilværelse.

Klokken, der normalt ringer, når en ny dag begynder, er skiftet ud med en katastrofealarm. Bunken af jord er skiftet ud med ørkensand. Og omgivelserne er som en forladt og massakreret by. Her smelter klimaforandringer, flygtningestrømme og krig sammen.

I Steffen Aarfings scenografi ser vi rester af livet. En støvsuger, der stikker halvt op af sandet, en delvist begravet flydesofa og smadrede vægge uden vinduer. Og Sonja Lea har badet scenografien i et brændende varmt lys, hvor solens konstante bevægelser over himlen understreger naturens ubalance.

Man skal være forberedt

Bo Skødebjerg spiller rollen som Willie, der i denne opsætning får en større indflydelse både på komikken og på slutningen. Og trods afstanden imellem de to karakterer – der både er konkret og i overført betydning – fungerer energien og ikke mindst timingen imellem de to skuespillere godt.

Jeg havde mest af alt glædet mig til at se Lone Rødbroe i denne ikoniske og krævende rolle, men det viser sig, at der er meget mere at glæde sig over. Glade dage er oplagt at sætte på programmet i 2026, hvor vi synes at synke dybere og dybere ned i sandet, mens vores forsøg på at fastholde normaliteten bliver mere og mere krampagtig. Og dét spejler forestillingen perfekt.

Men det er også en forestilling, man skal være forberedt på. Der er et stykke vej fra tv-seriernes cliffhangers og sociale mediers dopaminrus til denne langsommelige, stille og relativt handlingsløse elegi over vores eksistens. Man kan få sig en slem overraskelse.