★★★★☆☆ Klovnen der bare ikke var særlig sjov – charmerende cirkusfortælling

Teater Refleksion og De Røde Hestes sceneudgave af Kim Fupz’ Klovnen der bare ikke var særlig sjov er en fin, musikalsk forestilling for de 7-10-årige, som både medfører latter og stof til eftertanke.

Kim Fupz’ fortællinger er altid finurlige på en helt særlig måde. Denne finurlighed har instruktør Bjarne Sandborg og manden bag manuskriptet, Claus Mandøe, der også selv står på scenen som både fortæller og titlens klovn, formået at føre med over i teaterversion af historien om Klovnen der bare ikke var særlig sjov.

Annonce

Gennemført cirkusstemning

Amanda Axelsen Sigaards halvcirkelformede scenografi med lyskæder draperet på den buede, hvide stofbagvæg sender tankerne direkte hen på indersiden af et cirkustelt. Fire, runde søjler med cirkusskamlens karakteristiske trekantsmønster står på scenegulvet. De to yderste er lave og anvendes som siddepladser for forestillingens to medvirkende, mens de to andre er højere, som piedestaler, hvorpå henholdsvis løvens bur og en miniatureudgave af et bolsjestribet cirkustelt er placeret.

Men cirkusstemningen slås an allerede i teatret foyer, hvor Claus Mandøe og Max Bering møder publikum med munter musik fra en rumsterstang og en klarinet. Her får vi præsenteret Nanna Rosalia Siggaards plancher, der forestiller de tre cirkusvogne, hvor løven, akrobaterne og cirkusdirektøren bor. Tre af de vogne, der tilsammen udgør Cirkus Tryck, som vi nu skal besøge i teatersalen. Det er måske nok ikke af stor betydning for selve historien, men det skaber en effektiv overgang fra virkeligheden i foyeren til fiktionen i salen.

Udtryksfuld ansigtsmimik og fine skyggespil

Klovnen Dummy med den fladtrykte hat og den røde næse arbejder i cirkus, hvor han laver velkendte klovnenumre, som fx at puste ballondyr eller falde over sine egne, store sko. Men en dag stiller cirkusdirektøren ham stolen for døren. “Du er så lidt sjov, at du er fyret til den 1., hvis ikke du bliver sjovere,” vrisser den larmende rumsterstang, der med sin høje, sorte hat, et vippende overskæg og Mandøes stemme indtager rollen som cirkusdirektøren.

Så må Dummy med hjælp fra sin bedste ven – den pensionerede cirkusløve Leo, der elsker at sove og drikke kaffe – finde på nye, meget sjovere klovnenumre. Men det er lettere sagt end gjort. Som skyggespil på teltdugen i det lille cirkustelt ser vi Dummys ihærdige forsøg. Men trods de gode og bestemt velmenende, Youtube-inspirerede forslag, som Leo – der er en særdeles udtryksfuld hånddukke, som Mandøe selv styrer – kommer med, så bliver Dummy aldrig mere end blot lidt sjovere.

Og da cirkusdirektøren giver op og overbringer Dummy den endelige fyring, snerper Mandøes klovn ansigtet helt sammen, som havde han bidt i en usædvanligt sur citron. Læberne vender truttende ud og hans store, runde øjne ser fugtige og ganske grund-ulykkelige ud. Det kræver nok et hjerte af sten, hvis man ikke skal få medlidenhed med den charmerende klovn.

Medrivende musik

Max Bering spiller rollen som cirkusdirektørens søn Max, der med sit one man band leverer musikken til (cirkus)forestillingen på blæseinstrumenter, hi-hat, kalimba og – når Morten Ladefogeds tusmørkeblå lysdesign sænker sig over scenen – hiver klagende toner fra en lille trækharmonika.

Berings musik er særdeles stemningsskabende og smittende. Både når han frembringer munter cirkusmusik til Dummys numre, og når han mod slut med de fine toner fra kalimbaen understreger pointerne i Mandøes fortælling. For Dummy er måske nok ikke den sjoveste klovn i verden, men hans optrædener kan noget andet. De sætter tanker i gang hos publikum, der ser på dem. En pige tænker på en ensom klassekammerat og en dreng tænker på sin morfar, der dufter af savsmuld.

Klovnen der bare ikke var særlig sjov er en både morsom og tankevækkende historie om at stå ved den, man er. For selv en usjov klovn som Dummy har kvaliteter, der er brug for. Det er jo også en særlig evne at kunne få folk til at “tænke på ting, men gerne vil tænke på”.