★★★★☆☆ Mødrenes Hus – fornemt spil i magisk-realistisk fødselsmareridt

Mødrenes Hus på Mungo Park sætter med et magisk-realistisk greb en både underholdende og forstemmende spot på den komplicerede fødsel og systemets manglende ressourcer til at håndtere dem. En vigtig fortælling lagt i munden og kroppen på fremragende Rikke Westi.

Rikke Westi er en aldeles vidunderlig skuespiller. En af den slags, der måske går lidt under radaren, men som ikke desto mindre mestrer komik, tristesse, sødme og grasserende vanvid med præcision, karakter og dybde. Det viser hun atter i Nina Rudawskis dramatisering af Liv Nimand Duvås Mødrenes Hus (2022) på Mungo Park. Monologer kræver sin skuespiller og Rikke Westi leverer.

Kaldet efter det fælleskvindelige

Det kan undre en gammel kælling som mig, at generation efter generation påberåber sig det kvindelige fællesskab tilbage til urmoren, mens de samtidig hævder, at graviditet og fødsel aldrig er blevet litterært beskrevet, før de selv tog fat, når nu tematikkerne findes i et væld af forfatterskaber. Klassikere som Dea Trier Mørchs Vinterbørn og Marie Bregendahls En dødsnat, der netop er blevet filmatiseret, er indlysende eksempler.

Nuvel, hver generation har brug for at skrive eksistentielle temaer frem i eget sprog og egen tid, og Mødrenes Hus er langt hen ad vejen en både vigtig, frisk og inciterende fortolkning af et kompliceret fødselsforløb i dagens velfærdsdanmark.

Rosa har rosenrøde drømme om en naturlig fødsel, men sådan skal det ikke gå, hvilket forestillingen viser i en fin dramaturgisk bue fra anslagets komik over afmagtens tragik og surreelle fantasier til en form for utopisk kald efter det fælleskvindelige, symboliseret i titlens Mødrenes Hus.

En træt klump i systemets hænder

“Det var jo ikke veerne, jeg ikke kunne tåle, det var morfinen,” siger Rosa gentagne gange, efter hendes glædesfyldte forventning har mødt kroppens modstand og systemets hurtige hårdhed. Jordemødrene kommer og går, mens Rosa ikke udvider sig og bare bliver en trættere og trættere klump i systemets hænder. Ingen vil hende det vel ondt, men der er hverken tid, hænder eller empati til fødsler, der trækker ud.

Omtåget og syg af den påtvungne morfin glider hun ud i et Rødhætte og Ulven-univers med sin længst afdøde, men nu højgravide bedstemor. Farerne lurer overalt, mens læger og sygeplejerskers snak blander sig med grøntlysende ulveøjne og en kolossal bristefærdig livmoder i Sofia Ståls skønne scenografi, der forstår at blande institutionens sterilitet med eventyrets kaos. Visuelt en fødsel i sig selv.

Man kan ikke kontrollere alt

Rikke Westi pruster afsted, snart hektisk kæmpende for at balancere den store mave i fødselsfremmende øvelser, snart underfundigt funderende over kønsroller, der heller ikke i denne tid har rykket sig voldsomt. Rosas kæreste Gilbert bliver fortsat født som manden i huset med sin nye faderværdighed, mens det er hendes krop, der skal bære og føde barnet. At det er ham, der til sidst står med den nyfødte i en dyne, mens hun pisker sig selv, fordi det blev et kejsersnit, fortæller også en del om de kønsroller. Måske særligt om den kvindomsprøve det er at føde.

Det er godt, det bliver fortalt, men det er også forstemmende, at kvinder fortsat nedgør sig selv, hvis fødslen ikke går glat. Man kan ikke kontrollere alt, slet ikke kroppen, og en fødsel er ikke en præstationskonkurrence, men handler basalt om at få barnet godt ud uden at miste moren undervejs.

Nina Rudawskis instruktion leger sjovt med de forskellige bevidsthedslag og spiller stærkt de komiske sekvenser op mod de barske og fabulerende, men forestillingen ville have vundet, hvis hun havde skåret teksten skarpere til. Budskabet om de manglende sundhedsfaglige hænder bliver meget eksplicit i sidste del, hvor vi længst har forstået det. Det sagt, byder Mødrenes Hus på en skuespillerpræstation af de særlige i en fortælling, der evigt kan fornyes og her får nye perspektiver gennem det magisk-realistiske greb.

Se forestillingstrailer her.