★★★☆☆☆ Friskabte – nøgen, billedstormende frigørelse

Billedkunstner Kim Mejdahl bearbejder i Friskabte på Sort/Hvid en barndom i voldens skygge til en eksistentielt rørende musikalsk installation. En original genrehybrid, der samtidig taler ind i tidens tendens med at sætte autobiografisk stof på scenen.

“Hvad var din fars madeleinekage? Mudderkage i sprit”.

Replikskiftet slår tonen an, og vi kan næsten smage både fars og søns madeleinekage-minder i vores egen mund i billedkunstner Kim Mejdahls Friskabte, der former sig som en frigørelse gennem minderne om en voldelig, ulykkelig far.

Den musikalske installation tager afsæt i det næsten identiske tema i Glenn Bechs Farskibet, for Kim er med sine egne ord “en provinsbøsse fra Vestsjællands arbejderklasse, der har levet bogens liv”.

Et forvrænget barndommens land

Valgslægtskabet er tydeligt, men Friskabte bliver samtidig et meget personligt værk i sin kombination af visuelle og sproglige symboler, der snor sig ud og ind ad fortællingen om en lille dreng med glade øjne på hjemmevideoen og de triste ord, han indtaler som dagbog, da han bliver træt af at skrive.

Vi sidder i et forvrænget barndommens land, hvor fremmede artefakter blander sig med de kendte og fra start skaber en unheimlich stemning. Sandkassen er placeret over for prædikestolen og mellem dem står tårnet af champagneglas i badebassinet. Publikum er slænget på madrasser midt i scenebilledet eller sidder på de få stolerækker modsat bagendens skærm med en stregtegning af en trist grimasse.

Hængelåsen uden nøgle

Grimassen vender tilbage på den groteske runde, grønne kage, far bager til en fest i familien. Kagens ansigt smiler, men så hjerteskærende sørgeligt, at man aner hullet i hjertet bag. Hullet, der også findes i far selv, og som bliver fyldt med alkohol og vold. Han omtales næsten konsekvent som “psykopaten”, men også som en hængelås uden nøgle. Sønnens forsøg på at finde nøglen handler om far, men selvfølgelig også om sønnen selv, og nøglen findes dybt begravet. Både scenisk konkret og som eksistentielt. I tilbageblikket er far ikke kun et monster, den voksne søn aner fars hul i hjertet og genkender sig selv.

Fortællingens konkrete ikonografi blandes på skærmen med de kornede hjemmevideoer og AI-genererede visuals, der dirrer som mareridt eller som refleksioner af det mentale helvede, fimsefeen i musiker Henriette Sennenvaldts skikkelse, dukker ud af med trukken daggert og lårhøje støvler. Som en katalysator driver hun sønnen rundt i manegen, mens han gennemlever barndommens angst og får fat i en flig af et lyst minde om far, der som bager var med til at lave verdens største lagkage.

Madeleinekage-smagen i min mund

Friskabte har en tydelig dramaturgi i sin erkendelsesrejse, men rammer mig stærkest, når sønnen danser tyst med ryggen til os eller synger glasskrøbeligt og næsten ordløst. Den spinkle stemme spændt op mod de gruopvækkende mareridtsbilleder og Femmexys heftige lydunivers trigger madeleinekage-smagen i min mund. En smag af det bange barn, af naivitet, der dør, af en nøgenhed, der straffes.

Friskabte er for mig stærkest i netop disse nøgne og mest introverte øjeblikke, mens flere af dialogsekvenserne, spottesangen på melodien til Der bor en bager og afslutningens programmatiske proklamationer næsten bliver for overtydelige. Det er et værk, man let kan falde ind i med sin kompromisløse udkrængning af det private, som taler ind i den hyperaktuel tendens med at sætte autobiografisk stof på scenen. Det taler ikke til alle, og det er svært at sige, om tendensen vil vokse eller blot udtrykker noget tidstypisk, hvor vi vender os mod det allermest nære.

I Friskabte bevæger vi os dog ud over det tendentielle og rammer i momenter noget skærende, rørende og eksistentielt menneskeligt sandt.