Populært lige nu

Annoncespot_imgspot_img

Dramatikken findes

Holdet på Dramatikkens Hus har sendt denne replik til debatten om dansk dramatik kontra dansk litteratur, som blev rejst på ISCENE tilbage i september som reaktion på en anmeldelse af Politikens Alexander Vesterlund.

Alexander Vesterlund skrev d. 26 september 2023 i Politiken en dobbeltanmeldelse af to dramatiserede romanværker. Desuden diskuterede han tendensen til at omskrive skønlitteratur til scenen. Vesterlund skriver:

Annonce

”Det åbenlyst glædelige ved tendensen (at nogle skønlitterære forfattere begynder at skrive dramatik red.) i et kunstnerisk perspektiv er, at de bedste unge danske forfattere jo også skriver bedre end de bedste unge danske dramatikere.

Andreas Dawe skrev d. 27 september et modsvar til Vesterlunds påstand, som vi anbefaler, at man læser. I Dramatikkens Hus ser vi os også nødsaget til at komme med at modsvar til denne ærgerlige udtalelse.

I sin anmeldelse sammenstiller Vesterlund dramatikere og skønlitterære forfattere, hvilket er en decideret fejlslutning, da de to kunstarter arbejder under vidt forskellige præmisser. Et faktum, som ikke burde skulle forklares til en anmelder af begge dele. I en artikel fra 2022 udtaler Vesterlund sine betænkeligheder ved at skulle anmelde teater, når han hverken har en særlig stor teater-reference eller passion og håb for den danske scenekunst. Han udtaler: ”Hvorfor ikke bare skrotte teatret som kunstart?”

I Vesterlunds replik til Dawes kommentar fra 27. september skriver han:

”Det er i hvert fald romanerne og digtene, der satses stort på, når nye historier skal findes og fortælles til scenen. Det betyder ikke, at der ikke findes fine unge dramatikere med fine debuterende teaterstykker derude, men der er langt mellem snapsene. Hvornår har man sidst set ny dansk dramatik, der trækker tæppet væk under etablissementet, som for eksempel digteren Amina Elmi gjorde det for nogle uger siden med sin debut Barbar: [Tavshedens objekt].”

LÆS OGSÅ: Andreas Dawe: “Jeg kunne ønske, at de store dagblade ønskede at prioritere scenekunsten højere”

For at kunne anmelde en kunstform som teater, mener vi, at man som udgangspunkt må kende vilkårene bag en teaterproduktion. Kigger man særskilt på den dramatiske tekst, kommer den til verden under nogle markant anderledes omstændigheder end en skønlitterær tekst. Langt størstedelen af den nye dramatik, vi ser opført på de danske scener i dag, er bestillingsopgaver fra teatrene, der skal passe ind i teatrets produktionsomkostninger. Dette værk skabes på relativt kort tid, hvor skønlitterære værker ofte er udviklet og redigeret over perioder på flere år.

Det er desværre naivt, når Vesterlund tror, at det udelukkende er den gode fortælling, der afgør hvilke litterære tekster, der rammer en teaterscene med de produktionsvilkår, som kunstarten er underlagt i disse år. Teatrene sætter ikke bare bøger på scenen af unge, debuterende forfattere, som cheferne og dramaturgiaterne personligt godt kan lide. De sætter udelukkende bestsellere op. Bøger, som allerede har tjent sine forlag ved at være succeser, og som publikum kender, og som derfor sælger billetter. Vesterlund fejler i sin analyse, når han ikke gennemskuer de grundlæggende markedsmekanismer, der også ligger bag teatrenes repertoireplanlægning.

Selvom kårene er hårde for den nye danske dramatik, så findes den, og ikke kun i København, men især også i resten af Danmark, hvor danske dramatikere gang på gang beviser, at de fortjener deres plads på de danske scener. Og dette gælder både tekster til voksne, børn og unge, som sidstnævnte så uberettiget ofte bliver frataget diskussionen.

I sit modsvar til Andreas Dawes kommentar beder Vesterlund om eksempler på nye spændende dramatiske stemmer. Skulle vi begynde at nævne navne, ville det kræve, at vi lavede en vurdering af vores kollegaer, og fremhævede nogle frem for andre.

Den præmis anerkender vi ikke. Vi vil ikke være hinandens konkurrenter. Vi godtager heller ikke argumentet om, at det er svært at finde frem til dramatikere og nye forestillinger med dramatikere på holdet.

Hvis Alexander Vesterlund, og enhver, der læser dette, har brug for inspiration til, hvem de skal holde øje med, er man mere end velkommen til at skrive til os. Vi afholder også glimrende saloner, hvor dygtige dramatikere læser op af deres fremragende værker til scenen. Her er alle interesserede velkomne. 

Vil man se spritny og udfordrende, dansk dramatik, vil vi desuden opfordre til, at man tager ind og ser afgangsforestillingerne af de unge dramatikere, som kommer ud fra Den Danske Scenekunstskoles dramatikeruddannelse i disse tider.

Hvis ikke man kan ”få øje på” de gode, nytænkende og eksperimenterende dramatikere, så ser man sig ikke godt nok om.

Vi vil ikke blande os i, hvad Vesterlund eller andre anmeldere mener, er ”godt” eller ”dårligt” teater. Men når en anmelder vælger at bruge sit privilegie og sin autoritet til at kaste en hel generation af scenekunstnere under bussen uden at føle sig nødsaget til at underbygge sin påstand, så påtager vi os retten til at blande os. I vores optik bør en anmelder komme med en saglig vurdering af kunstartens præmis. En vurdering, der bygger på nysgerrighed og faglig forankret forståelse for en branche, så læsere og potentielle publikummer får et autentisk og helstøbt billede af kunstarten.

Dette indlæg er skrevet ud fra vores erfaring og syn på den danske teaterbranche, og vi har valgt ikke at nævne nogle navne, da det er umuligt at favne hele den mangfoldige, diverse og vildt talentfulde gruppe af teaterdramatikere, nye som erfarne. Vi håber på, at flere vil udtrykke sig og deltage i samtalen, så vi får en kvalificeret debat om ny dansk dramatik og teater generelt.

Læs mere om holdet bag Dramatikkens Hus her.

Denne kommentar er udtryk for afsenderens egen holdning.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Dramatikkens hus
Dramatikkens hus
Bag Dramatikkens hus står Abelone Koppel, Anna Skov og Johanne Petrine Reynberg.
Annoncespot_img