★★★★★☆ Nina er sjov – queer standup med nærvær og blæret punch

Det Kongelige Teater og Blaagaard Teater er gået sammen om at producere standup-forestillingen Nina er sjov. Og Nina Rask er ikke bare virkelig sjov, men også potent og skrøbelig i et show, der udfordrer heteronormativiteten på dens egen kunstneriske hjemmebane.

Hvad sker der, når man sætter et queer standupshow ind på teaterscenen? Sådan spørger de to teatre bag Nina er sjov. Det er der nok flere svar på, men et af dem kunne være: Du får et show med en klar dramaturgi, fordi det er skrevet af en dramatiker og iscenesat af en instruktør. Det ville dog næppe kunne kaldes standup eller være så sjovt, hvis personen på scenen, i dette tilfælde queer-personaen Nina Rask, ikke havde så stærk sans for timing og satte sig selv så konsekvent på spil.

Hvor placerer vi ham Nina?

Men det gør Nina. Fra startens ironisk-megalomane ankomst svøbt i tonerne af I’ts raining men over en perfekt timet dramaturgisk bue til slutningens på én gang potente og glasskrøbelige nærvær har han os i sin hule hånd med en fortælling om, hvad en mand også kan være.

Nok roses vi for vores heterofleksibilitet, der mest udmønter sig i en potentiel interesse i Nina som datingobjekt, men showet er hele vejen en udfordring af samme fleksibilitet eller måske mere præcist heteronormativiteten bag den overfladiske fleksibilitet. Den normativitet, der former vores – og Ninas – verdensbillede og står i vejen for at tænke radikalt uden for de bokse, vi placerer køn i. Hvor placerer vi fx ham Nina?

Alle veje fører til Rom og kvindehad

Nina er skråsikker og usikker i sin kønsidentitet på samme tid. Historien bygges op om hans forelskelse i Julie. Navnet giver gode, tilpas doserede referencer til Shakespeares Julie og hendes Romeo. “Hvad er der i et navn”? Julie har sendt en sms og Nina får hurtigt opbygget sin paranoia over, om Julie vil forlade ham, for “det går ikke med en som mig, for du er vokset op med noget andet”.

Nina ser sig selv som gæst til Julies fiktive bryllup med den ligegyldige cismand med det skabede navn Caspar. Naturligvis skal Nina skabe akavet stemning med en tale. En sandhedstale, der først negler mandetypen Caspar, der nyder godt af at være feminist og queer-appropriator og “uanset hvad, går du til klatring”. Så ved vi vist godt, hvem han er.

Grinene stivner i det overvejende kvindelige publikum, da Nina vender på en tallerken, stopper sin manderant og i stedet udfordrer kvindekønnets trang til at sikre den gode stemning og påføre sig selv skam, før han atter skifter vinkel med konstateringen: “Alle veje fører til Rom og kvindehad”.

Det er kun begyndelsen

Udfordringen ved at gennembryde heteronormativitetens tankebrynje gennemsyrer Marie Bjørns elegant komponerede tekst, der også – igen passende doseret – har et metalag om teater som institution og kunstart kørende på sidelinjen.

Bliver Nina er sjov et nyt take på standup? Eller er showet bare et virkelig godt bud på en genre, der virkelig har noget at tale med sig selv om, når det kommer til at tale om køn. Jennifer Vedsted Christensen har iscenesat med en velgørende ro og stærk sans for det akavede, og Nina Rask stempler ind som en lysende stjerne, der ikke bare kan levere en tekst, men også skabe et univers, der på et splitsekund veksler mellem varmt og akavet, angstprovokerende og rummeligt.

“Det er kun begyndelsen,” fastslår han mod slut. Lad os håbe det!