Det er en travl kvartet, der er rykket ind på Aveny-T som denne sæsons huskunstnere med tre forestillinger, der blander knuste hjerter med klassisk standup og politisk satire. ISCENE fik en snak med de fire kunstnere om privilegerede dilemmaer, kapitalismekritik og genbrugsnørderi.
Det startede i virkeligheden for otte år siden, hvor skuespiller Sofie Torp og instruktør Signe Hørmann Sørensen satte Stine Pilgaards roman Min mor siger op på Husets Teater. Nu gør de det igen, men denne gang som den tredje og sidste forestilling i deres huskunstnerkvartets repertoire på Aveny-T.
Skuespiller Nina Rask og scenograf Simone Bartholin er de to øvrige i kvartetten, og det lykkes at samle tre ud af fire til en snak om at være huskunstner, mens den sidste måtte fanges på telefonen en anden dag. De fire har ikke bare haft fuldt tryk på med tre produktioner på et halvt år på Aveny-T, men har samtidig gang i andre projekter på både scene og filmlærred.
Hvad ville vi selv?
Min mor siger har premiere 27. januar, og ligesom i 2017 er musiker Laurits Emanuel også med, mens Nina Rask er ny på holdet. ”Vi var så glade for den lillebitte version, vi lavede i 2017, men den fik ikke lov at løfte sig så meget, som vi kunne se, at den kunne, og nu fik vi så mulighed for at lave den igen,” fortæller Signe Hørmann Sørensen.
Forestillingen var dermed den umiddelbare anledning til samarbejdet, og da Aveny-T’s nye unge profil virkede som et godt match, søgte holdet huskunstnerordningen, da den blev annonceret. ”Vi måtte en tur i tænkeboks, men jeg havde et projekt mere, som også passede ind i ordningen, og jeg oplevede, at vi ret hurtigt var enige om, at hvis vi skulle lave en profil for et morskabsteater, der henvender sig til unge, skulle det være sjovt, men der skulle også være noget på spil,” siger Signe Hørmann Sørensen.
Det er så nemt at kritisere teaterdirektørernes repertoirer for ikke at være alsidige nok
”Det er så nemt at kritisere teaterdirektørernes repertoirer for ikke at være alsidige nok, men hvad ville vi selv lave? Vi skulle definere en stemme. Vi ville ikke lave rendyrkede komedier, men bruge komikken til at sige noget om samfundet, penge og kapitalisme i en ny form for morskabsteater, hvor vi ikke falder på halen, men griner af noget genkendeligt, der er sat på spidsen,” supplerer Sofie Torp.
Tabt i sit eget numsehul
”Vi drømte om ikke at skulle sparke nedad. Vi ville kigge på vores egen generation og grine af den. Vi er de mega-privilegerede, vestlige mennesker, der sidder og kan ende med at være meget navlebeskuende, mens der foregår alt muligt i verden, så vi ville kigge indad på vores egne blinde vinkler og stille spørgsmål til genkendelige dilemmaer,” forklarer Signe Hørmann Sørensen.
Nina Rask peger på, at de i alle tre forestillinger bruger ”hjertesorgen som universel dåseåbner” til andre temaer, og at forestillingernes monologformater også bidrager til at fungere komisk, fordi publikum i monologer er ”vidne til et menneskes selvbedrag”. I Min mor siger bliver den privilegerede, selvoptagede position med Signe Hørmann Sørensens ord således sat ironisk på spidsen i en meget lille problematik, hvor hovedkarakteren har brug for humoren for at kunne være i hjertesorgen.
Alle tre forestillinger bruger ”hjertesorgen som universel dåseåbner”
I Fuck Your Account kastede holdet et humoristisk blik på en ung kvinde, der mister det globale overblik i sit eget feministiske fokus på at få mere, mens Grubleren udforskede tvivlen med spørgsmålet om, hvor meget plads man kan tage i ”sin egen lille kuvøse” eller som Nina Rask med et citat fra forestillingen beskriver typen, der mister perspektivet, som ”et menneske, der bliver tabt i sit eget numsehul”.
Det var jo mig, det handlede om
Publikum til de første forestillinger har overvejende været unge kvinder og det passer fint ind i holdets vision om at spejle vestlige, privilegerede mennesker. ”Jeg blev glad, da jeg hørte én sige: ”Det var jo mig, det handlede om”. At de ikke bare ser en karakter, der er irriterende og skaber afstand,” siger Signe Hørmann Sørensen.
”Karakteren i Grubleren ramte publikum på forskellige måder. Nogle relaterede meget til den del af teksten, der handler om psykisk sårbarhed, nogle blev provokeret af karakteren og andre havde meget sympati for ham,” fortæller Nina Rask, der håber, at publikum oplever at have grint af sig selv eller en tendens, de kan se sig selv i:
Vi vil lave humor, der har en nerve og skaber bevægelse
”Genkendeligheden må gerne give dem en større kærlighed til sig selv, men også skabe aktion i dem. Vi vil lave humor, der har en nerve og skaber bevægelse, så folk tænker: ”Nej kraftedeme, sådan vil jeg ikke have det eller sådan skal andre ikke have det”.
Det er for speedet
Hvor holdet med Min mor siger på ny skal forløse den tekst, som Sofie Torp og Signe Hørmann Sørensen tidligere har arbejdet med, var de to første forestillinger nyskrevne. Anna Juul debuterede som dramatiker med Grubleren, mens Signe Hørmann Sørensen beskriver Fuck Your Account som en ”gammel drøm”, som hun over et par år har udviklet sammen med dramatikeren Rosalinde Mynster.
”Det har været en vekselvirkning, hvor dramatikerne og vi præsenterede ideer for hinanden, så vi spillede bold og prøvede at formgive efter hinanden,” fortæller Simone Bartholin, der samtidig forpustet slår fast, at man ikke kunne arbejde som huskunstner i flere år i træk. ”Det er for speedet, for man har kun kort tid til forberedelse, når man er blevet valgt, så der skal produceres i en fart”.
Når man er blevet valgt, så der skal produceres i en fart
Signe Hørmann Sørensen er enig: ”Der er meget lidt tid til at tvivle. Med Grubleren var der noget, der ikke fungerede med starten, og den tvivl kom egentlig på et naturligt sted i skriveprocessen, men sent i forhold til premieren, der allerede var tre-fire uger efter. Der måtte vi bare tage en beslutning, og vi kunne ikke nå at lave det om igen. Nogle gange er det rart at slippe for tvivlen og bare gå i løsningsmode, men andre gange er det jo fantastisk at være i det undersøgende rum i længere tid”.
Hver sin lille historie, men også den lange historie
Farten er høj i forhold til de enkelte produktioner, men hele holdet er samtidig glade for huskunstnerordningens mulighed for at kunne udvikle bæredygtigt i løbet af en sæson. ”Det fede er at arbejde med forskellige udtryk, karakterer og forfattere i et koncept, hvor vi sammen udvikler tematikker i stedet for at poppe ind og ud af enkeltstående ansættelser, som man typisk gør som skuespiller,” slår Sofie Torp fast, mens Simone Bartholin hæfter sig ved muligheden for at skabe et samlet overordnet udgangspunkt allerede i forberedelsesfasen.
Farten er høj i forhold til de enkelte produktioner
Hun vægter også muligheden for at genbruge de samme materialer til at videreudvikle rummet, fordi hun som scenograf kommer tidligere ind i processen. ”Vi kan bruge budgettet på en anden måde og gøre historien endnu større, når vi bruger de samme materialer tre gange. For mig har det også været interessant at bebo et rum i længere tid. Når man laver scenografi til en turneforestilling, skal det passe ind i hvilken som helst black box. Her kan jeg bedre undersøge, hvad det samme rum kan tilbyde, og hvordan vi i Væksthuset (Aveny-T’s foyerscene, red.) kan lave oplevelser, publikum kan være i, bevæge sig i og blive opslugt af,” fortæller hun begejstret.
For Sofie Torp er scenografien også med til at sætte punktum på holdets proces: ”Det bliver et stort genbrugsstykke, hvor alt går igen, så vi binder trilogien sammen på en visuel og bæredygtig måde. Simone fik Væksthuset til at fungere som scene, nu rykker vi ind i kukkassen på hovedscenen, men publikum, der har set de første forestillinger, vil stadig kunne genkende elementer i scenografien”.
Materialer i tid og rum
Simone Bartholin håber at kunne udvikle sine genbrugsideer i fremtiden og alle fire har lyst til at fortsætte med at udforske feltet mellem komedie og tragedie. Nina Rask havde forud for huskunstnerperioden mest erfaring fra film og tv, så hun tager en bunke teatererfaring med sig, mens Signe Hørmann Sørensen har fået fornyet respekten for skuespillerhvervet ved selv at stå på scenen i Fuck your Account.
”Jeg elsker at arbejde med monologer og den dynamik, der er mellem spiller og karakter og mellem karakter og publikum,” fortæller hun. Men selvom Min mor siger også er en form for monolog, er hun som Sofie Torp helt høj over, at hun får selskab af Nina Rask og musiker Laurits Emanuel på scenen i kvartettens sidste forestilling.
Mere er en vision om de kunstneriske greb end et politisk mærk
Holdet er enige om, at deres repertoire mere er en vision om de kunstneriske greb end et politisk mærke. ”Hvis perioden havde været længere, ville jeg gerne have nørdet endnu mere med elementer som lyd, der kunne gå igen, som Simone scenografisk har givet sine materialer tid, så de ikke kun eksisterer i rummet, men har en udvikling og kan skifte form. Jeg vil ønske, andre kunstnere kan blive inspireret af, at det ikke kun er ét narrativ, én fiktion, men at der er en tidslinje og reminiscenser fra de tidligere forestillinger,” siger Signe Hørmann Sørensen.
Full circle
For Sofie Torp ligger gentagelsen som fornyelse implicit i at gentænke Min mor siger og opdage, at hun selv har flyttet sig som menneske: ”For otte år siden forstod jeg hovedkarakteren, fordi jeg var hende. Nu er jeg selv moren og forstår de voksne karakterer. Dengang var de karikaturen, nu skal jeg passe på, jeg ikke gør grin med min egen karakter.”
Nina Rask så Min mor siger i 2017 sammen med sin mor. ”Jeg var blown away af Sofies talent, og så mødte vi hinanden mange år efter og arbejdede sammen på filmen Meter i sekundet, og sommeren efter mødte jeg Signe, så det er full circle, at vi nu laver forestillingen sammen hele holdet,” griner han, inden han løber ud i regnen og videre til prøver.
