★★★★☆☆ Indenfor murene – stærkt spil i klassiker med aktuelt potentiale

Det Kongelige Teater spiller i anledning af sit 275-års jubilæum klassikeren Indenfor murene, der havde premiere på samme scene i 1912. Forestillingen bliver levende i skuespilchef Morten Kirkskovs iscenesættelse, der kalder fornemme skuespilpræstationer frem.

I silhuet står de mod det overdimensionerede guldaldermaleri bag dem, mens aftensangen svøber sig om dem. Så træder de frem og bliver til familien Levin, mens høje kulissevægge skubbes på plads og adskiller dem fra verden udenfor.

Indenfor murene er der gemytligt, varmt og trygt – og en smule indelukket. Fru Levin præsenterer familien, mens søndagsmiddagen rigges an, og snart er de samlet. Det talende vandfald af en storebror Jakob, hans kone og datter. Den eftertænksomme lillebror Hugo og undseelige Meyer, der arbejder for hr. Levin, der netop kom fra synagogen. Kødbollesuppen dufter og nu mangler kun husets datter, Esther, der er til forelæsning.

Fortsat aktuel

Det Kongelige Teater sætter Henry Nathansens klassiker op i anledning af teatrets 275-års jubilæum. Indenfor murene havde premiere på teatret i 1912, og genopsættes ofte. Skuespilchef Morten Kirkskov instruerede den fx sidst i 2014 på Aalborg Teater.

Forestillingens tematik om antisemitisme, religiøse barrierer og mellemmenneskelig forståelse er endog mere aktuel i dag, om end opsætningen ikke spiller direkte ind i krisen i Gaza, men holder sig til intimsfærekonflikten, hvor Esther kortvarigt udfordrer sin jødiske families værdier ved at overveje at gifte sig i en kirke. Selvom hun hurtigt fortryder, er døren til forandringer slået op.

Indenfor murene er først og fremmest et skuespillerstykke, og hvor man i 1912 kunne få mod til at slå hul i den trygge mur og forsøge at blande sig med det derude, er problematikkerne i dag ikke blevet mindre mudrede og fremtidsudsigterne ikke lysere. Et stærkt cast gør historien levende for os, men ændrer ikke på, at det i dag ikke er mindre kompliceret at gøre det rette i forhold til slægt og værdier.

Ingen jøder i banken

Jens Albinus er magisk som gamle Levin. Så forkrøblet af had mod etatsråd Herming, der nægtede ham et lån og brugte hans etnicitet som begrundelse: “Vi vil ikke have jøder i banken”. Så legende let med barnebarnet, lille Sara. Så alfaderligt kyssende alle på panden. Så kærligt sammengroet med sin hustru, at de sanser hinandens tanker. Slået til jorden, udslettet af Esthers tilsyneladende forræderi. Jens Albinus spiller med hele kroppen og rammer alle betoninger klokkerent. Bodil Jørgensen følger skarpt trop med sej vilje svøbt i blød hengivenhed og klukkende latter.

Overfor dem står Herming-parret, hvis søn Jørgen Esther har forelsket sig hovedkulds i. Stine Stengades sensible mor tyranniserer gennem afmagt, mens Lars Brygmanns etatsråd spiller magtkortet rent uden mindste blusel. Hans elegante og manipulerende herremandssnak er skræmmende i sin selvfølgelighed, der er svær at afklæde selv i dag – for den findes fortsat derude.

Lad dog barnet

De yngre på holdet er sat på en svær opgave over for de fire brillante spillere, men klarer sig overvejende godt igennem. Zaki Nobel er vidunderlig i sin rastløse selvoptagethed som Jakob. Hans ikoniske replik “Lad dog barnet” kan fint møntes på ham selv. Emil Prenter lader med indlevelse og små greb sin Hugo vokse ud af tryghedens favn. Måske er det ham, der for alvor kommer til at slå hul i muren.

Det er lidt sværere at tro på handlekraften i Emilie Kroyer Koppels lidt for pæne Esther. Hun har slået sit navn fast i tv- og filmproduktioner de senere år, men scenen kræver et andet udtryk. Her må vi forlade os på medspillerne, særligt Albinus og Jørgensen, for at mærke dybden af opgøret og dets iboende nødvendighed. Nicolai Dahl Hamilton lider smerteligt alskens pinsler i stilhed som Esthers uerklærede bejler, mens Joachim Kubel er et godt cast som den lidt blåøjede Jørgen, og Jela Natius Abildgaard loyalt udfylder ikke-rollen som Jakobs kone.

Leg med teaterhistorien?

Dramaet ligger umiddelbart hos de unge, der vil bryde fri af gamle mønstre, men reelt udspiller det sig i mindst lige så høj grad i den ældre generation, hvis verden og værdier står for fald. I 1912 lurede en verdenskrig udenfor murene, i 2024 kan man bekymre sig for det samme. Men selvom antisemitismen er en afgørende motor i Indenfor murene, forbliver dramaet i intimsfæren, i relationerne mellem generationer, hvis drømme og vilkår er under forvandling.

Morten Kirkskovs iscenesættelse kalder fornemme præstationer frem i en klassiker, der fortsat har noget at sige, selvom tiden er en anden. Jeg undrer mig dog over pointen med legen med teaterhistorien i grebene med direkte publikumshenvendelse, frontalt spil og de klodsede sætstykker, der refererer direkte tilbage til tiden før naturalismen som Henri Nathansen med stor entusiasme skrev sig ind i. Tiøren faldt ikke hos mig, hvorfor jeg resignerede og blot nød spillet og den – løsrevet fra disse overvejelser – i sig selv enkle og virkningsfulde scenografi.

Se forestillingstrailer her.