★★★★☆☆ Grimm – klaustrofobisk, uhyggelig gotik-komik

På Østerbro Teaters Revolverscene får eventyruniverset tørt på i Grimm. I en visuelt sort/hvid og samtidig kunstig verden kæmper arketyperne med møllen, der vedblivende maler forkrøblende tankegods fast i vores forestillingsverden, i Emil Rostrups fint unheimliche iscenesættelse af den stærke spillertrio.

Møllen maler melet i den gotisk ladede pastorale, der males frem i Grimm. Møllen maler og æder liv. Møllens insisterende malen former vores ubevidste tanker i eventyrets afsindige univers, hvor man dræber og sælger sine børn. Hvor man skærer deres hænder af eller spærrer dem inde i tårne. Hvor prinser og møer styrter rundt uden noget andet formål end at finde hinanden og leve lykkeligt til deres dages ende.

Annonce

Det tankegods dekonstruerer dramatiker Sonja Ferdinand godt og grundigt i en tekst, der udstiller vanviddet, men samtidig fastholder genrens gru godt hjulpet af Laura Løwes altdominerende møllescenografi.

Alt er godt … godt … godt

Kunstige, computergenererede skyer driver bag den kværnende mølle, der som det eneste er placeret i rummet. Himmel, mølle og rum er som de tyrolerinspirerede kostumer holdt i sort/hvid med endnu et nik til et univers, hvor man enten er god eller ond. Med ord males det forlorne billede af en enkel idyl frem, som omgående punkteres med de tre spilleres skæve fnis og ekkoende stemmer, der i sløv gentagelse af “godt, godt, godt” signalerer, at “Alt er godt” er en sandhed med modifikationer.

Vi befinder og da også i første kapitel “De elendige beslutningers tidsalder”, som der står med gotiske bogstaver mellem skyerne. Her får vi eventyret om Rapunzel med det lange hår, som prinsen kravler op ad, som gysets emblem for den romantiske drøm, der sjældent holder til de impliceredes dages ende i den virkelige verden.

Vi får også den første byge af tvivlsomme råd og udsagn med afsæt i eventyrverdenens logik a la “Skal du stå fadder til en nisse, er du fri om syv år,” der med et andet umiddelbart komisk knæk stiller spørgsmålstegn ved det verdensbillede, vi har nedarvet fra eventyrene. Muligvis har de fleste af os givet slip på nisser som en faktor i hverdagslivet, men det fængsel af forventninger og fordomme, eventyrene ideligt kolporterer, pipper stadig med et stede i vores mudrede protestantisk-kapitalistisk-romantiske forestillingsverden.

Dødsangstskrigende, klaustrofobisk tristesse

Det er godt set og særdeles godt forløst i Emil Rostrups iscenesættelse, der udnytter den massivt-monotone møllescenografi optimalt. Et hop ned fra møllevingen i et pludseligt glimt af lys skaber i sig selv den unheimlich-fornemmelse af det grumme under det kendte, der er eventyrets motor.

Trioen på møllen supplerer hinanden perfekt med en fælles udtalt sans for deadpan-komik og gakkede gangarter kombineret med en dødsangstskrigende, klaustrofobisk tristesse. Skriget ligger eksplicit i angsten for at få hænderne hugget af, men også implicit i prinsens og Rapunzels kedsomhed i hinandens selskab og i Hans og Gretes forældres forsøg på at forklare omstændighederne for at efterlade børnene alene i skoven.

Allermest indespærret angst er der i Mathilde Arcels magiske – for ikke at sige paniske – flynder, der flikser og flakser, mere og mere mat henover gulvet, inden hun endelig udfries af Freja Klint Sandbergs tre ønsker, der handler om noget helt andet, end konen i muddergrøftens, hvor vi måske husker flynderen fra.

Den lykkelige slutning?

Anton Hjejle fortryder intet som blodtørstig prins, der massakrerer Askepots søster med den skamskårne fod, inden Freja Klint Sandberg med satanisk ro og blikfløjtehvæs afkræver ham “Geld”. For regningen skal jo altid betales i dette grusomme univers, men ingen slipper ud, selvom de betaler prisen. I kapitel tre når vi således til “Den lykkelige slutning”, mens møllen atter maler melet.

Grimm indfanger præcist, men samtidig både sært, sjovt og uhyggeligt, hvordan vi (og karaktererne) for evigt sidder fast i gentagne fortællemønstre, der hæmmer fantasiens og menneskets frihed. Holdet har skabt et helt særegent univers med de tre uhyre dygtige spillere, der med hvert sit temperament sætter arketyperne lige i skabet og samtidig giver dem en nutidig sprække, som de måske ikke kan komme ud af, men som er et nådesstød til den tankeverden, eventyrerne repræsenterer.