★★★★☆☆ Klovnen der bare ikke var særlig sjov – veldrejet teater for børn

Med afsæt i Kim Fupz Aakesons børnebog af samme navn har Martin Lyngbo dramatiseret og iscenesat Klovnen der bare ikke var særlig sjov på Aalborg Teaters Store Scene. Resultatet er den mest vellykkede familieforestilling på den nordjyske landsdelsscene længe.

“Er I klar til at møde vores artister?” råber Jørgen W. Larsens pailletglitrende cirkusdirektør til de mange børn, der sidder i salen ved Store Scene på Aalborg Teater. Og det er et mindre jubelbrøl, der sendes retur til manden forrest på scenen. For børnene i salen er i den grad klar. Og de er med hele vejen gennem Martin Lyngbos dramatisering af Kim Fupz Aakesons fortælling om Klovnen der bare ikke var særlig sjov.

Annonce

Musisk iscenesættelse

Martin Lyngbos iscenesættelse udspiller sig i Frederikke Dalums scenografi, der på traditionel, men velfungerende vis består af rækker af todimensionelle, malede huse, når fortællingen foregår i byen, og en cirkusvogn, der – når den ses fra den ene side – har en rund åbning med forhæng, som udgør indgangen til manegen, og – set fra den anden side – er en hyggelig, lyserød stue i en cirkusvogn.

På taget af cirkusvognen under de mange, stemningsskabende lyskæder, sidder de to musikere Johanne Andersson og Thomas Hamilton med deres utallige instrumenter. Herfra frembringer de forestillingens musikalske side, der med trommer og trut godt nok sender tankerne i retning af cirkus, men som også har en gennemgående, velfungerende skævhed eller mislyd, som passer perfekt til det Fupz’ske univers.

I det hele taget er der noget musikalsk over Klovnen der bare ikke var særlig sjov. Selv når de ikke synger, taler skuespillerne rytmisk, som leverede de deres ord til musik. Og det skaber en god sammenhæng mellem de sungne og de talte scener i forestillingen.

Desværre ikke nogen særlig sjov klovn

På Aalborg Teater er det Martha Holms Sofie med den kække hårtop strittende øverst på hovedet, der fortæller historien om sin far, som ikke rigtigt er god til noget. Men Sofie har tiltro til sin far, selvom han fejler gang på gang. Med jobbet som klovn i et cirkus finder de to et sted at bo og tilsyneladende et formål i livet.

Nicolai Duckert Perrild er Sofies far, klovnen Dummy, der med sin runde, røde næse og sine let ludende skuldre ikke just udstråler gå-på-mod og selvtillid. Trods sine ihærdige og velmente forsøg til trods er Dummy desværre ikke nogen særlig sjov klovn. “Nogle gange er der nogen, der griner, men det er ikke så tit,” fortæller Sofie os.

Det får vi alle understreget, da cirkusdirektøren til lyden af Thomas Hamiltons rytmiske og let ildevarslende tubatrut marcherer ind på scenen, hvor han – ulmende af vrede i en grad, så røgen siver ud af ham – erklærer, at hvis Dummy ikke bliver meget sjovere, er han fyret til den første.

Skønne cirkusartister

Lige da vi tror, at det er slut med Dummys klovnekarriere, går det op for cirkusdirektøren, at publikum måske vil have mere end latter. For Dummy “får mennesker til at tænke over ting”. Og det er også en ganske særlig gave.

Martin Lyngbos iscenesættelse er veldrejet og får udfoldet Kim Fupz Aakesons historie, så den holder børnene i salens interesse fanget fra start til slut. De er aktivt med til at kalde Dummy tilbage på scenen, og de jubler, da han genansættes i cirkus.

Nicolai Duckert Perrild er skøn som Dummy. Han er elskelig og kejtet i sit hvide, glitrende klovnekostume, der adskiller sig markant fra alle de andre cirkusfolks postkasserøde tøj. Kathrine Høj Andersen leverer sin syngende løvinde, Lea, med en fed laid back attitude, der ikke er ulig den elskeligt selvfede løve Alex fra Madagascar-tegnefilmen. Thomas Kristian Bek er sjov som den mega-stærke jonglør, der kaster om sig med vandmeloner, som var det fjerbolde. Men det er Martha Holms Sofie, der til sidst viser alle, at selv den mindste kan klare de største udfordringer – og at alle har deres plads i livet med de evner, de nu engang har.