★★★☆☆☆ Hamlets stjerne – Shakespeare og astrologien i rodet whodunnit-historie

HamletScenens leder Lars Romann Engel præsenterer atter en selvskreven forestilling, der gentænker Shakespeares værk i en mere nutidig kontekst med referencer til danmarkhistoriske lokaliteter. Hamlets stjerne er ambitiøs, men fremstår rodet med sit voldsomme persongalleri, der skal løftes som monolog.

På Kronborg forbereder skuespilleren sig på at spille Hamlet. Hans elskede Patricia rejser udenlands på job og han får kun hendes telefonsvarer i sine mere og mere desperate opkald fra sin ensomme indvikling i Shakespeares stof og dets mylder af referencer til himmelrummet og astrologien.

Der er ingen tvivl om, at Lars Romann Engel spænder den intellektuelle bue stramt i visionen om at sammentænke Shakespeare og Tycho Brahes værk og skæbner og placere dem i en nutidig meta-kontekst. Men kommer der også godt teater ud af det? Det kan man godt stille spørgsmålstegn ved.

Narren vifter opgivende med hænderne

Teksten er inspireret af Ove von Spaeths Shakespeares astrologi, der ifølge teatrets materiale blandt andet bruger astrologien til at udforske, hvem der mest sandsynligt var Shakespeare. Et emne, forskningen aldrig bliver træt af.

Hamlets stjerne er således en fabuleren ovenpå en faglitterær afsøgen af værkernes dokumenterede anvendelser af astrologi og sammenhænge til mysteriekulter som Rosenkreutzerne (tidlig frimureroren, red). Det er ambitiøst tænkt, men teksten fremstår unødigt rodet og mystificerende med et hav af figurer, hvoraf mange passerer så hurtigt eller flygtigt forbi, at deres funktion i fortællingen blafrer i den spekulative dunkelhed.

Hvad skal vi fx med narren, der blot vifter opgivende med hænderne, eller flere af de adelige/kongelige sidekicks, der bevæger sig i periferien af Tychos først succesrige, siden katastrofale forhold til den danske kongemagt?

Nuancer i et hav af karakterer

Ken Vedsegaard er manden indeni i de mange karakterer, og han formår det meste af vejen at give hver figur egne karakteristika og holder imponerende roligt tungen lige i munden i de utallige karakterskift, som teksten formes af. Han modulerer sin stemme med små, virkningsfulde nuancer, og holder spændingen i en krop, der er i evig forvandling fra skuespiller til historiske og fiktive personer fra Shakespeares værker og især Tycho Brahes omverden.

Catia Hauberg Engels scenografi er skuespillerens scenerum, men mimer også Tycho Brahes observatoriehjem Uranienborg, der lå på øen Hven mellem Sjælland og Skåne, og himmelrummet selv. Stjerner lyser op om kamp med alskens lamper og spejle, der leger med tusmørkegrænser og clair obscure-virkning om Vedsegaard og rummets objekter. Daniel Foghs lyddesign er et sfærisk new age-inspireret scope, der på samme vis understøtter og ikke udfordrer manuskriptets spekulative sammenkædning af elementer.

Klarer ikke springet fra papir til scene

Skuespilleren forvilder sig mere og mere i disse sammenkædninger. “Mere kan jeg ikke huske”, siger han flere gange, mens han forsøger at etablere holdepunkter med citater fra Hamlet på sin rejse mod stjernernes forklarelse, der undervejs udvikler sig til en historisk mordgåde. Hvem slog Tycho Brahe ihjel? Blev han slået ihjel? Og får vi nogensinde svaret på, hvad Patricia laver ude i Østen?

Spørgsmålene er mange og blot fordi noget lyder dybt, er det jo ikke nødvendigvis en god historie. Bare fordi en nørdet, akademisk øvelse i sig selv er interessant, er det ikke nok til at give den form og krop.

Hamlets stjerne har interessante takter, men klarer ikke springet fra papir til scene overbevisende. Det ville have klædt forestillingen at skære den langt skarpere til på bekostning af lidt af den mystificerende sløring, som udgør dens univers, men samtidig drukner dens teatralske nødvendighed.