Scenekunst som dåseåbner for svære samtaler 

Hvid støj sceneproduktion spiller netop nu deres forestilling Usynlig, som handler om at være barn eller ung med en psykisk syg forælder. For teaterleder Charlotte Ladefoged er det både et personligt og vigtigt emne at tage fat på, og hun mener, at scenekunsten her kan tilbyde noget helt særligt.

Den 20. februar havde hvid støj sceneproduktion urpremiere på forestillingen Usynlig. Her møder publikum Maja, som lever i en verden fuld af uforudsigelighed og med konstant frygt for, hvad der sker om et øjeblik. Forestillingen handler nemlig om at være ung pårørende til en psykisk syg forælder. 

Annonce

ISCENE spurgte teaterleder og iscenesætter Charlotte Ladefoged, der selv er vokset op i en dysfunktionel familie, hvorfor hun har valgt at skabe denne forestilling netop nu.

Fokus på de usynlige unge

”Det er en forestilling, jeg synes, har manglet i mange år. Det er så vigtigt for mig at sætte fokus på de her usynlige unge, fordi de ikke gør noget væsen af sig. De er jo netop usynlige, som titlen jo også fortæller,” forklarer Charlotte Ladefoged.

I Usynlig kommer publikum helt tæt på Majas hverdag, der er præget af hendes mors op- og nedture med en masse uforudsigelighed og bekymringer. De bliver vidner til Majas magtesløshed over ikke helt at vide, hvad der egentlig galt med hendes mor. Og det usynlige er en væsentlig pointe for Charlotte Ladefoged.

”Det ligger mig meget på sinde at give de sårbare unge en stemme for at kunne skabe forståelse blandt deres klassekammerater – for at undgå yderligere stigmatisering af de ”usynlige” unge”.

Scenekunst som dåseåbner 

”Jeg mener, at scenekunst kan være en rigtig vigtig dåseåbner til at få talt med de unge om komplekse og svære emner, fordi scenekunst kan åbne for følelser på en helt anden måde end fakta på et whiteboard. Vi er sammen i teatret, i et fælles rum om denne oplevelse,” siger Charlotte Ladefoged, der også mener, at scenekunsten kan gøre samtalen lettere efterfølgende.

”Det er ikke så sårbart at skulle tale om de svære emner, fordi man jo ”bare” kan tale om dét, man lige har set i forestillingen – man kan tale om, hvordan Maja i forestillingen har det eller reagerer – og ikke om, hvordan det er derhjemme og om egne oplevelser”.

Alt for relevant emne

Desværre er tematikken i Usynlig meget aktuel, siger Charlotte Ladefoged og fortæller, at ”statistikken siger, at syv ud af 10 børn med forældre med psykisk sygdom ingen hjælp får til at håndtere deres situation. Fire ud af 10 børn i 7. klasse har ikke talt med nogen om sygdommen. Dertil skal lægges, at der ikke pr. automatik bliver spurgt i mødet med sundhedsvæsnet, om den psykisk syge har hjemmeboende børn. Der er intet sted, det bliver registret, og derfor ingen eller intet, der følger op på, om der er børn eller unge, der kommer i klemme”.

I hendes øjne er dette emne blot et af mange eksempler på ulighed, som mange mennesker lever under.

”Det er jo fuldstændig vanvittigt i et land som Danmark, og der er samtidig også ulighed i mental sundhed. Lige nu kører debatten om social sundhedsulighed. Min store erfaring er, at der er så lidt hjælp at hente i Udkantsdanmark, når det gælder mental sundhed, og læg så lige den sociale ulighed oveni. Det bliver der tabt rigtig mange børn og unge i. Der er mange kommuner, hvor der intet tilbud findes til unge pårørende, da det ikke er en skal-opgave, men en kan-opgave. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt! Den mistrivsel hos de unge pårørende kan få alvorlige konsekvenser langt ind i voksenlivet, hvis de ikke taler med nogen om det eller hjælpes.”

Positive tilbagemeldinger

Ønsket med Usynlig er, at forestillingen skal give publikum en indsigt i og forståelse for de pårørende børn og unges situation, og hvad der egentlig er på spil for dem, så de bedre kan forstå, hvordan man bedst agerer i svære situationer. Og tilbagemeldingerne fra dem, der indtil videre har set forestillingen har da også været positive.

”Både unge og voksne er meget berørte, når de har set forestillingen. Jeg møder voksne, som siger, de aldrig græder i teatret, men at Usynlig fik dem til det. Under forestillingerne observerer jeg de unge, der finder hinandens blikke, eller nogen aer andre på ryggen, når der er noget der rammer dem særligt – så kan jeg se, at forestillingen gør det, den skal: Giver de usynlige unge en stemme og noget omsorg,” fortæller Charlotte Ladefoged.

Oplagt for kommende lærere

Som en del af forestillingens målsætning har holdet med de to skuespillere og den medvirkende musiker spillet Usynlig for 60 aarhusianske lærerstuderende med en efterfølgende talk med SIND Rådgivningen. Denne visning gav meget positive tilbagemeldinger. Teatret modtog en mail fra uddannelsesinstitutionen efterfølgende, hvor der blandt andet stod: 

”Det gjorde et stort indtryk på de studerende. Der er ingen tvivl om, at I har været med til, at de kommende lærere vil være meget mere opmærksomme på ”de usynlige” i skolen. At kombinere den teoretiske viden på studiet med læring i eksterne læringsrum – i dette tilfælde teater og aftertalk – bekræfter os i, at det vil vi gerne gøre endnu mere. Det er vores håb, at de studerende får øje på, at læring i eksterne læringsrum formentlig også kan være med til at skabe bedre trivsel og læring for eleverne i skolen. Det er der brug for!”

Denne tilbagemelding betyder ekstra meget for Charlotte Ladefoged, der drømmer om, at hele systemet snart bliver ændret:

”Tænk om vores forestilling kunne resultere i, at fx skolerne fik lavet handleplaner, så lærere og pædagoger havde adgang til handlemuligheder for disse usynlige, unge pårørende, så de unge fik den nødvendige hjælp i en tidlig alder, så deres sårbare situation ikke fik fatale konsekvenser langt ind i voksenlivet. Og endnu bedre, at det blev en skal-opgave for sundhedsvæsnet at opsamle disse børn og unge, så de kan få den nødvendige hjælp.”