★★★★☆☆ dagene, dagene, dagene – rapkæftet reality-ræs

Østerbro Teater omsætter Tone Schunnessons roman dagene, dagene, dagene til en tragikomisk samtidsfortælling om influencerlivet, hvor krop og følelser er den hårdeste valuta. Forestillingen skal især ses for Anne Sofie Wanstrups fremragende spil som både kvinden i midten og alle tåberne omkring hende.

“Må jeg godt lige sige én ting?”

Annonce

Bibbs har meldt sin ankomst midt på scenen med en spidsmanicureret pegefinger i vejret. Hun nøjes selvfølgelig ikke med at sige én ting. Influencerens raison d’etre er at dele, så vi får hele historien om helvedesugen, hvor kæresten Baby forlader hende til fordel for skuespiller-Nina med de blomstrede kjoler, mens Bibbs selv desperat forsøger at skaffe 100.000 på en uge, så hun kan overtage deres lejlighed, som hun har valgt, men han har betalt.

På med den gode brille

Bibbs befinder sig ikke rigtig et godt sted i livet. Hendes kendiseffekt, der i sin tid startede med en blog, er falmende, og der står kun 8000 kr. på hendes konto. Pengene fra de gode dage er væk, og symptomatisk for hendes hedonistiske omgang med livet står hun ikke engang på skødet til lejligheden.

Fast arbejde og uddannelse er naturligvis heller ikke livsområder, Bibbs beskæftiger sig med. Hun ifører sig i stedet en god brille og danderer ud i byen i håbet om at score hurtige penge. Trods visse åbninger går det ikke stærkt nok, så Bibbs tager mere drastiske metoder i brug, for det er jo ikke rigtig løgn at sprede det medlidenhedsskabende rygte om, at Baby har voldtaget hende. “Jeg er jo blevet voldtaget engang,, som Bibbs ræsonnerer.

Forstørrer reality-præmissen

dagene, dagene, dagene er baseret på Tone Schunnesson roman af samme navn og forstørrer som den præmissen for en influencer, hvis krop og følelser er den hårdeste valuta. Nok har Bibbs været et forbillede for mangt en yngre kvinde gennem sin vilje til at dele og en krop uden idealmål, men nu er hun 38, og der er sjældent bud efter hende.

Bibbs inkarnerer med sin overfladiskhed og mangel på både moralsk stopklods og evne til at udsætte sine behov næsten en fordums tids fordom om dumme, kendte mennesker – for i dag skelner vi jo ikke mellem høj- og lavkultur, vel?

Marie Bjørns dramatisering lykkes, som romanen selv, med at skyde kiler ind i den nemme læsning. Måske er Bibbs mere snu end dannet, men dum er hun ikke – og i små glimt titter selverkendelsen frem. Man må jo ikke lyve om andre. Men når man nu først er begyndt, er det nemt at fortsætte.

Kvinders kapital

Fryd Frydendahls skærmscenografi, hvor Bibbs forlænges i et utal af versioner i mange aldre, formidler samtidig det medierede grundvilkår, hun lever i – og som vi andre også i vid udstrækning tænker igennem. Man behøver ikke have en white-trashed forståelse af, at kvinder tirrer mænd til at slå, for at kunne mærke Bibbs’ sarte spots og brovtende behov for selvdestruktion i en civilisation, hvor kvinders kapital forsvinder med alderen.

Anne Sofie Wanstrup er et veritabelt brag af den Bibbs, vi alle har mødt og måske også har lidt af selv indeni. Et system af hængende mikrofoner lader hende indtage de andre karakterer stemmer, mens vi ser dem mime bag hende på skærmene sammen med de andre Bibbs’er i den medierede flerlags-visuelle fortolkning. Den snalrede rivalinde, den kiksede manager og den dubiøse ven med pengene. Anne Sofie Wanstrup spidder dem alle med en lille kant af kærlighed.

Forestillingen lægger ikke så meget til romanen, men står også udmærket i sin egen ret som en tragikomisk samtidsfortælling, der med endnu en kliché sætter et andet liv på scenen, end vi oftest ser – om end vi kan se dem i døgndrift på skærmene, hvor serier som Prinsesser fra blokken (DR, 2016) og Våde veninder (DR 2021) cirkler om lignende typer og temaer. Jeg er ikke sikker på, at vi kommer dybere med den kunstneriske fortolkning eller om vi tværtimod forbliver i den lystfulde voyeurisme af det esoteriske. Det vil nok især afhænge af, hvem der bliver publikum til forestillingen.