★★★☆☆☆ Bevægelsen – totalitært talestykke

Det Kongelige Teater adresserer tidens totalitære tendenser og teknologiangst i en billedsmuk, men lidt distanceret iscenesættelse af britiske Dennis Kellys også meget intellektuelt konstruerede beretning om fem generationer i Bevægelsen.

Et tomt hvidt rum. Der står kun en lille papkasse på den let hævede scene. Fra kassen lyder babygråd og en mand kommer ind. Tager babyen op, trøster den. “Alt er ok,” messer han. Men alt er ikke ok. Babyens mor, hans kone, døde i barselsseng, og det viser sig, at døden skyldtes en komplikation udløst af den kunstige befrugtning, parret havde valgt at modtage.

At afvide verden

Den britiske dramatiker Dennis Kellys The Regression, der på dansk er blevet til Bevægelsen, er siden premieren for et par år siden, blevet spillet rundt omkring i Europa og rammer også tidstypiske refleksioner på kornet. Så det er ganske forståeligt, at Det Kongelige Teater også binder an med forestillingen om udviklingen af en totalitær bevægelse gennem fem generationer.

Den efterladte mand, som Mikkel Arndt spiller lettere eksalteret, som man ofte er er, når babyer holder en vågen, bliver stamfar til Bevægelsen i 2024. Hans sorg og indirekte skyld i konens død får ham til at sky teknologi, og en vision om at “afvide” ting og leve et simplere liv former sig i hans hoved.

Spring frem til 2058, hvor babyen er blevet til modstandskvinden Gry. Bagtæppets hvide skyformationer vendes til sorte blækklatlignende plamager og rummet foruroliges. Gry forelsker sig i en yngre mand, og da hun mister ham, tager hun lederskabet ad Bevægelsen på sig og skruer volden op.

Maria Rossing har greb om den lykkesøgende kvinde, men dette billede to er bliver som billede fire mest fortalt kollektivt af de fem spillere. Her skal fortællestilen formentlig illustrere den kollektive forførelse ud i volden, men fremstår mere unødvendigt distancerende.

Newspeak og modrevolution

I billede fire giver den kollektive fortælling bedre mening. Regressionen er sat ind og folk lever i 2092 i små bobler, hvor det anderledes bliver farligt og skal undertrykkes. Slægtens fjerde led er forhadt og straffes i flere omgange bestialsk i et rum, der nu pulserer af farver i en teknologisk glimtende nattehimmel.

Inden da har vi været i det gråmelerede rum i 276 med Grys tvillingebørn, der i bedste newspeak-stil udlægger Bevægelsens ambition om at skære sproget ned til ord med en stavelse. Teksten er skræmmende, men scenen fungerer ikke, fordi timingen ikke er på plads. Den snigende uoverensstemmelse mellem tvillingerne, der underminerer deres budskab, er for upræcis, og det virker af og til, som om de ikke kan teksten.

Til gengæld er sidste billede i 2105 særdeles vellykket. Gry nummer to, kærlighedsbarnet af den udstødte, befinder sig i et psykedelisk landskab og taler i ord med kun en lyd. En modrevolution lurer i hende og veninden Sol. De to ønsker at vide igen. Cecilie Bogø Bach er vidunderlig som dette menneske, der intuitivt ved ting, men ikke kan formulere dem.

Et laboratorieeksperiment

David Gehrt har skabt en enkel, men uhyre smuk og meddigtende videoscenografi, der bevæger sig modsat det talte ord. Mens menneskelivet afteknologiseres, intensiveres teknologiens artificielle fremtrædelsesformer på bagtæppet til sidste scenes farvepalet og taktilitet af et VR-univers.

Scenografien giver et godt modspil til en meget tænksom tekst, som trods fine øjeblikke og generelt solide skuespillerpræstationer har svært ved at få fat, fordi spillerne fortæller mere, end de spiller. Teksten griber fat i tendenser, der lurer i tiden og som bestemt skal adresseres, men det bliver lidt som et laboratorieeksperiment, som vi forstår, er vigtigt, men som ikke rigtig kan fange vores interesse, fordi det er kedeligt at se på.