★★★★★★ Don Juans inferno – opera, som man aldrig før har oplevet det

Simon Steen-Andersens vanvittige remix af operahistorien gør Don Juans inferno på Det Kongelige Teater til en vildt underholdende, men også tankevækkende rejse ned i vores forestilling om underverdenen. Det er virtuost opfinderi med noget på hjerte.

Man kan sagtens spørge, om Simon Steen-Andersens megalomane remix af operahistorien i Don Juans inferno kun egner sig til hardcore genrefans, der genkender værkets mange referencer. Om det altså på den måde lukker sig om sig selv og bliver en fest for de indviede.

Annonce

Men som en, der både har været kritisk over for Steen-Andersens selvreferentielle tendens og kun fangede en del af henvisningerne i det to timer lange dødsridt, må jeg bare sige: Her har den danske komponist altså skabt noget, der transcenderer sig selv.

Don Juans inferno er opera om opera, men på en legesyg, åben og meningsfuld måde. Det er teknisk opfindsomt, og den faible, han har for metagreb i sin musikalske iscenesættelse, kommer måske mere end nogensinde til sin ret i dette dyk ned i, hvordan Helvede historisk set er blevet til opera, og hvordan det kan blive det i dag.

Torturscener, S/M og autotune

I en ret mageløs ophævelse af tyngdekraften begynder Don Juans inferno med, at Mozarts samvittighedsløse overgrebsmand synker ned i mørket, netop som de sidste toner af Don Giovanni fra 1787 lyder fra Det Kongelige Kapel, som spiller fra en overdækket grav for at gøre værkets bevægelse mellem virkelighed og video så sømløs som muligt.

Dernede møder han en Djævel sammensat af alskens forskellige djævle fra operahistorien. Han møder også de mange karakterer, der har gjort sig fortjent til evig pinsel, og et leben af personer, som på den ene eller den anden facon har hjemme i denne underverden: Orfeus, Turandot, Eurydike, Macbeth, Dante, listen er lang.

Pludselig er vi midt i et talentprogram, hvor en Guantanamo-fange tortureres af en dukke, der synger ”Nessun dorma”. Så inde i en krystalkugle, hvor Djævlen svæver gennem Gamle Scenes lange gange, mens en guitar spiller sfæriske klange. Så overværer vi S/M-klædte spillefolk, en cellist i en rullestol, der spiller sit instrument bag ryggen. Duetter for sav, en autotunet sopran på hoverboard, komponisten selv forklædt som rengøringsmand.

Overvældende remix

Det er så udsyret, som man næsten kan forestille sig. Alligevel hænger det sammen, for det lykkes faktisk at skabe en rød tråd, hvor Djævlen med sine mange iscenesættelser af Helvede bliver stedfortræder for komponister og instruktører, men også bliver en interessant karakter, der længes efter forståelse: ”Jeg er ikke ond, jeg straffer ondskaben,” sukker han til sidst.

Don Juan forbliver uforbederlig, men får sin straf i en ret lystig MeToo-scene og i flere dæmoniske choksekvenser. Han vader ind og ud af surreelle verdener. Pludselig er der hårdkogt rave med reggaeton og habaneraen fra Carmen, siden rustikke recitativer fra Monteverdi og dramatiske glimt fra Den flyvende hollænder.

De medvirkende træder ind og ud af videoskærme, lader sig ydmyge og torturere, mens grænser mellem medier, genrer og verdener langsomt eroderer. Kender man ikke Simon Steen-Andersens værker på forhånd – hvoraf greb fra flere af dem også indarbejdes i infernoet – må man berede sig på at blive overvældet.

Og selv hvis man kender hans sindrige arbejde, forbløffes man over, at han her virkelig får alt til at gå op i en højere enhed. Timingen er som altid virtuos, og de medvirkende leverer forbilledlige indsatser, men det mest fantastiske er måske, at der er så meget at tænke over, fordi tanker og temaer fra de 30 citerede værker krydser hinanden og diskuterer store emner som død, retfærdighed og længsel. Don Juans inferno er i den grad en opera, der skal opleves.