★★★★☆☆ Nomerne – skovens hjerte: Sej digital scenografi i fin fortælling

På Teater Vestvolden i Hvidovre har René Vinther-Grønning iscenesat Jan Kjærs populære historie om Nomerne – skovens hjerte som en sød forestilling om ensom elverpige, et lille grønt fantasy-væsen og et velfungerende, digitalt univers.

Min 11-årige ledsager var bjergtaget af begejstring over Jonas Drotner Mouritsens digitale univers til Nomerne – skovens hjerte, som både var super sejt at se på og skabte en flot fortælleramme til Jan Kjærs historie. Selve fortællingen havde lidt svært ved at matche scenografiens magiske fascination, men børnene blandt publikum var fanget og godt underholdt hele vejen igennem.  

Annonce

Følelsen af ikke at høre til

Mon ikke de fleste af os kender til følelsen af – bare en gang imellem – ikke rigtigt at passe ind? I bund og grund at føle sig udenfor? På Teater Vestvolden får følelsen form og skikkelse af Emma Silja Sångren som halvelveren Mirna. Hun er halvt menneske og halvt elverpige, men hverken mennesker eller elverfolk vil kendes ved hende. Derfor er Mirna vokset op i skoven alene med sin mor og far. Moderen er død af sorg over savnet af sin slægt, mens faderen har forladt familien – fuld af foragt og hævntørst. 

Alt dette finder vi først ud af senere. For først møder Mirna krigernomen Enzo (Niclas Vessel Kølpin). En nom er et lille grønt fantasy-væsen, der bor i Nomskoven. Enzo er draget ud i verden for at finde sig selv som kriger-nom og står nu der med sit lille træsværd. Vi hører lyden af en flok mennesker, og han løber afsted og får jaget den chikanerende flok på flugt, før han møder Mirna. De stirrer lidt på hinanden, og da han spørger, hvem hun er, lyder svaret: “Ingen”. Men vi er alle nogen, så sammen drager de afsted for at finde sig selv, deres plads i verden og redde skoven fra undergang.  

En ond pirattyv

Sune Skuldbøl Vraa er en ond pirattyv, der graver dybt i jorden for at stjæle skovens krystaller. Vi ser ham med klap for øjet og en skovl i hånden, mens han graver. Men når krystallerne forsvinder, dør naturen.

René Vinther-Grønnings instruktion lader hver enkelt scene afløse den næste. En pirat, der graver. Mirna og Enzo, der skal stoppe tyven, før hele skoven visner bort. Mirna og Enzo på vej mod skovens vogter, der ligeledes spilles af Sune Skuldbøl Vraa. Enzo får et magisk sværd. De to går videre. Og sådan fortsætter det, så det hele desværre bliver udramatisk med de mange transportscener fra sted til sted.

Pludselig bliver vi dog grebet af teatermagien, da de to helte skal forcere en giftgul vanvindsslette, hvis dampe får jorden til at forsvinde under fødderne på dem og i stedet løfter dem op gennem luften. Det går i fuld fart gennem gennem vissen skov til mødet med den onde troldmand. En eventyrrig udviklingsrejse, som – uden at spoile for meget – også løser et par hengemte familietråde fra fortiden. 

Sød morale

Normerne – skovens hjerte er en rigtig fin fortælling med søde moraler om, at kampe ikke nødvendigvis vindens med våben, og ikke mindst, at alle skal finde sin plads i livet.

Der kunne med god effekt have været lidt mere spark på den dramaturgiske spændingskurve og færre forklaringer, som redegør for, hvor de to skal hen nu, eller hvad vi lige har set. Især når replikker som ”Så nu er vi på den anden side af Vanvidssletten,” efterfølges af ren stilstand, hvor de to bliver stående på scenen også efter replikken: ”Kom skynd dig”.  

Bjergtagende af begejstring 

Scenograf Signe Krogh og animation- og projektdesigner Jonas Drotner Mouritsen har skabt et flot og yderst funktionelt digitalt univers, som fortællingen udspilles i. Et digitalt univers, der kan modelleres og skifte fart, udseende og format i turbotempo.

Skoven folder sig ud i fuldt flor i et sprudlende farveorgie for sekundet efter at visne bort i takt med, at krystallerne graves op. Talebobler og tegnede figurer projekteres op på bagvæggen og gengiver fortidige hændelser. Vi føres gennem drømmende sanguniverser i blåt og over vanvidssletten, hvor dampende får Enzo til at lette fra overfladen, hvorefter vi kort efter svæver op over skoven og ser trætoppene og horisonten fra fuglehøjde.

Nomerne – skovens hjerte er en fin fortælling i en fed scenografi. En flot, sansemættet, virkningsfuld og vildt imponerende scenografisk rejse. Min 11-årige ledsager var derfor, som resten af salens børn, også fuldstændig bjergtaget af begejstring, og det er særligt i det visuelle og scenografiske univers, at forestillingen lever.