★★★★☆☆ Vi, de druknede – vellykket lydvandring i det sydfynske

Med Vi, de druknede i Marstal på Ærø inviterer dramatiker Jannie Schjødt Kold og BaggårdTeatret på deres fjerde velfungerende lydvandring i området ved det fynske øhav. En interessant vandring, hvor lytteren får indblik i både byen, forfatterens tanker og klimaforandringernes påvirkning af området.

“En by er ikke bare et sted. Den er også et drama i tid,” lyder forfatter Carsten Jensens stemme i mine ører, da jeg bevæger mig over Havnegade i Marstal på Ærø.

I Jannie Schjødt Kolds dramatisering af Carsten Jensens roman, Vi, de druknede, til BaggårdTeatrets efterhånden velkendte format “usynligt teater”, væves byens rum da også netop sammen med det såvel personlige som historiske drama, der udspiller sig mellem de vidt forskellige menneskeskæbner fra romanens fortælling.

Havets styrke

Vi, de druknede begynder på havnen. Ved Dampskibsbroen, hvorfra der denne smukke sommermorgen er udsyn til de utallige små og store skibe både i havnen og ude på det sydfynske øhav, der ser helt fredeligt og ufarligt ud, sådan som det spejler solens stråler i det blanke, rolige vand.

Men alle, der har boet ved havet, ved, at vandet er alt andet end ufarligt. Og dette er netop et af temaerne i fortællingen. Ikke blot, hvordan fortidens sømandsliv udgjorde en konstant livsfare for de involverede og dermed en trussel for familierne om, at manden eller faderen aldrig ville vende tilbage fra sin sejlads, men også hvordan havets kræfter stadig den dag i dag med hyppigere stormfloder og ekstremt vejr er en af de største farer ved at bo tæt på vandet.

Denne fornemmelse for havets styrke væves på fin vis sammen med historiske fakta om Marstal, klimamæssige erkendelser og korte møder med karakterne fra Carsten Jensens roman. Sidstnævnte overbevisende leveret af et stærkt hold skuespillere, der giver personerne liv og en fornemmelse af faktisk at gå omkring i historien.

Lokal forankring og historie

I Jakob Engmanns instruktion af Jannie Schjødt Kolds dramatisering er det forfatter Carsten Jensen selv, der er fortælleren. I hvert fald i den danske og den engelske version, mens det i den tyske er Klaus Tange. Stemmen ledsager mig på hele turen gennem Marstals smalle gader og langs kysten og molen til spidsen af Eriks Hale, hvor turen til sidst slutter efter et par timers vandring.

Historiens omdrejningspunkt er Albert Madsen. Sø- og handelsmanden fra Marstal, som Nikolaj Coster-Waldau i den danske udgave giver pondus og imponerende styrke. Her er rejser over havene, forelskelser, viden om opbygning af forretningsimperier og en indre glød, der selv på de gamle dage godt kan give plads til at give noget tilbage til byen. Og ikke mindst til den lille, faderløse dreng, Knud Erik.

Turen giver også et interessant indblik i de tanker, forfatteren har gjort sig om sin egen fortælling. Carsten Jensen er selv født i Marstal, og gennem hans romankarakterer tegnes et portræt af en by bestående af forsvundne fædre, enker og drenge, der primært er opdraget med tampen. Her er magisk-realistiske beretninger om minesprængte skibe, der sender Albert Madsens far på en flyvetur. Her er ubeskrivelige krigstraumer og et stærkt fokus på enighed. For “Enighed gør stærk,” som der står præget på Enighedsstenen på havnen, som Albert Madsen lod rejse i 1913.

Lytteren har en aktiv rolle

I ny og næ inddrager Jannie Schjødt Kold lytteren som en aktiv igangsætter af historien. Jeg får således følelsen af at være den lille brik, der sætter historiens tandhjul i gang. Første gang, når jeg på havnen – med hånden på det lave metalhegn, der omkranser den runde, lavendelblomstrende plads, hvor Enighedsstenen er placeret i midten – bevæger mig rundt, som skulle jeg sætte hjulet i sving, for at få historien til at begynde.Og senere på kirkegården, hvor jeg igen opfordres til at bevæge mig rundt og rundt i det cirkelrunde lapidarium bestående af en samling særligt maritime gravsten. Det giver det usynlige teater et ekstra, velfungerende lag, at jeg ikke blot skal lytte, men også opfordres til at deltage aktivt.

Jannie Schjødt Kold er da også efterhånden rutineret ud i at dramatisere disse lydvandringer for BaggårdTeatret. Først med Sundets stilhed gennem Svendborg, dernæst med Under Isen – min personlige favorit indtil nu – der sendte lytteren på en vandring fra havnen i Faaborg gennem istidslandskabet i Svanninge Bakker, og siden med den tredelte tur Mod strømmen gennem Langelands landskaber.

Formatet med usynligt teater er helt sikkert kommet for at blive. Vi, de druknede er endnu et vellykket bud fra BaggårdTeatret, der giver lytteren mulighed for at opleve såvel Marstal som Carsten Jensens fortælling på en ny måde.