Skuespiller Lars Mikkelsen lægger mesterligt stemme til et nyt fascinerende lydteater fra BaggårdTeatret i Svendborg – Sundets Stilhed.
Lars Mikkelsen som guide
Iført hovedtelefoner vandrer publikum seks kilometer langs Sydfyns smukke kystlinje med Lars Mikkelsen i øret som guide til et litterært univers, der spænder over bl.a. Tom Kristensen og Bertolt Brecht.
Sundets Stilhed hedder forestillingen, hvor vi undervejs møder seks forfattere – tre nulevende og tre afdøde – der alle har øhavets smukke hovedstad til fælles.
Spadsertur kan tages når man vil
Rent praktisk kan spadsereturen tages, hvornår man vil: Man downloader BaggårdTeatrets app, betaler 60 kroner for billetten, klæder sig behørigt på til vind og vejr og møder op ved Maritimt Center ved træskibsbroen på havnen i den næsten 800 år gamle købstad med de bakkede gader – den kreative klasses hule, som altid har tiltrukket kunstnere, kritikere og livsnydere.
Når man så er klar og trykker ”play” på forestillingen Sundets Stilhed, får man Lars Mikkelsen i øret.
Han byder varmt velkommen, og man føler sig fra første øjeblik i fængslende godt og intimt selskab, når han drejer rundt på én og udstikker nord og syd og sender os godt afsted på turen, som varer små to timer.
Med Lars Mikkelsen som guide føres vi forbi træskibsbroen med kig til værft, skanse og klinter, videre forbi Svendborgs gamle fiskehuse, gennem velhaverkvarteret ved Strandvejen med stuk og paneler, under Svendborgsundbroen forbi Skt. Jørgens Kirke for at ende ved den tyskfødte digter Bertolt Brechts stråtækte hus, hvor han søgte tilflugt fra nazisterne i 1933, efter de brændte hans bøger og udråbte ham som folkefjende.
Det “usynlige teater”
Lars Mikkelsen forklarer indledningsvis definitionen på lydteater – eller ”usynligt teater”, som BaggårdTeatret kalder det:
”Dit hoved er vores scene, på den her tur. Dine minder er vores scenografi, og din fantasi vores iscenesættelse. Vi kalder denne form for teater for usynligt teater, fordi det kun kan ses i dit indre rum og kun bliver synligt gennem dig.”
Ideen til værket er undfanget af Jacob Bjerregaard Engmann, BaggårdTeatrets dynamiske leder, der netop har overtalt Svendborg Kommune til at give ham en af byens mest attraktive grunde på havnefronten til et spritnyt teater, der nu skal rejses penge til.
Ud over Brecht og Kristensen møder vi undervejs forfatterne Mikael Josephsen, Jesper Wung-Sung, Josefine Ottesen samt Karin Michaëlis med tankevækkende refleksioner om livet og døden. De optræder alle i et imponerende lyddesign som baggrundstæppe for alt, skabt af Mathias Sørensen, der ud over egen musik har indlagt musik af Søren Huss, Hanns Eisler og Percy Whitlock.
De tre nulevende forfattere taler med egen stemme og er vært for hver sin del af strækningen. På intet tidspunkt forfalder nogen af dem just til banal sightseeing. Tværtimod. Vi er heldigvis på tur ind i deres sind og tankegods. Og det er godt – sine steder ligefrem fremragende.
Alle porer ind til sindets dybeste hemmeligheder er åbne, når Josefine Ottesen taler om det, man ville ønske, at man aldrig havde fået at vide i livet. I hendes tilfælde sin tragiske jødiske familiehistorie overhørt som 7-årig under et bord.
Eller når Mikael Josephsen fortæller om forsøget på at være det stik modsatte af sin far med chillum stikkende ud af lommen, og om angst for angsten.
Tre afdøde forfattere fortolkes på ny
De tre afdøde forfattere taler gennem stykkets forfattere, Leonie Pichler og Danijel Szeredy, der vellykket har taget sig store frihedsgrader i at fortolke og parafrasere essensen af, hvad de stod for, mens de levede i Svendborg.
Lars Mikkelsen binder de forskellige tankerækker elegant sammen. Han reflekterer eksempelvis selv over, at tragedier og traumer ifølge videnskaben kan brænde sig ind i vores DNA og nedarves:
”Helt ned i tredje generation kan man spore forandringer i hjerne og adfærd. Og hvis man kan det, kan må så også på samme måde arve lykke”, spørger han?
Lars Mikkelsen introducerer derefter digteren Mikael Josephsen uden omsvøb:
”Man får en følelse af, at han lægger sig ned på et operationsbord, tager skalpellen og skærer sandheder ud af sig selv.”
Mikael Josephsen fortæller på sin del af vandreturen om dengang, han i 1979 kom til Svendborg som et hashvrag på flugt fra en dysfunktionel nordsjællandsk familie i Nærum:
”Medicinerede mig selv med stoffer, indtil jeg ikke kunne være mere modsat end min tyranniske far. Jeg var alt, hvad han afskyede. Han kiggede ikke på mig. Så kom jeg til kollektivet her med mine C.V. Jørgensen-plader og pornoblade. Jeg satte en streg i sandet; var blevet korsfæstet i et hus i Nærum, men genopstod her”.
”Over mig skriger en måge; jeg bilder mig ind, at den skriger af synet af skønhed.”
Kan vi ændre vores liv?
På en bænk ved Skt. Jørgens Kirke funderer Lars Mikkelsen over vores frie vilje: ”Tænker du nogle gange over alle de veje, du allerede har gået. Hvilke beslutninger har bragt til dig til denne bænk? Hvor mange beslutninger har du i virkeligheden selv truffet i dit liv. Hvor mange af dem var bare tilfældigheder? Kan vi ændre vores liv?”
I sin introduktion får Jesper Wung-Sung at vide, at han ligner en revisor, eller er det nu en advokat? Eller en kordreng? Hvorefter han fortæller historien om, hvordan han havnede i det sydfynske via et par zombier, som hjælper historien på gled.
De to litterære giganter Tom Kristensen og Bertolt Brecht er gemt til sidst på vandreturen, og er på hårdt arbejde med at leve op til intensiteten i Mikael Josephsens mesterlige sekvens, hvor man knapt tør trække vejret. Så smuk, dyb og intim er hans fortælling. Ufortyndet digtersmerte.
Men Tom Kristensen er godt med, og vi hører ham eksempelvis fortælle i en fremragende monolog, at han aldrig har forstået, hvad det vil sige at være lykkelig:
”Alle andre synes at være bedre til det end mig. Kan man efterligne, at man er lykkelig, indtil man en dag virkelig er? Spørgsmålene forstummer fra rus til rus. Det var mit erklærede mål at gå i hundene og sige til Gud; se, også jeg er skabt i dit billede!”
”Måske passer jeg ikke ind nogle steder, men selv i det tilfælde, vil jeg til enhver tid foretrække Thurø.”
”Hvis der er en skæbne, er så ikke ethvert flugtforsøg planlagt?”
Dén lader vi lige stå et øjeblik.
Foran Brechts idylliske fynske stråtækte hus på Skovsbo Strand nr. 8 undres vi sammen med den tyske digter over, at strømmen i sundet skifter retning præcis hver sjette time, hvorefter han tilføjer:
”Har De nogensinde bemærket, at man aldrig nogensinde kan vende tilbage?”
Endelig opsummerer Brecht sin eksistentielle kærlighed til Sydfyn i en skøn og enkel sætning, der samtidig godtgør, hvorfor man bør tage turen til Svendborg og gå med på Baggårdteatrets nye smukke lydtur:
”Her går verden mere stille under!”
LÆS OGSÅ: Lars Mikkelsen: ”Vi tager en tur gennem dine tanker” – ny audiowalk i Svendborg
Læs mere om BaggårdTeatret her
