★★★★★★ Hamlet – Shakespeare som virtuos skæbnesymfoni

Det er en poetisk gennemlyst og gennemmusikalsk Hamlet, som HamletScenen i år præsenterer på Elsinore Shakespeare Festival med The Lord Chamberlain’s Mens virtuose gæstespil. Den faderløse prins dirigerer sin egen skæbnesymfoni, mens de døde hober sig op i hans kølvand.

Dagen inden min tur til Helsingør sad jeg i Tivolis Koncertsal til en forførende opførelse af Chopins klaverpræludier med det unge, canadiske klaverfænomen Jan Lisiecki. Det var klassisk repertoire, der blev gjort akut nærværende med nuanceret følsomhed og teknisk brillans, og det var overrumplende.

Nøjagtig det samme kan siges om The Lord Chamberlain’s Mens Hamlet under årets Elsinore Shakespeare Festival: en klassisk udgave med mandligt ensemble, elizabethanske kostumer og fokus på tekstens iboende musikalitet. Indledt a cappella med John Dowlands Come, Heavy Sleep i formfuldendt renæssancestil og fulgt op af to timers virtuos replikkunst.

Føles det arkaisk, fremmedgørende? Nej, tværtimod. Det er som at træde direkte ind i værket, samtidig med at værket træder direkte ind i vores tid som en talende musik. Lige fra Horatio og de to rystende vagter først øjner genfærdet, til Hamlet går ind i sin tunge søvn efter den fatale fægtekamp, er man fikseret, tryllebundet, af spillernes smidige diktion og flair for rytmik.

Illusioner om en heroisk skæbne

Bag den overlegne britiske levering af arvesølvet gemmer denne Hamlet, instrueret af Peter Stickney, imidlertid også på klarsynede gennemlysninger af tragediens karakterer. Hamlet, underspillet manisk portrætteret af Hal Geller, og Claudius, slesk i alle facetter af Thomas Delacourts væsen, er i hver sin blodrus. Prinsen drives af illusioner om en heroisk skæbne, den nye konge af magtbegær.

I kølvandet på deres hærgen må den ene birolle efter den anden lade livet eller i det mindste livsglæden. Huw Brentnalls elskelige Horatio går fra hjertevarm glæde ved gensynet med Hamlet til forfærdelse over prinsens forråelse, mens denne synker længere og længere ned i sine teatralske planer om hævn.

Samme rædsel stråler ud af Stefan Brennan-Healys underkuede dronning Gertrud, der forsøger at holde sig oven vande ved at følge magtens spil. I hver bevægelse er han beredt på at blive slået, og han ser, at Mark Milligans Ofelia med det synkende blik, endnu et offer, er dødsdømt som brik i spillet mellem Hamlet og Claudius. Det er hjerteskærende at se de to kvinder bære et helt samfunds laster på deres henholdsvis tappert brede og bristefærdige skuldre.

Sanselig nydelse fra start til slut

Fascinerende er det at se, hvordan Hal Geller forfører alle, også os, med sin djævelsk smilende Hamlet. Allerede ved sin ankomst er der vantro i hans blik, men ved udsigten til et mysterium, der skal opklares – Claudius’ mord på faderen – tændes en ild, der ender med at fortære ham, uden han selv kan se det.

Selv da han chokeret opdager, at det er Ofelias endelige hvilested, som graveren – afsindigt blændende spillet af en tilsmudset Edward Bartram – gør klar, ender talestrømmen om hans kærlighed til hende som en dyst med Tom Canavans gribende ulykkelige Laertes: Jeg er mere knust end du, er jeg så!

Han når aldrig at opdage, at han er det stik modsatte af den helt, hvis fortælling han tror, skæbnen har gjort ham til hovedperson i. Og derfor tror han, det er heroisk, da han til sidst går ind i døden – en tragisk triumf, der gør ham blind for alle de døde omkring ham, der blev fanget af hans hævnteater.

The Lord Chamberlain’s Mens Hamlet er lige så gennemmusikalsk, som den er gennemlyst af poetisk skæbnespil og forblindelse. Det er replikkunst på allerhøjeste niveau, en sanselig nydelse fra start slut. Og det er en af de opførelser, der får en klassiker til at virke som teater til tiden – til enhver tid.