★★☆☆☆☆ Medea Enigma – alvorligt monodrama uden kontraster

En ny kammeropera med musik af Hugi Gudmundsson vender tilbage til Medea efter katastrofen. Men Medea Enigma, produceret af Copenhagen Chamber Performance, kommunikerer ikke klart nok til at formidle et psykologisk drama.

Det ér Medea, der står på scenen, men handlingen fra Euripides’ tragedie går forud for Jesper Bræstrup Karlsens libretto til den spritnye opera Medea Enigma. Her er mezzosopranen Radmila Rajic – med mørke øjne, orange T-shirt og en sort affaldssæk som skørt – eneste sanger i et psykologisk efterspil.

Først mikser hun en drink og hælder den op i et glas: aske. Så kaster hun den på gulvet, finder mere aske, tegner en cirkel op omkring sig og ender, en lille time senere, med at begrave to par børnesko i det kulsorte støv. Hun vil sættes fri efter at have udstået sin straf for mordet på sine og Jasons to børn – en grusom hævnakt, efter manden havde fundet en anden.

Operaens problem er imidlertid, at dette udmærkede oplæg til refleksion over skyld og tab saboteres af kluntet tekst, ufokuseret musik og mangelfuld levering. Det får dramaturgien til at smuldre, og som betragter bliver det vanskeligt for alvor at trænge ind i Medea Enigma, både som fortælling og komposition.

Sterilt musikalsk sammenstød

Monodramaet veksler mellem sang og tale, og i begge tilfælde skal man spidse ører for at tyde meningen. Komponisten Hugi Gudmundsson har lagt meget – også for meget – ansvar over på solistens evne til at dramatisere, for hans enkle instrumentale stil med cello, blokfløjte og marimba/vibrafon kommunikerer meget lidt i sig selv. Omvendt er hans vokale linjer konstant teatralske. Sammenstødet mellem det enkle og det forcerede er uskønt.

Radmila Rajic ser besværet ud. Hendes mimik begrænser sig til opspilede øjne, klangen er kold, og når hun taler, er det med en accent, der får en allerede statisk tekst til at mudre yderligere. Selv de tre fine musikere bag hende virker på glatis, fordi partituret er uklart: Det er hele tiden løse vokale udråb over skælvende, udstrakte eller pludselig jagtende klange.

Ufrivilligt komisk bliver det, når alle medvirkende bryder ud i alvorlige talekor for at understrege, at Medea skal forstås som en, der kæmpede for de undertrykte og rettighedsløse. Det bliver samlet set unødigt selvhøjtideligt og sterilt.

Mangler kontraster

Nok er det seriøse emner, der tages op i Medea Enigma. Hævn, landflygtighed, soning. Men opera fungerer sjældent uden kontraster, og i denne opsætning mangler lyset og humoren.

Men der mangler også bid. Halvvejs i operaen står cellisten og blokfløjtenisten alene på scenen i en slags efterklang af Medeas ord. De skal formidle noget dyrisk, intensivere mørket, men det lykkes ikke Gudmundsson at finde den brod, og da slagtøjet endelig får en på sinkadusen til sidst – mens Medea begraver børneskoene – lyder det mere kaotisk end logisk.

Så vender talekoret tilbage: Medea bliver, vistnok, selvmordsbomber! Blinklys og voldsom kantslagssolo følger, inden en elektronisk new age-klang sætter et sidste punktum og foregiver en eftertænksomhed, der virker ufortjent. For det, Medea Enigma gerne ville sige, fortabte sig i uklarheden.