★★★★★☆ Tronfølger – råt riv i immigrantens udsathed

Alexander Mayah Larsen fortsætter sin hudløse familiehistorie i Tronfølger på Mungo Park, der åbner hans fars historie fra Iran til Danmark og retur i et scenesprog til tiden, der med dyb autenticitet og rastløs råhed formår at fremkalde både tårer og indsigt ved at give den partikulære sorg og afmagt almenmenneskeligt perspektiv.

Det starter næsten som en dokumentarisk leg. Det håndholdte kamera suser gennem sandkassen og etablerer Iran og fars slægt med små huse og mennesker i sandet. Medieret og set gennem barnets øjne. Det barn, der nu som voksen mand forsøger at få greb om den far, han savner. Den far, der flygtede til Danmark fra præstestyret i Iran, men som mange år senere vendte tilbage og forlod sin familie her.

Immigrantens udsathed

Alexander Mayah Larsen havde allerede i 2021 fat i hovedstolen med den smukke, højtpulserende Som brødre, der byggede på digte om hans familiehistorie. Så vi kender til mødet mellem Alexanders mor og Baba under en paraply ved et stoppested ved svømmehallen. Vi ved, at kærligheden siden døde, da desillusion og Islam tog over i Babas liv.

Men denne gang kommer vi helt tæt på Baba i en forestilling, der har samme rastløse energi som forgængeren, men også river endog mere råt i sin fortælling om et smadret liv. Om immigrantens udsathed og de næres afmagt.

LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af Som brødre

Han kan da godt spise svin

Først går det rapt afsted i 70’ernes vestligt orienterede Iran, men diskomusikken stoppes brat af revolutionsgarden. Baba får pisk af sin egen far og siden i fængslet, hvor han også finder liget af sin skrøbelige lillebror. Han tager brorens navn og flygter ud af landet og ender ved en tilfældighed i Danmark. Her kan man købe røde Speedos og posere som David Hasselhoff fra Baywatch.

Skiftet fra torturen i Iran til svømmehal og flirt i København er absurd i sig selv, men mimer præcist den naive forestilling om assimilation. Selvfølgelig vil al den rædsel, Baba oplever som ung, rejse med og gøre det svært at forvandle sig til tilpasset velfærdsborger. Men åh, hvor han forsøger. Med kone og børn, med ekstrajob, så han kan åbne egen butik, for han kan selvfølgelig ikke bruge sin iranske uddannelse som kemiingeniør til noget.

“Han kan da godt spise svin, hvis det er det, der skal til. Det er ikke noget problem,” messer Alexander Mayah Larsen, mens han næsten kløjs i øl og flæskesvar. Nøgen tilbyder han sig til danskheden. Den vil ikke have ham. Der bliver helt stille i rummet, mens ydmygelsen bare bliver ved og ved.

Exceptionel autenticitet

“Det er vigtigt, du bliver god til at skrive, så du kan fortælle min historie,” sagde Baba til Alexander. Det blev han. Tronfølger er barsk og går endnu mere hudløst til værks end forgængeren, så skammen stikker hul på vores sentimentale rørelse, ligesom skammen over at svigte som familiefar rammer Baba på altanen, resigneret med parabol og religion som opium.

At bruge sin private fortælling er at risikere at miste overblik, men Alexander Mayah Larsen formår med sin exceptionelle autenticitet på både skrift og scene at fange det allermest sårbare og give det til os. I Tronfølger fortæller han fragmenteret og kropsligt i en form, der kan virke løs, men som forløser netop denne fortælling, præcis som den skal. Nanna-Karina Schleimanns kompositioner og blændende nynnende sang svøber os tættere ind, mens gode Verfremdungsvalg af instruktør og dramaturg balancerer mellem latter og gråd og giver kant og perspektiv til de blødende sår af savn.

At mislykkes, at savne er individuelt, men samtidig almenmenneskeligt, og tåren kryber frem i øjenkrogen under denne originale og moderne historie om et vilkår, der fortsat er aktuelt i verden.