Teater GROB genåbner med en charmerende og hjertegribende forestilling om to brødre med dansk-iransk baggrund. Alexander Mayah Larsen og Kasper Dalsgaard leverer samspil fra øverste skuffe, og accentueres fremragende af musiker Rasmus Junckers piskende toner.
Trommepulsen dunker, mens vi tager plads i sæderne. To unge fyre i trænings-hoodies flytter tjept kasser og tæpperuller. Måske flytter de ind, måske flytter de ud. I en kasse finder den ene et stangtennis og et slag udkæmpes med bokser-attitude. Storebror og lillebror med hver sin definerede plads og drillerutiner, hvor blot en kvart sætning er nok til at udløse rituelle bebrejdelser og moddrilleri.
De bryder drilleriet af og fortæller familiehistorien. Den starter med en dansk kvinde og en iransk mand, der mødes under en paraply i regnvejr, gifter sig og flytter i rækkehus i forstaden. To sønner kommer til. En lys, en anden mørk udenpå. Den ene er til hiphop, den anden er en popdreng. Brødrekærligheden er der ikke tvivl om.
Autodrama
Som brødre er baseret på Alexander Mayah Larsens digte, der er inspireret af hans egen opvækst i Værløse. Forestillingen må vel derfor siges at være en form for autodrama i slægt med tidens autofiktion, men dens poetiske anslag og rytmiske form løfter den langt ud af det private og ind i et fællesmenneskeligt rum. De fleste af os kender had-kærlighedsforholdet mellem søskende, der både ligner os for meget og for lidt.
De fleste af os kender til gengæld ikke splittelsen i et hjem udsprunget af to kulturer på egen krop. Som brødre rammer os lige i maven med den uendelige afmagt, drengenes far, Baba, må have følt over ikke at blive accepteret i samfundet. Morens tilsvarende afmagt over for en mand, der ændrer sig fundamentalt og erklærer stort set alt for haram.
Forældrene er ikke gode sammen, og brødrene slår krølle på sig selv for at finde en plads, der gør de voksne glade og måske også giver dem selv lidt luft. Storebror vælger den kriminelle vej, lillebror den akademiske og mod slut er mødet mellem dem svært. Vi efterlader dem i mørket, og forestillingens fortvivlende, men åbne slutning ætser sig fast.
Overvældende smukt spillet
Inden da har vi leet af og med brødrene, der spilles med formidabelt overskud af Alexander Mayah Larsen selv som lillebror, Kasper Dalsgaard som storebror og musiker Rasmus Juncker som medspiller helt fremme i lydbilledets meddigtende fornemmelse for varme, svigt og skrigende frustration. For der er varme mellem brødrene. Der er gode minder blandt de mange dårlige.
Samspillet mellem de tre pulserer med højt tempo og dyb intensitet. Alexander Mayah Larsens bedårende benovede blikke på storebror, der langsomt afløses af bekymring. Kasper Dalgaards beskyttende storebror, der taber orienteringen med så megen pumpende smerte, at håbet svinder. De danser, de brydes, de flirter og spiser virkelig stærk mad, hvis duft breder sig i rummet. De er som brødre er flest – blot er deres grundvilkår et andet. Som brødre er ikke bare en væsentlig historie om vores tid og samfund. Det er også en overvældende smukt spillet forestilling, hvor form og fortælling går i et og brager lige ind i vores hjerter.
Se forestillingstrailer her.
