★★★★☆☆ Størst af alt – fem små fortællinger, som børn sikkert kender

Hele fem forskellige fortællinger af Kim Fupz Aakeson har fået plads i Teater Patraskets forestilling Størst af alt. Selvom nogle af ideerne ikke helt giver mening, er det overordnet set endnu en vellykket musikalsk børneteateroplevelse fra Patrasket.

Teater Patraskets nye forestilling Størst af alt er for alle fra fem år og op. Men den vil helt sikkert især tiltale dem, der kender historierne på forhånd, og derfor kan glædes over genkendelsen med de skæve karakterer fra Kim Fupz Aakesons finurlige univers.

Maria Myrgård står bag instruktionen af forestillingen, som i virkeligheden er fem små forestillinger, der vises som perler på en snor. Kim Fupz Aakesons historier genfortælles i sceniske versioner med hvert sit visuelle udtryk. Alt sammen samlet i et western-tema med cowboyskjorter, -støvler og musik, der ikke umiddelbart har anden årsag, end at det er underholdende og giver mulighed for lidt country-vibes og sjove accenter.

Ingen tid til at dvæle ved historien

Vi starter med Pigen der krøb om Maria Marianne, der bliver mindre og mindre. “Man kunne se det, hvis man så ordentligt efter,” hører vi, mens bestikket udskiftes, indtil det er enormt, og katten til sidst ikke er andet end to kæmpestore, lysende grønne øjne i Maria Mariannes verden.

Videre går turen efter lidt effektive omrokeringer i Filippa Berglunds finérscenografi til Farmanden. “Nu har vi grædt længe nok. Vi må have en ny far,” siger Birgers mor til Birger. Maja Skovhus Rehøjs mor tager sin søn med til Farmanden. Et sted, hvor man, ligesom hos købmanden, kan anskaffe det, man mangler. I dette tilfælde en ny far. Men det er jo ikke lige sådan at vælge den rigtige. Og da slet ikke, når Bastian Popps venlige og tålmodige farmand har sådan et flot, stort cowboy-overskæg.

Der bliver dog ikke tid til at dvæle nævneværdigt ved fortællingen, for snart er vi videre til Dengang farfar blev et spøgelse, hvor stemningen sættes fra første færd med en dyb brummen og musik fra en sav i Bastian Popps kompositioner. I et afgrænset spotlys på et bord midt på scenen fremføres historien med små dukker. Her hører vi om Esben og farfar, der går igen. Men heldigvis er det bare fordi, han ikke har fået sagt ordentligt farvel.

Sjovt men fragmenteret

I Verdens grimmeste pige får Dirck Backer påsat større og større ører. Grimmere og grimmere – og endda med grønne pletter. Endnu et nyt udtryk og en ny fortælleform føjes til rækken, når de tre på scenen med brug af papkostumer og paprekvisitter fortæller om, hvor svært det er, at være så grim.

Og til sidst afsluttes Maria Myrgårds iscenesættelse med titelfortællingen, Størst af alt, der får fuld gas på kostumefronten med heldragter til Fanden og Fandens langbrystede oldemor, for slet ikke at nævne den langskæggede Gud, der har lyst til at opgive menneskene helt og starte forfra. Det er sjovt og latterfremkaldende. Men det er også lige ved, at vi ikke kan rumme mere på én gang.

Kim Fupz Aakesons historier fungerer godt på scenen. Det har Teater Patrasket bevist før med deres herlige version af Tandfeen. Men som samlet oplevelse bliver Størst af alt en anelse fragmenteret. Det er simpelthen for meget med fem så vidt forskellige historier i en og samme iscenesættelse.