Teater Patraskets nyeste forestilling Tandfeen er en forunderlig fortælling med fuld fart fra start til slut om en lille dreng, der skal hente sin lillesøster tilbage fra tandfeen.
Antons lillesøster græder hele tiden, og hans mor og far har ikke længere tid til at bage boller, tage billeder og hygge med Anton. Så da Anton taber sin første tand, forærer han også sin grædende lillesøster til tandfeen.
Det er grundfortællingen i Kim Fupz Aakesons billedbog Hvidt og blidt & kridt fra 2015, som Teater Patraskets forestilling Tandfeen bygger på. Og fuldstændig som bogen er teaterversionen fuld af sære påfund, skæve eksistenser og lidt uhyggelige væsener.
Uhyggelig ulv og tyk tandfe
I centrum af Teater Patraskets Tandfeen finder vi Katrine Karlsens utroligt livagtige, pyjamasklædte dukke, der med store, skinnende øjne og barnligt buttede kinder er drengen Anton. De tre medvirkende, Kristian Dinesen, Bastian Popp og Dirck Backer, styrer Anton på skift, mens de deler hans historie med publikum. Det er særdeles effektfuld dukkeføring, der bringer den lille Anton til live – både gennem dukkens gestik, men i lige så høj grad gennem dukkeføreren egen indlevelse og mimik, der spejler og forstærker dukkens.
I Kim Fupz Aakesons univers kan alt ske. Og det gør det som regel. Naturligvis fortryder Anton, at han har givet sin lillesøster til tandfeen – som i øvrigt er Kristian Dinesen iført struttende tylskørt, netundertrøje over en enorm vom, spids festhat og småbitte fevinger på ryggen. Så for at finde sin lillesøster igen må Anton ud i den natmørke by, der i Julie Forchhammers scenografi pludselig ser vældigt skræmmende ud.
Bagerst på scenen lige foran bagtæppet står tre skærme på hjul, som drejes og afslører en tegnet, mennesketom by. En løber rulles ud på scenegulvet og bliver til en vej med hvide striber, som den lille Anton-dukke langsomt bevæger sig hen ad. Her støder han på det ene uhyggelige væsen efter det andet. Fra en mundharmonikaspillende ulv til hjælpende rockerengle. Det bliver næsten for uhyggeligt for målgruppen på 5+, men også kun næsten.
Tandfeen blotlægger teatret
Der er noget særligt magisk over Tandfeen, fordi Teater Patrasket formår at skabe en overbevisende illusion samtidig med at teatrets form og struktur blotlægges.
Vi kan se de tre skuespilleres tøjskift. Vi kan se, at det er dem, der styrer Anton-dukken. Vi ser dem ændre scenografien og rulle vejbanen ud på gulvet. Vi ser Bastian Popp stå på scenen foran mikrofonen med sin guitar eller tromme og lave lydeffekter. Og vi får endda et ekstra indblik i teaterproduktionen, da lyden driller og de må om bag scenen for at fikse det.
Alligevel formår de tre mænd på scenen at skabe den totale illusion. Vi kigger ind hos en familie med mor og far og børn. Vi hører forældrene skændes og lillesøsteren græde i et væk. Vi ser et barn i bare tæer og pyjamas, der vandrer ned af en nattemørk gade. Vi mærker drengens panik og fortrydelse over, at hans lillesøster er væk. Det hele foregår rent faktisk lige foran næsen på publikum, der alle som en er helt indfanget af fortællingen.
Det er netop det, teater kan, når det er bedst. Og Tandfeen er en forrygende teateroplevelse – ikke kun for børn, men for hele familien.
Se trailer for Tandfeen her.
