★★★★☆☆ En sommerdag i oktober: Grotesk klimasatire med kant og splattergys

På Teater V har Pelle Koppel iscenesat Nicolaj Dissing Schledermannss prisvindende manuskript En sommerdag i oktober, der går grassat i klimakrise, splatterkomik og uovervindelige generationskløfter. Satiren rammer benhårdt og moralen er klar: Vi må tage ansvar for kloden nu!  

Naturen er gået amok i En sommerdag i oktober. Nicolaj Dissing Schledermanns tekst vandt i januar Teater V’s manuskriptkonkurrence, og som titlen antyder, er årstiderne ude af synk. Sydeuropa holder høsten i live med aircondition, limefrugter importeres fra Tyskland, og dyrene i Danmark er blevet kannibaler og kødædere. Vi er med på en undergangsderoute med klimakrise og generationskløft som amokfræsende accelerator.

Ingen grund til bekymring

I En sommerdag i oktober på Teater V er klimakatastrofe og næstekærlighed ikke noget, der bekymrer det midaldrende forældrepar, Britta og John. De skyller oktoberheden ned med flaskevis af rosévin i deres nyerhvervede kolonihave.

De venter – ikke på Godot – men på datteren Ida, som skal komme på besøg. Imens trisser de rundt og taler om ingenting – og alt mellem linjerne. De vander plastikblomster og lytter til falske fuglefløjt fra naboens højtaleranlæg. De bliver frustrerede over et hul i bedet, som de mener, datteren skal få dækket med en blomst.

”Den er af plastik, det nytter ikke at vande den,” lyder det træt fra John i Pelle Koppels karikaturstærke portræt af en selvfed middelklassemand med styr på økonomien, firhjulstrækker og skræmmende mangel på humanisme.

Britta er uenig: ”Den ser træt ud, grav den op,” hvæser Camilla Bendix’ groteske monstermor, som med en alkoholpromille, der ville tage livet af de fleste, svinger fra egocentrisk vanvid til sødmefuld mor. Her er benhård symbolik, pangfarvet plastikidyl og en havedam, der bobler af svovlsyre i scenograf Rebekka Bentzens tegneserieagtige og sureelle kolonihaveidyl.

Afgrundsdyb generationskløft

Ida ankommer. Med bus. Ikke den firhjulstrækker, som faren foretrækker. Ida bor i byen, er aktivist og køber genbrugstøj. Hun vil lave et kollektiv i familiens gamle hus, men det er ikke muligt: ”Der kan kun bo børn på børneværelset,” lyder ræsonnementet fra forældrene. Generationskløften er uovervindelig, klimakrisen altomfattende, og i dette morads får frustrationerne frit løb.

Forældrene fatter intet. De repræsenterer til fulde den generation af folk, som fortsat mener, at deres altødelæggende privilegieblindhed og selvcentrering er helt i orden. Ida er vores sandhedsvidne og fremtidshåb. Når lyset skifter til hvidt, bliver der ro. Hun står stille og fortæller, hvad hun ser. En verden, hvor pindsvin muterer og drukner i havedammes syrevand. Egern æder egern, og en hjort går grassat på en smadret ræv.

Ida er i Mathilde Lundbergs rasende og rørende fine fortolkning en krog til noget medmenneskeligt og en påmindelse om at holde blikket klart og kæmpe for klodens fremtid.

Blik for tekstens groteske univers

Pelle Koppel har instrueret med et fermt blik for tekstens groteske univers og lader satiren og det tragikomiske sætte alvoren på spidsen. Det fungerer godt. Latteren letter alvoren og gør, at vi lettere kan kapere klimakrisens dødens alvorlige tematik.

En sommerdag i oktober er underholdende, vedkommende og velfungerende. Også selvom forestillingen tipper undervejs, da den bevæger sig fra absurd komedie til thrillergys, som kammer en kende over i for meget splat.