★★★☆☆☆ Madama Butterfly – friskt koncept, statisk udførelse

Med Den Jyske Operas Madama Butterfly er Puccinis klassiker endnu en gang til forhandling herhjemme. Men instruktørens friske idé om at lade Cio-Cio-san gå i hundene og se syner, letter aldrig fra papiret i en statisk iscenesættelse uden kemi.

Hvad stiller vi op med barnet? Det har været spørgsmålet i de seneste opsætninger af Puccinis Madame Butterfly fra 1904 herhjemme. På Den Fynske Opera fortalte man i 2022 historien helt straight: om den purunge japanske geisha Cio-Cio-san, der befrugtes af den amerikanske soldat Pinkerton, som forlader hende og vender tilbage flere år senere for at hjemtage sin ukendte søn. Det var uoriginalt og uden videre skønhed.

I starten af 2024 leverede Det Kongelige Teater så en genialitet med en psykologisk kompliceret regiversion, hvor den nu voksne søn optrådte i en stum rolle under hele operaen. Pludselig så vi værket fra en ny synsvinkel, og kulturmødet mellem øst og vest blev foldet ud med alverdens nuancer. Det var dristigt, sublimt og enormt rørende. Men, kan man indvende, måske også svært at forstå, hvis man ikke allerede kendte historien.

Nu er turen så kommet til Den Jyske Opera, der med sin turnerende Madama Butterfly placerer sig et sted imellem fynboernes traditionalisme og de kongeliges gentænkning. I hvert fald på det konceptuelle plan, hvor barnet nu er erstattet af en dukke og altså optræder som den sindsforvirrede Cio-Cio-sans illusion. Det er en frisk idé, som egentlig holder i teorien, men hvor friskheden ikke forplanter sig i praksis. For opsætningen er statisk, og skuespillet rækker ikke til at portrættere det psykologiske eksistensdrama.

Alle synger til dirigenten

Bag Den Jyske Operas opsætning står den tyske instruktør Ulrich Peters, men det bliver aldrig tydeligt, hvad han vil med sin iscenesættelse. Plottet med en efterladt mor plaget af vrangforestillinger signalerer dybde, men under ouverturen vægter Peters melodrama og Technicolor-farver; der går kun et øjeblik, før den pistolbærende Pinkerton ender i duel med en japaner bevæbnet med sværd. Senere affyrer soldaten pistolen for at jage Cio-Cio-sans rigide onkel Bonze på flugt, før våbnet efter pausen ender hos geishaen selv og siden hendes tjenestepige, Suzuki. Tjuhej, hvor det går.

Problemet med denne action-iver er i øvrigt, at den flugter dårligt med en meget statisk instruktion, hvor sangerne henvender sig mere til dirigenten, Christopher Lichtenstein, end til hinanden. Det gør det svært at skabe indbyrdes kemi og scenisk bevægelse, og derfor ender romancen mellem den kinesiske sopran Chunxi Stella Hu og den danske tenor Anders Kampmann – Cio-Cio-san og Pinkerton – som en tynd kop te.

Når de endelig bevæger sig ud af deres låste sangerpositurer, har Hu en slem tendens til at overspille, mens Kampmann er stiv i kroppen. At de har klare og kraftige stemmer, er et plus, men følsomheden er i begges tilfælde til at overhøre; hos Hu savner jeg varme i klangen, hos Kampmann smerte. Deres store finale før pausen, som både skal formidle stor kærlighed og et brutalt skæbnespil, virker derfor steril. Det er spild af Puccini. Faktisk også i orkestret – Odense Symfoniorkester denne aften på Det Kongelige Teaters Gamle Scene – som er fyldigt, men flere gange mister momentum.

Ører og øjne følges ikke ad

Af og til er det, som om Ulrich Peters har givet op. Da Cio-Cio-san gør sin store entré hos Pinkerton inden brylluppet, klumper hun og hendes følge sammen i et hjørne af den snævre scene, hvis mange skydedøre illuderer dynamik, men faktisk kun gør rummet mindre.

Siden følger resten af familien, og hurtigt er scenen så fyldt og tung, at det er svært at fornemme festligheden. Det virker snarere ufrivilligt komisk, godt hjulpet på vej af nogle endog meget høje herrer i koret, som får forsøget på at portrættere et lille, japansk bysamfund til at ligne skolekomedie.

Flere gange er der desuden stor forskel på, hvad der synges, og hvad vi ser. Da Pinkerton synger til Cio-Cio-san, at hun er så smuk i hvidt, står hun klædt i lilla. Da geishaen beder Suzuki lukke dørene, åbner hun dem. Og da Cio-Cio-san synger om at se Pinkertons skib i det fjerne efter pausen, gestikulerer hun ikke, som der ellers lægges op til.

Ufuldendt koncept

Andre gange lader Peters bare musikken spille, mens der intet sker på scenen. Under det smukke nynnekor, hvor man på Det Kongelige Teater prikkede hul på scenevæggen og skabte et vidunderligt lysspil, sidder Cio-Cio-san helt stille med dukken i sin favn. Det er selvfølgelig et valg, men et kedsommeligt et.

Og da Suzuki til allersidst løber ind med dukken til Cio-Cio-san for at forhindre hende i at begå harakiri, ignorerer hun af en eller anden grund den løftede kniv i hendes hånd og løber ud igen. Her ser man tydeligt, at Peters’ ellers friske idé ikke helt falder på plads i praksis.

Derfor letter Den Jyske Operas sommerfugl aldrig, men reddes af hæderlige sangere og to fine birollepræstationer hos Sofiya Palamar som Suzuki, der reagerer på Cio-Cio-sans forfald med overbevisende rædsel, og Rhys Jenkins som den amerikanske konsul Sharpless, der ser på derouten med fortrydelsen malet i ansigtet.