★★★★★★ Madame Butterfly – ægte operamagi i sublim gentænkning af klassiker

Det Kongelige Teaters modige opsætning af Puccinis klassiker giver helt nyt liv til Madame Butterfly. Det er den slags opera, man drømmer om at opleve.

På overfladen er Madame Butterfly banalt drama. En amerikansk soldat gifter sig med en japansk geisha og lader hende så i stikken med et ufødt barn. Det er enkelt, tragisk og til at forstå.

Under overfladen hersker kompleksiteten imidlertid. Flådeofficer Pinkerton er nok en bandit, men hvad med den strenge japanske moral, der gør den efterladte Cio-Cio-San til paria? Og hvad havde hun egentlig regnet med?

Det mesterlige ved Floris Vissers opsætning på Det Kongelige Teater er, at det banale og det komplekse får lov at filtre sig ind i hinanden. Med lige dele pompøs symbolik og sindrigt regiteater taler den hollandske instruktør til både krop og intellekt.

Resultatet er en af den slags forestillinger, der pludselig får opera som format til at give mening. Det er ægte magi.

Original gentænkning

Præmissen for Vissers Madame Butterfly er ganske vist indforstået. Vi følger fra start den søn, der ellers først fødes i anden akt. Nu er han en ung mand, der på en amerikansk udstilling om Japan akut hvirvles ind i sin fortrængte barndom før Cio-Cio-Sans selvmord.

I samfulde tre akter ser han tragedien folde sig ud. Med rædsel og foragt i blikket, men længsel i de udstrakte arme. Museets vægge udvides og fortættes i takt med tumulten i hans indre, mens det blege ovenlys får glød, og de østlige farver viser sig i glimt.

Visser har, i bytte for regiets sentimentalitet, tilladt sig at skabe en mere nøgtern kulisse for selve historien. Scenerummet er stort og bart. Det giver plads til Karah Sons nuancerede kammerportræt af den unge geishas accelererende undergang, hendes maniske tro på Pinkertons retur.

Hvad den sygdomsramte Evan LeRoy Johnson hverken bidrager med af stemme eller mimik som Pinkerton ved premieren, kompenserer Son til fulde for med dramatisk nerve, fysisk spil og den fineste vibrato.

Sublime kræfter slippes løs

Min sidemand decideret flæber undervejs. Jeg mærker selv tårer presse sig på. Det er første gang under en opera. Forklaringen er nok, at Floris Visser sætter så store kræfter fri i værket – det storladne, det nøgterne, det kloge, det banale – at det løftes til sublime øjeblikke, når de pludselig støder sammen.

Er det for meget, da der fra loftet daler først en kæmpe knappenål, så en sommerfugl i pap og til sidst rammen? Ja! Men på netop den måde, der fungerer i opera. Det er kompleksiteten, der bliver inviteret indenfor og hvirvler alt op i et dirrende operamoment af store følelser, langsom poesi og tragisk refleksion.

Alle tre akter slutter på den klinge af risikabelt overmod – den første skæbnetungt, den anden længselsfuldt, den tredje blodigt hævngerrigt. Sønnen, der fryser den sidste lykkelige stund med Cio-Cio-San fast i det smukkeste lysspil. Pinkerton, der til sidst rækker ham hendes harakiri-sværd, og lyset, der slukker lige inden fadermordet. Det er lige så dristigt, som det er genialt.

Musikalsk fås det dialektiske spil mellem glødende varme og hårdkogt rift i øvrigt ikke bedre end her, hvor Paolo Carignani dirigerer. Ligesom sangerne, bortset fra den syge Pinkerton – der dog nærmest har fortjent at blive overdøvet, den skurk – leverer gode præstationer, især mageløse Karah Son. De alternerer dog alle, så opmærksomhed kræves ved billetlugen.