★★★★★☆ Gentlemantyven Lupin – charmerende og svært underholdende farce

Farcesyndikatets forestillinger på Himmerlands Teater er i min bog blandt årets teatermæssige højdepunkter. Her får farcen fuld skrue, når gakkede fortællinger, vilde kostumeskift og slapstick-humor flyder ud over publikum i en lind strøm. Årets forestilling, Gentlemantyven Lupin, er så afgjort en af syndikatets perler!

De fleste kender ham allerede. Gentlemantyven Lupin. Enten fra Maurice LeBlancs bogserie Arsène Lupin eller fra den moderne, franske Netflix-serie, hvor Omar Sy spiller titelrollen.

På Himmerlands Teater har de skabt deres helt egen version af Lupin. Her leverer Magnus Hald en storcharmerende præstation i rollen som den geniale tyv, der ikke blot er en forklædningens mester, men også altid er et skridt foran ordensmagten.

Uimodståelige præstationer

Om bord på første klasse på luksuskrydstogtskibet SS Paris er en broget skare af personager. Umiddelbart før skibets afgang fra Paris er da Vincis Mona Lisa blevet stjålet fra Louvre. Ronny Sterløs ihærdige politikommissær Ganimard jagter Lupin, som han desværre kun kender af navn. Men noget tyder på, at gentlemantyven er ombord på skibet.

På SS Paris er også operadivaen Tallulah og hendes uvurderlige smykkesamling. Robin Haslund Buch er ganske enkelt knuselskelig i rollen, når han med store armbevægelser, svulstige kjoler og små brudstykker af arier fylder scenen mere end almindeligt godt ud. Faktisk er han også den eneste af de blot fem medvirkende, som kun spiller en enkelt rolle. Men hvilken rolle!

Tallulah får dog masser af modspil. Blandt andet af den elegante Lupin. Ikke ulig Matt Bomers præstation som Neal Caffrey i tv-serien White Collar træder Magnus Hald ind på scenen – og i de kvindelige karakterers hjerter – med hatten på skrå og et uimodståeligt glimt i øjet. Han er Lupin forklædt som en velhavende Marquis.

Fjollede påfund og morsomme karakterer

Erik Viinberg, der ligesom Ronny Sterlø er en fast bestanddel af farcerne på Himmerlands Teater, indtager intet mindre end tre markante roller i iscenesættelsen. Han er statelig som skibets kaptajn, der holder kursen trods de mange uventede episoder. Han er skrutrygget med fremstående underkæbe og et generelt bøvet udtryk, som den (måske) russiske passager, der rejser sammen med sin smukke søster. Og han fremstår komisk langlemmet og kærligt-kejtet, når han som mundlam, forelsket Lord rejser rundt i verden efter sit livs kærlighed, den føromtalte Tallulah.

Line Bie Rosenstjerne er ganske enkelt bedårende som Tallulahs unge og meget tålmodige sekretær, der sjovt nok elsker at synge, holder af edelweiss og hurtigt forelsker sig i kaptajnen – der iøvrigt har syv moderløse børn derhjemme, som mangler en guvernante (for selvfølgelig har holdet tilføjet lidt Sound of Music til en allerede kompliceret fortælling). Og hun er den oplagte femme fatale, når hun som den forføreriske Svetlana med den ene hånd forsøger at stjæle sangerindens halskæde, mens hun med den anden flirter hæmningsløst med den formodede Marquis.

Udover kommisær Ganimard leverer Ronny Sterlø også både Lupins kumpan, der kan skabe nærmest perfekte efterligninger af hvad som helst, og den lettere forvirrede Oberst, som er endnu et underholdende indslag på SS Paris. De mange kostume- og rolleskift er imponerende på så mange niveauer, at jeg ved applausen forbløffes over, at der faktisk kun er fem medvirkende i forestillingen.

Forrygende ensemblepræstation

Morten Kamuks scenografi er så simpelt konstrueret, at det næsten virker genialt. Scenen er bar med en samling af træstolper, der elegant forvandles fra lygtepæle til rumdelere på skibet til marmorsøjler på et slot. Dertil kommer to flytbare skibsrælinger forrest på scenen, som de medvirkende kan rykke rundt på efter behov. Det hele bindes sammen af Ise Klysner Kjems’ lysdesign, der tager os fra Paris’ gader badet i orange morgenlys til det særlige blågrønne dagslys på havet, efter skibet har forladt havnen.

Som prikken over i’et har Mads Horsbøl skabt et både underholdende og meddigtende lydbillede, hvor det sjoveste påfund nok er, at der – hver gang Tallulahs dyreste halssmykke vises – lyder et guddommeligt ah-kor, som var det et af verdens vidundere, vi får præsenteret.

Det kan være svært at se, hvor Susanne Sangilds instruktion slutter og Farcesyndikatets fælles præstation begynder. Men det kommer nok i sidste ende ud på ét. For der er ingen diskussion om, at Gentlemantyven Lupin lever gennem en ganske forrygende ensemblepræstation, hvor hver enkelt rolle – lille som stor – bidrager til det vellykkede helhedsindtryk.