★★☆☆☆☆ Rumleskaft – skønsang pynter på konceptløst budgetværk

De medvirkende sangere lyder fremragende både sammen og hver for sig i den opera-tilførte udgave af brødrene Grimms Rumleskaft fra Operaen I Midten, men resten af produktionen savner vision og styring.

Operaen I Midten må “synge den hjem” i deres børneforestilling Rumleskaft fra 2021. Som professionelt teater at betragte er forestillingen nemlig pinlig, men de tre sangere, tenor Daniel Kjær Holmberg, sopran Karin Sjöholm og baryton Mikkel Baungaard Thomsen, er forestillingens absolutte lyspunkter.

Halm i håret

De synger med fine klange en variation af sange på flere fremmedsprog og med klassisk lyd – fint ledsaget af guitarist Andreas Lassen Nielsen med halm i håret. Og især når de synger sammen i forskellige konstellationer, får deres samklang hårene til at rejse sig – på den gode måde.

Halm i håret skulle det vise sig, at vi var mange, der fik. For når de medvirkende ikke sang eller læste op af eventyrbogen, ja, så syntes de medvirkendes eneste forsæt at være at skramle og råbe, løbe og pruste, kaste halm fra de små halmballer op i luften og karikere karaktererne til det groteske. Måske alt sammen i frygt for at tabe vores opmærksomhed.

Jamen er der da ingen instruktør til stede? Rumleskaft ligner i enhver henseende – når vi ser bort fra sangstemmerne – et aftenskoleprojekt af glade amatører. Og lige så meget som glade amatører skal hyldes, lige så meget skal det kritiseres, når et etableret egnsteater med støttekroner på lommen sender så ufærdigt og budgetagtigt et værk på landevejen.

Æstetisk virvar på strømpesokker

Scenen omkranses og markeres med nogle sammenkoblelige LED-lamper på gulvet. De medvirkende kommer derefter kørende ind på scenen på et scenepodie på hjul, der er dækket af et klæde og læsset med halmballer og en spinderok. Det er måske en hilsen til gamle dages omrejsende teatertrupper. Men et særlig æstetisk scenepodie er det ikke.

Og æstetikken er i det hele taget forestillingens ømme punkt. For karaktererne i brødrene Grimms eventyr Rumleskaft bliver her gestaltet igennem nogle commedia dell’arte-inspirerede masker, der trods store næser og brede munde er helt karakterløse.

Og kostumerne er fraværende. Ægte fraværende. Det ser ud til at være de medvirkendes private tøj, de har på, og så i strømpesokker for at fuldende amatørklichéen. Når vi ovenikøbet får lejlighed til at se, hvilket mærke undertøj de går rundt i, fordi bukserne smutter neden om bagdelen, når der bliver moslet rundt på gulvet, ja, så bliver det hele altså lidt for casual.

Maskerne, kongens krone, Rumleskafts hat og vest, diverse rekvisitter og stofstykker, er alt sammen i et virvar af billige og tilfældige materialer. Og den udefinerede æstetik forstærker blot oplevelsen af en fuldstændig konceptløs iscenesættelse, der savner en grundlæggende idé.

Instruktør efterlyses

Og hvad med dramaturgien? Altså det er ganske vist Grimms eventyr, vi får genfortalt, og den ødelægger forestillingen ikke. Det skyldes især fortællerelementet, hvor de hver især skiftes til at stå med eventyrbogen og nærmest læse eventyret højt, imens den udspiller sig.

Men det er ikke en historie, vi opsluges af eller engageres i. Den foregår ligesom bare dér, mens vi sidder her, og 30 minutter senere går vi så hjem igen.

Og det er ærgerligt, for de medvirkende er foruden deres musikalske evner også aldeles sympatiske unge mennesker. Man gad faktisk godt at sidde til en halv times klassisk koncert med dem. Eller måske i en lidt mere afslappet atmosfære at høre dem fortælle eventyr.

Og deres høje energi og vilde udtryk som skuespillere er heller ikke i sig selv ulemper – men de ville kræve en instruktør, der kunne sætte det i rammer og give det en retning. Ellers bliver det bare vanvid. Men denne anmelder bemærker, at ingen instruktør er krediteret, og dét er måske forestillingens problem i en nøddeskal.