★★★★☆☆ Hamlets Skyer – billedstærk hævnreflektion

Odinteatret præsenterer med Hamlets skyer en tematisk højaktuel, men spillemæssigt lidt uegal fortolkning af fortællingen om Hamlet, der i spændet mellem to kærlighedshistorier får sagt noget væsentligt om hævnens irreversibilitet og ældre generationers krav.

Vi bænkes på hver side af et aflangt spillerum, så vi med det kendte Odinteatergreb kan se hinanden, samtidig med vi ser spillerne. Grebet bruges umiddelbart ikke til så meget, men kan ses som en forlængelse af den konkrete spejling, vi også udsættes for, når Julia Varleys Shakespearefigur passerer os med det firkantede spejl, der kan åbnes og lukkes. Vi er alle skyldige, vi er alle ofre, vi er alle vidner.

Skyer, der drager forbi

Vidner til Eugenio Barbas sorgfulde og – kan man måske sige – hævnspørgende bearbejdning af Shakespeares Hamlet, der her bliver til Hamlets skyer. Skyer, der glider over de små, aflange stykker stof, der afgrænser scenerummet i hver ende. Skyer, der drager forbi og i flugten forvandles til tegninger i Stefano Di Buduos vemodigt-smukke projektioner, hvor uglen breder sine vinger ud. Favner os og forsvinder.

Skyer, der forbinder sig til farten og det flygtige i det menneskeliv, der udspiller sig mellem os. Skyer, der er nutid, fortid og fremtid i et evigt cirkulært forløb med jorden og det vand, der skaber liv. Skyer, der bliver til ord i tekstmontagens citater. Skyer, der forbinder sig til det længslens land, som Barba kalder til live i forestillingsprogrammets essay, der koncist og dog fabulerende kondenserer hans liv og virke i teatret.

En vugge fuld af smertensskrig

I forestillingen møder vi først Shakespeare, der i i Julia Varleys blå-lilla gestalt påkalder sig smerten over tabet af det døde barn henover den lillebitte dukkeseng. En skrøbelig, men konkret vugge fuld af smertensskrig, da han siden trækker den over gulvet. Som en evig tvedelt sorgbyrde i tabet af sønnen og over egen skyld heri.

Hamlets skyer kobler dramaet med dets tilblivelsessituation, hvor Shakespeare i sorg over tabet af sin egen søn valgte at kaste sig ud i dramaet om kongesønnen (H)Amlet, der døde i sit forsøg på at hævne sin fars død. Else Marie Laukvik er denne fars genfærd. Formummet og jammerhylende, vidende om den katastrofe, han selv udløser med sit krav om hævn.

To par repræsenterer – måske lidt bastant – uskyld og skyld i dette univers, hvor ingen kan siges at være helt skyldfri. Antonia Cioază og Jakob Nielsen er de unge, boblende af livsmod og længsel. Dansende let på tå med fejende skørter til deres violiners og stemmers muntre klang. Blidt faldende i hinandens arme i en tryllekreds af blomstrende skyer.

Rina Skeel og Ulrik Skeel er modpolerne Gertrud og Claudius. Råt leende kopulerer de brunstigt, som gjaldt det verdens ende. Måske gør det. Måske er der ikke mere tilbage end lystopfyldelse, når man er trådt over grænsen og har dræbt for egen vindings skyld?

Lever vi i en tid, der kræver grusomhed?

Anderledes forholder det sig – måske – for Hamlet, der mod slut råber: “Min far havde ret. Man må være grusom for at være god”. Hamlets skyer stiller os det spørgsmål og taler dermed ind i tiden – hvilket vi nok havde forstået uden det ikoniske billede af kz-fangen mod slut.

Lever vi i en tid, der kræver grusomhed? Eller sender vi igen unge mennesker ud for at kæmpe fædrenes kamp? Ingen skabes i et tomrum, og den fædrene arv bor i os, uanset om den påkalder hævndrab eller mærker os på anden vis.

Barba formår således at reflektere Hamlet-historien nuanceret i en allestedstid, der også er vores nutid, ved at fokusere på tabets smerte og hævnens irreversible konsekvens. Det er en konsekvent iscenesættelse, der som altid hos Odinteatret udtrykker sig kropsligt-teatralsk i en visuel og musikalsk dragende montage, der fremstår mytisk og helt nær på samme tid. Der er dog en anelse ubalance i ensemblets spillestile, der måske er intenderet, men mest giver en vaklen i den sublime koncentration, en Odin-forestilling historisk har kunnet skabe.