★★★★☆☆ Børnene – gedigent taleteater om atomkraft og generationsansvar

Odense Teater sætter med britiske Lucy Kirkwoods Børnene fokus på generationsansvaret. Her handler det specifikt om atomkraft, men enhver menneskabt ubalance eller katastrofe kan tænkes ind i rammen, hvor tre fra boomergenerationen forhandler ansvar og mulige reaktioner på en bund af fælles levet liv.

Katastrofen er sket, men det aner vi endnu ikke. Tværtimod kigger vi ind i et hjem, som de er flest i den øvre ende af middelklassen. Her bor Hazel og Robin, som begge er pensionerede atomfysikere. De går op i yoga, børn og børnebørn og er nænsomme mod hinanden.

Hvorfor skal de unge rydde op efter os gamle?

Den idyl brydes, da deres gamle kollega, Rose, pludselig dukker. Så pludseligt, at Hazel giver hende en blodtud af bar forskrækkelse. “Jeg troede, du var død”, lyder hende halvhjertede forklaring. At gensynet ikke er så hjerteligt, er der en god forklaring på. Rose var kæreste med Robin før Hazel, og de havde også senere en affære. Det ved Hazel naturligvis, selvom ægteparret aldrig har talt om det. Ligesom de heller ikke har talt mere om de køer, der døde af stråling, men som Robin dagligt besøger for at holde Hazel i illusionen om, at de overlevede.

Hun er på vagt, men Roses ærinde er tilsyneladende ikke romantisk. I hvert fald ikke i ordets primære betydning. Hun vil have Hazel og Robin med ud på det atomkraftværk, hvor de arbejdede sammen engang. Det er brudt sammen under et jordskælv, og Rose appellerer til parrets generationsansvarlighed. Hvorfor skal de unge rydde op efter os gamle, som startede det hele, spørger hun.

Tager de afsted?

Alle er de mærkede af nedbruddet og det illusionstab, det også må indebære, når man som dem har arbejdet med atomkraften hele livet, og nu må se den rasere miljøet og deres egne kroppe. Strømmen går, psykedeliske farver glimter uforudsigeligt ude og inde, og kræften har taget bryster og lunger. Måske er det et håbløst projekt at forsøge at redde stumperne, men man forstår, hvorfor parret ikke bare afviser Rose. Deres kroppe er dødsmærkede, så hvorfor ikke bruge den sidste tid i forsøget på at dæmme op for katastrofen?

Robin og Hazels børn er til stede i deres dialoger og i en smertelig telefonsamtale mod slut, og fungerer dermed som den motivator, der kunne få parret til at tage afsted, men som samtidig fastholder især Hazel i ubeslutsomheden. Om de gør det, ved vi faktisk ikke, men taxien er bestilt og skænderierne stoppet, da trioen samler sig i en fælles yogarutine og finder ro.

Det moderne problemkammerspil

Lucy Kirkwoods anmelderroste stykke er fra 2016, men den problematik, det afsøger, er fortsat aktuel. Måske endog mere aktuel i dag, hvor forståelsen for menneskeskabte naturkatastrofer er større. Børnene er gedigent taleteater, der byder på gode roller til Githa Lehrmann, Malene Melsen og Anders Gjellerup Koch, der i teaterdirektør Jacob Schjødts stilsikre iscenesættelse kvitterer med stilfærdigt storspil som alma mater-idealkvinden Hazel, femme fatalen Rose og manden i midten, Robin.

Lidt mere kraft og dynamik havde nok ikke skadet, men det valgte tempo og tone er forståeligt, fordi den særdeles britiske tekst kræver en konstant balance i replikskiftet, så karaktererne ikke kammer over og rammer skævt på den realisme, den er skrevet i. Det er ikke så ofte, vi ser denne moderne variant af problemkammerspillet i Danmark længere – mens den fortsat er stærkt repræsenteret i England – men Odense Teater giver et udmærket bud med Børnene.