★★★★★☆ Animal – medrivende og kaosmættet moderskabsdrama

I det intense musikdrama Animal, baseret på Alexandra Moltke Johansens debutroman af samme navn, vokser en moders hjerteskærende dilemma til et eksistentielt spørgsmål om liv og død. Signe Egholm Olsen er enestående i den komplekse rolle, der veksler mellem ekstatisk kærlighedsrus og kæntrende katastrofesind. 

Det er noget, alle vordende forældre formentlig gruer for – nakkefoldsscanningen. For hvad nu, hvis man kommer hjem med et dilemma, der vender op og ned på graviditeten. Hvad stiller man op, hvis nakkefolden er for tyk? Det, som var en lykkelig drøm om at skabe et liv, kan ændre sig til et brutalt mareridt om at tage et liv. 

For mig, der ingen børn har, er Animal et grufuldt tankevækkende musikdrama, der sidder i kroppen lang tid efter de højspændte 90 minutter, stykket varer. I Alexandra Moltke Johansens monodrama vokser dilemmaet som en dystopisk svulst, der æder den storspillende Signe Egholm Olsen op indefra. 

Hvad er et liv værd? 

Er et liv med Downs syndrom, livet værd? Spørgsmålet er den dramatiske motor, der hænger over hele forestillingen. Vi er i et utiltalende sterilt, nærmest klaustrofobisk, wellness-univers. Kirstine Fogh Vindelevs ambiente lydside hænger som bedøvende æter i luften. Mens de tre sangere Katinka Fogh Vindelev, Nina Smidth-Brewer og Hávard Magnussen slænger sig i det kliniske miljø iført badekåber, har Signe Egholm Olsens unavngivne karakter svært ved at passe ind.

”En syren dufter af sød nektar, honning, saft, slik, sukker,” synger koret i langstrakte fraser, og man fornemmer råddenskaben ligge på lur i den parfumerede helse. Det varer heller ikke længe, før scenografien begynder at dekomponere. Koret forvandler sig til sundhedspersonale, og man forstår, at vi nu er til nakkefoldsscanning.

Signe Egholm Olsen spiller selv mor, far og jordemoder, mens det øvrige personale bevæger sig som robotter omkring hende – et symbol på et sygehusvæsen, der kører forældre igennem systemet hver dag som på samlebånd. ”Jeg vil ikke have et barn med Downs,” siger faren. Men moren kærtegner maven, hun er ikke i tvivl: ”Det har du allerede. Hun ligger lige her.”

En åbning, der ikke kan lukkes

Hvad der kunne fremstå som en empatisk beslutning om at få et barn med Downs syndrom og alle de udfordringer, der følger med, bliver i forestillingen vendt om. Moren hjemsøges af en eksistentiel skyldfølelse. ”Jeg fik dig, fordi jeg er egoist,” fortæller hun sig selv. ”Jeg ville bare gerne holde dig i mine arme, jeg ville bare amme dig, se dig vokse, købe tøj til dig.”

De dybere lag i forestillingen åbenbarer sig i takt med, at Olsen river bagtæpperne ned. For spørgsmålet vokser i hendes hoved, alt imens korets underliggende klange bliver mere gennemtrængende: Er det overhovedet forsvarligt at føde børn i denne krigshærgede og klimakollapsende verden? 

Antallet af kromosomer bliver pludselig mindre vigtigt, og forestillingen eskalerer som en oversvømmende tankestrøm, der ikke kan blokeres. ”Det starter under fødslen, en åbning til krigen. En åbning ind i dyrene. En åbning, der ikke kan lukkes,” siger hun og gentager i et dybere toneleje: ”En åbning, der ikke kan lukkes.”  

Et moderligt ofringsritual

Sluserne er åbnet, tempoet stiger og forestillingen piskes frem af Signe Egholm Olsen, der fortæres af sin umulige omsorg for alt, der lever. Stykket udvikler sig fra en personlig fortælling til en global, spirituel sorgproces: Mennesket har allerede skrevet sin egen dødsdom. ”Verden vil slutte med dig. En vildere slutning får man ikke,” siger moren i et lysende, manisk tonefald. 

Dybe basfrekvenser fra lydsporet får min krop til at skælve, og jeg sidder helt ude på kanten af stolen. Forestillingen, der har været ét langt crescendo, slutter med et hæsblæsende mudderbad, hvor Signe Egholm Olsen i nydelsesfuld ekstase mæsker sig i rådne frugter og pottemuld – den søde nektar, koret sang om til at starte med. I et endegyldigt kompostritual iklæder hun sig den flora, der har fundet vej til den nu uigenkendelige wellness-scenografi.

Hun opløser sig i organisk materiale. Måske kan det faktisk være en befrielse – den selvudslettende forgængelighed, livet uundgåeligt indebærer. Signe Egholm Olsen er enestående i den komplekse rolle, der veksler mellem lyksalig kærlighedsrus og kæntrende katastrofesind, og Animal er medrivende moderskabsteater, der giver stof til eftertanke.