★★★★★☆ Strictly Ballroom – forbudte trin og fuldfed feel-goodstemning

Der er fuld fart over feltet i Hele Danmarks Musicalteaters version af Strictly Ballroom, der får fødderne til at trippe og hjerterne til at banke med et fremragende cast, der rammer rigtigt på alle pladser. Fabelagtigt dygtige Joy-Maria Frederiksen har givet historien et klædeligt skud selvironi. Sammen med et tårnhøjt niveau af forskellige sangstemmer skabes en fuldfed feel-goodstemning midt i danseverdenens eskapistiske tegneserieunivers.

Jeg dansede ud af biografen, dengang Baz Luhrmanns Strictly Ballroom ramte Danmark i starten af 90erne. Den smittende danseglæde følger med i sceneversionen nu flere årtier og et tocifret antal sæsoner af Vild med dans senere. Man kan ikke blive andet end glad i låget af de fejende trin og den simple, sympatiske historie om at danse sine egne trin.

Silas Holsts sans for det organiske, inkluderende flow

Silas Holst spiller sin (måske) sidste hovedrolle som Scott Hastings, Kendall Studios store håb, der skal indfri både mor Shirley og træner Les’ hede drømme om at vinde det australske mesterskab. Men Scott vil rebelsk danse sine egne trin, hvilket ikke falder i god jord i dansemiljøet. Hans dansepartner Liz går med en anden, men Scott finder en soulmate i nybegynderen Fran. Efter forviklinger, der rækker tilbage til generationen før dem, vinder de naturligvis til sidst både konkurrencen og alles hjerter.

Silas Holst er også forestillingens koreograf, og hans sikre sans for let flow skaber, ligesom i hans musicalkoreograf-debut med Grease i 2022, en boblende følelse af organisk bevægelse gennem hele showet. Samtidig gives der fin plads til, at alle dansere kan brillere.

Stærkest står dog de spanske sekvenser, som er koreograferet sammen med Jose Agudo. Han er selv forrygende som Frans’ eksplosive far, Rico, der kan mere end sin pasodoble. Energi og passion stråler ud af disse optrin, selvom ikke alle bevægelser følges helt til dørs i ensemblets bagerste geledder lige her.

Et strålende ensemble

Ellers stråler ensemblet i den helt perfekte dosering af dans, sang og komik. Joy-Maria Frederiksen er den bedste garant for tempo og timing. Ingen kan vel som hun jonglere en dansende kærlighedshistorie med karakterkomik og svulmende ballader. Også et shout out til castingen, der har ramt plet på alle pladser, og især er lykkedes med at vægte stærke sangere, der også kan begå sig som dansere.

Sicilia Gadborg Høegh er bedårende sej som Fran, der nok falder mere for Scott end for hans trin, men også er den, der kan forløse dem og ham. Hun har en lattermild, komisk tæft og en sød, men også grounded, sensuel stemme. I en charmerende og overbevisende udvikling følger vi hende fra at være noget stivbenet til at blive en fortryllende, magisk danser. Amatørdanser var hun næppe med den familiære baggrund, men hvem hænger sig i den slags kedelige detaljer, når først de forbudte trin flyder.

Tammi Øst, Niels Ellegaard og Niels Olsen er den komiske trio i dansestudiet, der leverer kropslig comic relief på stjerneniveau. Hun som mor Shirley med sit glade ansigt, der ofte krakelerer. Olsen som den undseelige far, Doug, der træder i karakter til sidst. Ellegaard er den lettere befippede træner, der så gerne vil gøre tingene rigtigt. Trioen suppleres af den intrigante, magtsyge overdommer Fife, som Peter Oliver Hansen udfolder med slesk glans og toupé.

Dans er kærlighed

Blandt de mange andre dygtige medvirkende skal Camilla Bendix også fremhæves for hendes helt vidunderlige kærligt-bøse farmor Abuela. Hun holder både Fran og far Rico på plads med cerutten klemt nonchalant fast i mundvigen. Rikke Buch Bendtsens Liz forvandles fra albuespids konkurrencedanser til fuldtonet menneske med sin formidable og rørende udgave af I Wanna Dance With Somebody.

Dans er lig med kærlighed for alle karakterer, og det understreges i forestillingens score, der styres med vanlig sprudlende hånd af kapelmester Joakim Pedersen. Musikken hylder dansen i en perlerække af kærlighedshymner med Love is in the air og Time after Time som ledemotiver.

Vi får også en skøn afstikker til 50’erne, da Doug springer ud som småtdansende crooner, og Shirley fremfører Sway i en orange drøm af en kjole. For de to skal jo også finde deres egne trin igen, før alle skørter kan flyve, alle hæle kan hamre og alle struber prise kærligheden.

Danseverdenen er sgu et lidt skørt tegneserieunivers, men Strictly Ballroom gik atter direkte i mine fødder, der dårligt kunne holdes i ro, men bare ville danse. Forestillingen er en franchise og følger derfor filmen tæt. Her får den dog et klædeligt ekstra skud selvironi, som sammen med de stærke sangstemmer og den herlige variation løfter eskapismen til fuldfed feel-good-mening.