Bent Hallers coming-of-ageroman Kaskelotternes sang er blevet læst gennem mere end 40 år og i næste uge kan den ses i dramatiseret form på Teatret Møllen. ISCENE har talt med Lars Dammark, der har dramatiseret romanen, som han først fandt lidt for dystopisk.
I næste uge har Teatret Møllen premiere på Kaskelotternes sang, der spiller på Teatret Møllen den 5. – 16. marts. Dramatiker Lars Dammark har netop overværet en gennemspilning på forestillingen, da jeg fanger ham på telefonen til en snak om, hvordan man dramatiserer en klassiker.
Jeg måtte læse den et par gange
For en klassiker det er Bent Hallers roman Kaskelotternes sang, der i lyset af sit klimapolitiske perspektiv måske er mere aktuel end nogensinde. Romanen handler om kaskelotkalven Tangøje, der forvilder sig væk fra sin flok og om hans møde med menneskets omgang med det fælles klima i havet. Den udkom første gang i 1981 og læses fortsat flittigt her fyrre år efter. Ideen til at dramatisere den kom fra Teatret Møllens chef, Nikolaj Mineka, der selv havde et tæt forhold til historien fra sin barndom, fortæller Lars Dammark.
”Det er første gang, jeg har dramatiseret noget andet end mine egne ideer, altså er blevet bestilt til en opgave. Jeg læste romanen, og så måtte jeg lige læse den et par gange mere for at finde ud af, hvordan jeg kunne se mig selv i den,” fortæller han, der i første omgang fandt romanens tone lidt 70’er-agtig.
Bliver børnene klimaangste?
”Det er en noget dystopisk fortælling, og jeg blev fra første gennemlæsning optaget af, at børn ikke måtte blive klimaangste af at se den. Bent Haller har et meget sort/hvidt 70’er-perspektiv på menneskenes rolle i klimakrisen. Jeg var nødt til at luge ud i det meget 70’er-agtige, så perspektiverne bliver præsenteret på en anden måde,” forklarer han og fortsætter:
Jeg kunne ikke undgå at blive draget og berørt af det vilkår. At være i en flok og så ikke være det
”Da jeg fik det på plads, dukkede det fine i naturbeskrivelserne omkring den elskelige coming-of-age-historie om kaskelotten frem, og det tema kunne jeg se mig selv i. Det handler jo om at miste sin ven og være alene, og jeg tror, det kan være godt at fortælle om i en tid med ensomhed og usikkerhed om fællesskaber. At være alene spejler et eksistensvilkår, og det fandt jeg noget energi i. Jeg kunne ikke undgå at blive draget og berørt af det vilkår. At være i en flok og så ikke være det. Det er hårdt, men også fint beskrevet.”
Man må godt få en tåre i øjenkrogen
Lars Dammark er ikke bange for de barske aspekter i historien, selvom forestillingen henvender sig til børn fra 8-9 årsalderen.
Jeg håber, man går derfra med en følelse af slægtskab med hvalerne og en lyst til at blive en af dem, der passer på vores fælles jord
”Det gør ikke noget, at et barn sidder med en tåre i øjenkrogen, for det er en hård historie, hvor Tangøjes mor og hans bedste ven Gylte dør. Det vækker store følelser, men jeg håber, man går derfra med en følelse af slægtskab med hvalerne og en lyst til at blive en af dem, der passer på vores fælles jord. Det er svært ikke at blive ramt af modløshed i denne tid, så vi skal ramme en balance, hvor vi ikke falder ned i håbløshed,” siger han og fortsætter:
”Jeg håber, forestillingen slår et hjerte an for de kæmpevæsener, der lever her på planeten sammen med os. At publikum går ud med et blødt, varmt hjerte og en øget bevidsthed om en fælles skæbne. Det er godt at minde børn om klimakrisen, men også om at vi kan gøre noget sammen.”
Give mørket en sødmefylde
Lars Dammark skaber blandt andet håb ved at spejle mennesket i hvalen: ”Hvalerne er gamle væsener, en slags arketyper, et visdomsdyr, metafysiske skabninger. Så jeg har prøvet at gribe det lyrisk og cyklisk an til sidst, hvor det er et åbent spørgsmål, om Tangøje dør, da han hører kaskelotternes sang. Bliver han genfødt, eller går han over i en anden dimension? Som barn vil man tro, han endelig finder kaskelotterne, men for et voksent publikum er der en større bevægelse,” forklarer han og uddyber:
Bliver han genfødt eller går han over i en anden dimension?
”Det hænger sammen med at fjerne den eksplicitte systemkritik fra romanen og få fortællingen til at tale på flere planer, så vi også ser historien i et meget langt perspektiv, hvor det handler om klodens liv i lyset af klimakrisen. Jeg vil ikke fjerne mørket i historien, men give det en sødmefylde af, at der er noget, der er større end os selv. Og der er hvalen et helt specielt dyr, som vi spejler os i og som kalder på fællesskabet.”
Er det godt nok?
Lars Dammark har haft stor frihed i opgaven, men priser samarbejdet med dramaturg Gitte Villadsen, som han også samarbejder med i deres eget Teater Rum, og med forestillingens instruktør Rasmus Ask.
”Jeg plejer at være arbejdsgiver, så jeg kunne godt mærke, at jeg pludselig fik sådan en er-det-godt-nok-følelse, så det var meget betryggende, at vi tre var enige om, hvor historien skulle hen. Jeg lavede en første selektion, men de har også haft indflydelse på historien, fx flyttede vi Gyltes død på Gittes impuls, fordi det gav bedre mening dramaturgisk, at Tangøje havde sin ven lidt længere”, fortæller han om samarbejdet, der fortsætter ind i prøverummet.
Jeg gav Rasmus frit lejde til at ændre
”Jeg gav Rasmus frit lejde til at ændre, for den første gennemspilning varede 78 minutter. Han kan bedre vurdere, hvad der skal stryges, fordi han er i rummet og kan se, hvad der fungerer, og hvad der kan fortælles med andre greb som lyset. Jeg er overordnet godt tilfreds med det, de er nået frem til. Jeg begyndte først på dramatiseringen efter sommerferien, så dialogen har været meget vigtig. Også med Allan Frausing, der har lavet scenografi, så vi fik lavet et rum og en fortælling, der får de store væsener, hvalerne, frem.” Og sådan afrundes vores samtale om arbejdet med kaskelotterne, der i hvert fald har fundet vej til hans eget hjerte.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med SceNet med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
