★★★★☆☆ Lortið – Stadig aktuel metoo-forestilling med et drys af rigsfællesskab

ISCENE har været en tur i Perlan i Thorshavn, hvor Marita S. Dalsgaard og Durita Dahl Andreassen med gehør og musikalitet har givet den italienske tekst La Merda et tydeligt færøsk perspektiv på både at være kvinde, og på at være færøsk i det danske rigsfællesskab.

La Merda i originalversionen på italiensk, Lort på dansk og Lortið på færøsk. Uanset sprog er Christian Ceresolis forestilling fra 2012 svær at sætte sit eget præg på, da både tekst og regi er relativt låst fra rettighedshavernes side. En nøgen kvinde på en skammel med en mikrofon, der i en rytmisk ordstrøm kaster sit liv ud over publikum. Drømmen om at lykkes, barndommen med en nationalistisk far, og en krop der ikke passer ind i det medierede blik på kvinden.

Men ved at placere teksten i en færøsk ramme, lykkes Marita S. Dalsgaard og Durita Dahl Andreassen med at tilegne sig teksten og give den et tydeligt færøsk perspektiv. Både på det at være kvinde og på det at være færøsk i det danske rigsfællesskab.

Ideologien om succes

Drømmen om berømmelse og de ofre, man kan være tvunget til at gøre for at opnå succes, er forestillingens omdrejningspunkt. Kvindens kamp for berømmelse bliver, med referencer til nationalistiske strømninger i Italien, et billede på nutidens liberalistiske ideologier, hvor ungdommen ikke kæmper for en sag, men kun for egen lykke og succes.

Den kamp har de til gengæld taget på sig, og i en verden, hvor tynde lår har større værdi end personlighed og frihed, er kvinden i Lortið da også villig til at ofre sig selv i jagten på succes – der i stykket er synonymt med at blive kendt.

Et færøsk perspektiv

I kvindens talestrøm om, hvordan hun må gå med managere og vigtige instruktører hjem for at opnå denne berømmelse, bliver tanken og fortællingen om akvariet, der optræder i alle tekstens scenarier, et modsymbol på tryghed og hjemlighed.

At kvindens far tog hende med i et akvarium i stedet for i kirken som barn, og at hun identificerer sig med hun-delfiner og hun-blæksprutter, der gennem hele livet udsættes for voldtægt af hanner, træder stærkt frem i denne opsætning. Især i dette land, hvor havet er så markant til stede i både hverdag, kultur og økonomi.

Samtidig er undertrykkelse og kolonisering også en væsentlig del af landets historie, og det er godt set af kunstnerduoen at bruge tekstens metoo-kontekst som en perspektivering af magtbalancen mellem Danmark og Færøerne.

Et dramatisk musikstykke

Teksten er skrevet som et stykke musik, og musikalitet må man også sige, at Durita Dahl Andreassen performer med. Det færøske sprog flyder rytmisk ud af hende i en fin balance mellem aggression, blidhed, sårbarhed og humor. Den nøgne kvindekrop på en al for stor skammel bliver symbol for alle de små mennesker eller små nationer i verden, som hun taler om, og i al sin simpelhed virker det.

Man får lyst til at lytte.