★★★★☆☆ K.I.S.S. – højtflyvende kvindehørm

Dansekompagniet Don Gnu har skiftet mænd i sokker og sandaler ud med kvinder i sokker og sandaler, men stadig på mændenes præmisser. For kan kvinder begå sig i en mandeverden mellem planker og store bolde? Det finder tre formidable dansere i sjove, eksperimenterende og højtflyvende stunts overraskende svar på.

Aveny -T har overtaget stafetten efter Bora-Bora i Aarhus, hvor K.I.S.S. havde premiere den 1. marts. Jannik Elkjær har inviteret instruktør Kamilla Wargo med på holdet sammen med de internationale dansere, Nadja Bounenni, Giulia Quacqueri og Paulína Šmatláková. Forestillingen er en form for remake af M.I.S. – All Night Long, der udforskede den moderne mands identitet.

Sidst jeg så en lang planke på denne scene, var i Uppercuts Danseteaters Benched, der også handlede om et mandeunivers, men nu får planken en anden lyd. For kvinderne giver den alt, hvad de af har af højtflyvende stunts, når de går planken ud, hænger til tørre 2 meter over gulvet og svinger om kap med håret. Men frem for alt finder de ud af, at det uperfekte også har en plads.

Alt på en planke

“Jeg tror, det er begyndt,” siger kvinden bag mig til sin speedsnakkende veninde. Danserne Paulína Šmatlákovás og Giulia Quacqueris entré er da heller ikke, som entreer er flest. De kommer komisk og klodset bærende gennem salen med en meget lang planke, som de nu forsøger at få op på scenen til stor morskab for salen – ikke mindst dem, der næsten må give en hånd med i den vigtige mission.

Man skulle nok have set forløberen for helt at forstå alt det ståhej omkring planker, men den bliver grundigt vendt og drejet og udforsket humoristisk og kreativt – helt i vanlig Don Gnu stil. Planken tilføres magisk energi bag plankeværket, hvor den pludselig kan svæve. Den kan også være rutsjebane, klatrestativ og vippe i et legende og konkurrenceprægede univers, hvor magtkampe udspiller sig genkendeligt, præcis som i en skolegård.

Danserne er naturligvis i jakkesæt, sandaler og sokker i Louis Andrups lækre udtryk, og plankeværket gør det også ud for skærm til projektioner. Fx i form af en præsentationsvideo, hvor vi får introduceret de tre kvindelige karakterer. Patronella (Paulína Šmatlákovás) tegnes som en uptight perfektionist, mens Nina (Nadja Bounenni) er en badass, der gør, hvad hun vil. Gabriella (Giulia Quacqueri) står midt imellem dem.

Kvindehørm i et maskulint rum

Håret slås ud til battle i hønsegårdens magtkampe. Nadja Bounennis Nina sidder og strikker på planken, da Giulia Quacqueris Gabriella gør et fejlslagent forsøg på at dominere hende i en kamp på noget andet garn – hårpragt. Selvfølgelig er første skridt i en feminisering af mandeverdenen at slå håret ud til intensiv headbanging.

Ligesom man tænkte, at nu er vi færdige med den planke, svinger Paulína Šmatláková sig behændigt rundt om den, løftet op i to meters højde af de stærke medsøstre. Hun gebærder sig som en cirkusartist og flyver bagefter ubesværet op på Nadja Bounennis skuldre. For der er fart over den spinkle danser, der bouncer rundt med stor præcision som en lille, elastisk fjeder, der kan falde og rejse sig i én flydende bevægelse.

Et reklameindslag fortæller om sokker: “Wear soft whool – these socks don’t just keep you warm – they make a statement,” efterfulgt af disclaimers i rablende tempo. Ikke desto mindre feminiseres rummet mere og mere. Sokker og sandaler ryger af og slipper barfodsdansen løs. Så ryger jakkerne og lidt senere skjorterne. Giulia Quacqueri danser sin af i kraftfulde bevægelser, der slipper kroppen fri. Som kaldet falder store, gule fitnessbolde overraskende ned på scenen, og et yogarum tager form.

Idealer siver ud af ballonen

Paulína Šmatlákovás Patronella er den kontrollerede karakter, der laver vejrtrækningøvelser pænt og disciplineret på sin bold, mens Nadja Bounennis Nina nok er den af de tre, der sender mest kvindehørm ud i æteren. Hun er komisk med sin stønnen, mens hun gnubber og ryster så meget på bolden, at det driver medsøsteren til vanvid. Alice Carreris musikkompositioner understøtter handlingen sammen med velkendte sange, der kommenterer med glimt i øjet.

Den ihærdige stræben efter at leve op til mandeidealer siver lige så stille ud med luften fra den gule ballon. Kvinderne kan ikke bare udfylde rummet – de transformerer det. Værket integrerer symboler og referencer flere steder som fx legen “kluddermor”, der også kunne være et opgør med kvindeidealer om “den perfekte mor”. Kvinderne begynder at finde deres egne udtryk uden indbyrdes konkurrencer, normer og forventninger.

Plankeværket falder ganske enkelt symbolsk og virkningsfuldt til gulvet, og en æstetisk stærk og udtryksfuld dans udspiller sig ansigtsløst med hver danser bag deres eget bræt. Den kaotiske bunke af brædder bliver til et bålsted – arnestedet for samhørighed. K.I.S.S. er vellykket og særdeles underholdende som eksperiment og remake af den mandehørmende forgængere båret af tre stærke, udtryksfulde og kompetente dansere.