★★☆☆☆☆ Mit liv som Niels 2.0 – hyggeligt foredrag, men formålsløst teater

Vi smiler bredt af Niels Grønnes anekdoter og de sort-hvide familiebilleder, men efter en time med Mit liv som Niels 2.0 på Bådteatret spørger man sig selv, hvad denne forestilling skulle til for.

Det er sjældent interessant at stille spørgsmålet: Hvad er teater? For der er jo ingen rigtige svar. Vi kan forsøge at sætte nogle definitive kriterier, såsom at der skal være et publikum, at der skal være mindst én karakter, og at det skal være live på en scene. Men alle disse kriterier bliver løbende udfordret af eksperimenterende scenekunstnere, hvilket de naturligvis også skal.

For denne anmelder er der dog ét kriterie, der står som et urokkeligt grundlag for en forestillings succes, og det er, at den skal have relevans for det publikum, den henvender sig til.

Teatrets relevans

Skuespiller og teaterleder Niels Grønne er på tynd is med sin seks år gamle forestilling, Mit liv som Niels, der nu spiller i en version 2.0 på Bådteatret i København, produceret af Dansk Rakkerpak, egnsteatret i Næstved Kommune. For forestillingen handler kun om Niels Grønne selv, hans familie, hans opvækst, hans gymnasiekæreste – og hans mangeårige levned som begavet gøgler både på gadeplan og på egnsteaterloven.

Forestillingen slutter med en morale om, at når Niels Grønnes liv kan være så interessant, som det påstås at være, så er alle menneskers livshistorier interessante. Jo tak, den er fin. Men hvis en morale skal siges højt fra scenen, så er det ofte, fordi den er svær at få øje på i forestillingen. Denne påklistrede epilog virker mest som en løsning på en sen opdaget mangel på mening.

Sjovt og behageligt selskab

Lad mig retfærdigvis lige deklarere, at andre anmeldere har taget vældig pænt imod forestillingen, ligesom både jeg og andre i salen bestemt også hyggede os i denne times tid i selskab med Niels Grønne. For denne specifikke Niels er i alle henseender et behageligt menneske, en udmærket historiefortæller og en morsom og udtryksfuld performer.

Jeg grinede adskillige gange, og jeg så familien Grønne og andre personager i hans liv tydeligt for mig. Og jeg er da også blevet klogere på teaterlederen fra Næstved, og hvad der har formet ham.

Men ingen mennesker er så interessante, at det kan kaldes scenekunst at vise klassebilleder og fortælle ungdomsanekdoter for et fremmed, betalende publikum. Og hans livshistorie bliver aldrig bredt ud, så vi andre kan spejle os i den eller reflektere over den. Måske var det et forsæt, men det lykkes i så fald ikke at realisere det.

Virkeligheden er den samme

Som et foredrag er Mit liv som Niels 2.0 til gengæld aldeles interessant sat sammen. Der er masser af sjove billeder på projektoren, der er publikumsinteraktion og nostalgisk underlægningsmusik. Og er man i forvejen fan af Niels Grønne, så er Bådteatret altså et oplagt sted for lidt idoldyrkelse.

Der er bestemt muligheder for foredragslignende koncepter på teaterscenen. Brødrene Anders og Peter Lund Madsen har med stor succes gjort det: I deres trilogi om evolution (Mr. Nice Guy, 2004), om jordens undergang (Enden er nær, 2007) og om bevidsthed (Gæster fra Rødby, 2009) på Bellevue Teatret. Og Niels Grønnes onemanshow synes at være inspireret af denne slags komediebårne ’lecture-performances’.

Men som Niels Grønne siger i sin eftermoraliserende epilog, så er virkeligheden stadig derude – uden for teatret – og det er bemærkelsesværdigt, hvor meget virkeligheden ligner sig selv efter en time på Bådteatret.