★★★★☆☆ Grounded – psykologisk krigsdrama

Kan man tage i krig hver dag uden at blive vanvittig? Det aktuelle spørgsmål stiller den amerikanske dramatiker George Brant i sin barske monolog Grounded, der spiller på LitteraturHaus med en intens Dina Rosenmeier i rollen som jagerpilot.

Down the Rabbit Hole International Theatre, der holder til i LitteraturHaus på Nørrebro er blandt den lille, men voksende gruppe af små scener, der præsenterer engelsksproget drama i København. Netop nu kan man se George Brants monolog Grounded. Teksten er fra 2013, men mindst lige så aktuel i dag med sit tema om, hvordan krig påvirker individet, her en kvindelig jagerpilot.

Mennesker bliver mudrede pixels

Vi møder den navnløse pilot til tonerne af Nil Diamonds Sweet Caroline. Hun er i uniform, og hun er i sit es. Hun flyver bombetogter med sit fly, Tiger, og går i et med himlen, The Blue. Hjemme på orlov keder hun sig, går på bar og møder den søde Eric, som hun med det samme bliver gravid med. Han er glad, hun er nok lidt mindre glad, for hun ved, at nu bliver hun grounded, for gravide kan ikke tåle g-kraften i et jagerfly.

Titlen Grounded spiller både på, at hun helt konkret må blive på jorden, men også at hun bliver udelukket fra det job, hun elsker så højt. Et nyt liv etableres med mand og barn i Nevada, hvor hun som del af “the chair force” flyver state of the art-dronen The Reaper og dræber mennesker langt borte. Mennesker, der er mudrede, grå pixels på den skærm, hun stirrer stadig mere indædt på.

Diskrepansen mellem jobbet og hverdagen med familien, som hun hver aften vender hjem til, bliver absurd. Langsomt gror dæmonerne i hende og fremkalder den menneskelige katastrofe.

Kan man tage i krig hver dag?

Forestillingen falder i to dele. Den første fortælles fra basen, hvor billeder, kort og fotos langsomt danner pilotens historie, mens hun sætter dem op på bagvæggen. Dina Rosenmeier gør hende no nonsense ligetil og bærer sin uniform som et ekstra lag hud, hun trives i. Trods jobbets karakter er tonen let, og der løber en understrøm af frihed i hendes korrekte, militære bevægelser og den boblende forelskelse i hendes smil. Vi mærker modviljen mod at blive på jorden, men ved endnu ikke, hvor galt det vil gå.

Gradvist bliver bevægelserne mere kantede, stemmen skarpere, men tonen mere upræcis. Hun gentager sig selv, mens hun igen og igen krydser ørkenen for at sætte sig foran skærmen. Monomant jager hun, mens paranoiaen sniger sig ind, øjnene flakker og talen bliver rablende. Det er flot bygget op, og hendes psykologiske sitren trænger ind i vores nervebaner. Kan man overhovedet tage i krig hver dag og komme hjem om aftenen uden at blive vanvittig og miste grebet om virkeligheden?

Intens præstation

Grounded fokuserer er på det menneskelige drama i kvinden, men det ligger selvfølgelig lige for at associere til aktuelle krige eller krig i det hele taget. Absurdismen i at tage andres liv og den grad af virkelighedsfortrængning, det kræver at gøre det. Kvinden knækker, og sidste del fortælles fra en celle dekoreret med børnetegninger. Dina Rosenmeier leverer en intens præstation, der holder os i spænding om denne almindelige, men dog usædvanlige kvindes historie.

Jeremy M. Thomas-Bøgsted har iscenesat med en stramt styret dramaturgisk bue, der spændes hårdere og hårdere, inden den næsten uundgåelige katastrofe må indtræffe. LitteraturHaus er måske ikke det mest oplagte rum til så intens en monolog, men der er truffet gode valg i setuppet, der drager os med ind i kvindens univers.