Den 54. udgave af KLAP-teaterfestival for små og store i Kolding Kommune er nu veloverstået efter fire festivaldage den 3.-6. april, hvor teatermagien bredte sig over hele kommunen. 150 gratis forestillinger var på programmet, og de blev vist 283 gange på 24 lokationer. Over 200 timers teater blev det til i alt, skriver arrangøren Teatercentrum i en pressemeddelelse søndag.
Festivalen formåede at forene teateroplevelser på tværs af aldersgrupper og genrer. Med sanseforestillinger for de mindste publikummer og fortællinger, der adresserede samfundets svære emner for de unge, har KLAP-festivalen endnu en gang demonstreret, at teater ikke blot underholder, men også åbner op for vigtige samtaler og refleksioner.
”Festivalen har budt på et virkelig mangfoldigt udbud af scenekunstoplevelser for børn og unge, produceret i øjenhøjde med sit publikum. Det er denne insisteren på at tage sit publikum alvorligt, der gør scenekunst til en magisk oplevelse for alle aldersgrupper – og noget vi med stolthed har kunnet vise i løbet af disse fire dage,” udtaler KLAP-festivalleder Dorthe Skøtt Bébe og fortsætter:
”At teatret kan rumme alt fra det lette og fantasifulde til de mere alvorlige temaer, er et bevis på scenekunstens evne til at udfordre og berige både børn og unge. Vi er glade for, at vi har kunnet tilbyde alle muligheden for at opleve teatrets kraft og få nye perspektiver.”

Kolding summede af liv og aktivitet
100 teatre med 465 teaterfolk deltog i festivalen, og 40 internationale teaterfolk fra i alt 17 lande strømmede til festivalen, hvor de så teater, deltog i faglige arrangementer og workshops. Omkring 70 lokale frivillige bestående af privatpersoner og medlemmer af lokale foreninger hjalp med til at afvikle festivalen. Uden deres uegennyttige hjælp og kontinuerlige assistance ville rigtig mange ting ikke have kunnet lade sig gøre på festivalen.
Over 230 teateropkøbere fra bl.a. teaterforeninger og biblioteker over hele landet besøgte også festivalen for at se og indkøbe teater til den kommende teatersæson. Festivalen fik desuden besøg af et stort antal teaterinteresserede unge elever fra mange af landets dramauddannelser og studerende fra Den Danske Scenekunstskole i både København, Aarhus og Odense.
Ole Rosengreen Martensen, Kulturudvalgsformand i Kolding Kommune, tilføjer:
”Det er en stor glæde at se, hvordan KLAP-festivalen har formået at forvandle både byrum, skoler og kulturhuse til levende teaterscener. Med forestillinger fordelt i byens centrum og de omkringliggende byer, har KLAP vist, at kultur er noget, der samler – på tværs af alder, baggrund og geografi. Og 14.604 udleverede festivalbilletter, synes jeg da er imponerende, og det er en sand sejr for kulturlivet i hele kommunen.”

Kreativitet, engagement og uforglemmelige teateroplevelser
Efter nogle intense dage, hvor et flot, solrigt forårsvejr bidrog til den gode festivalstemning, kan arrangørerne konstatere, at Kolding endte med at blive fyldt med kreativitet, engagement og uforglemmelige teateroplevelser. Og arrangørerne ønsker også at benytte lejligheden til at takke alle deltagere, teatre, frivillige, samarbejdspartnere og bidragydere for at have gjort KLAP-festivalen til en stor succes. Festivalens afslutning markerer dog ikke enden på teatrets magi – den inspirerer derimod os alle til at fortsætte med at bringe scenekunst ud til alle hjørner af vores lokalsamfund.
KLAP-teaterfestival blev arrangeret af Teatercentrum i samarbejde med Kolding Kommune. KLAP er en turnerende festival, og i 2026 er der igen festival fra den 19.-26. april i en ny værtsby. Dette års teaterfestival havde et samlet budget på ca. 2,8 mio. kr., og den blev finansieret af Kolding Kommune, Kulturministeriet og Teatercentrum. Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst støttede festivalen, og ASSITEJ Danmark bidrog til festivalens planlægning.
Kilde: Pressemeddelelse Teatercentrum.
LÆS ISCENEs anmeldelser af nogle af forestillingerne her