Populært lige nu

★★★★★☆ Grand Danois – poetisk cirkus til tiden

Cirkus Grand Danois første forestilling lander som et poetisk brag, der kommer til at henrykke og røre mangt et cirkuselskende hjerte rundt i landet...

Så er revyernes sommersæson i gang – få overblikket her

I sidste uge havde Amager Revyen premiere i nye, større rammer, og i aften slår Aarhus Revyen dørene op til deres tredje sæson. I...
Annonce

Fra vækstlag til det frie felt – portræt af Kånstkollektivet

Kånstkollektivet etablerede sig efter at have deltaget i Teaterhusets Teaterbattle i 2019. På de forløbne knap seks år har de arbejdet sig videre fra vækstlaget til en position som fri producent med humoristiske, fysiske performances. ISCENE var med, da gruppen delte ud af tips og tricks, der i høj grad handler om at arbejde hårdt og søge hjælp.

Annonce

I er fucking seje! I er pionererne, alle refererer til,” udbryder en af deltagerne efter forestillingen Sigma, hvor vi sidder til en aftertalk med Kånstkollektivet. Beundringen kan ikke holdes tilbage, for de tilstedeværende er alle en del af vækstlaget omkring Teaterhuset. De arbejder derfor selv på at skabe en karriere inden for scenekunsten.

Kånstkollektivet har eksisteret siden sommeren 2019, men gruppens tre medlemmer, Mathilde Bækmark, Cecilie Haugaard og Rune Klenø, kendte allerede hinanden før de etablerede kompagniet. Efter endte uddannelser ville de gerne lave noget sammen som kollektiv og meldte sig derfor til Teaterhusets Teaterbattle, hvor de kom i finalen og fik et afsæt for at fortsætte sammen.

Sigma med Kånstkollektivet.
Sigma med Kånstkollektivet. Foto: Frederikke Von Eyben.

Skød med spredehagl

”Oprindelig ville vi være flere, men det var kun os tre, der havde lyst til at arbejde fra 9-15 tre dage om ugen, og det viste sig også at være rigeligt med tre,” fortæller Mathilde Bækmark. Gruppen har siden arbejdet i forskellige konstellationer, men altid med dem selv som kerne og som producenter. For tiden er de dog også aktuelle med forestillingen BOKS, som de laver i samarbejde med Sjællands Teater, der har producentrollen, mens Kånstkollektivet er ansat som spillere og koreografer. 

”Det har været et fantastisk samarbejde, hvor vi kunne kombinere deres speciale med at lave scenekunst for 7-9. klasse med vores med fysiske, performative teater,” fortæller Rune Klenø.

Annonce

Det ene førte til det andet, og vi har fået meget hjælp af mentorer undervejs

Gruppen har nået meget på kort tid, men de har ifølge Cecilie Haugaard også ”altid arbejdet meget og haft fuld fart fremad,” mens Rune Klenø supplerer: ”Vi gik amok og skød med spredehagl. Vi kastede et stort net ud uden helt at vide, hvad vi ville fange, men det ene førte til det andet, og vi har fået meget hjælp af mentorer undervejs. Robert Parr fra Sjællands Teater så os på Aprilfestival i 2022, og derfor arbejder vi sammen nu. Siden mødte vi også Betina Grove (leder af Teater ZeBU, red.), der hjalp os med at søge Projektstøtteudvalget for Scenekunst til et projekt, vi lavede sammen.”

Sigma med Kånstkollektivet.
Sigma med Kånstkollektivet. Foto: Frederikke Von Eyben.

En mentor og en gamechanger

Mathilde fortæller, at det også var afgørende, at deres første forestilling Venter på stegte duer, der havde premiere på Teaterhuset i 2020, blev refusionsgodkendt af Slots- og Kulturstyrelsen. Den næste, Little Big Bang (2021), blev optaget i Garantiordningen, så gruppen fik nemmere ved at komme ud på turné.

Annonce

”Det var også en gamechanger at være med på Teaterseminar,” skyder Cecilie Haugaard ind. Kånstkollektivet solgte nemlig godt på seminaret, hvor teatre og teaterforeninger fra hele landet køber turneforestillinger for mange millioner.

Det er jo turnekongerne

De tre har meget bevidst opsøgt hjælp, og har også været en del af Udviklingsplatformen for Scenekunsts mentorforløb, hvor de var mentees hos dansekompagniet Don Gnu. ”Det er jo turnekongerne,” udbryder Rune Klenø og uddyber: ”Da vi skulle på Teaterseminar med Little Big Bang, lærte de os, at vi skulle udnytte, at vi både er spillere og producenter ved at spille fra scenen, ikke bare tale om forestillingen.”

Gruppen har været glade for at spille rundt omkring hos teaterforeningerne, der ofte byder på en kage og hygger om kunstnerne. ”Der er mange, der har købt igen, og jeg tror, vi kan lide hinandens måde at drive scenekunst på,” reflekterer Rune Klenø.

Sigma med Kånstkollektivet.
Sigma med Kånstkollektivet. Foto: Frederikke Von Eyben.

Professionel en arm ad gangen

Fundraising er en del af pakken for alle scenekunstproducenter, og Cecilie Haugaard og Mathilde Bækmark taler næsten i kor om denne del af arbejdet: ”Vi har været gode til det, men vi har også fået mange afslag og skrevet dårlige ansøgninger”, griner de og understreger, at de også her har ladet sig inspirere af andre. ”Vi har lært af de mere erfarne, også med budgetter, hvor det vigtigste råd er at søge det, vi har brug for,” siger Mathilde.

Det lærte gruppen for alvor, da de gennem en bevilling fra Statens Kunstfond i 2023 fik mulighed for at ansætte et kunstnerisk hold på produktionen Digging Deep og skulle sætte sig ind i regler og lære at lave kontrakter.

Vi har været gode til det, men vi har også fået mange afslag og skrevet dårlige ansøgninger

”Vi er en blæksprutte, der udvikler sig en arm ad gangen og bliver god til den. Det var fx et stort skift, da vi skulle være arbejdsgivere – og samtidig var de yngste på holdet,” siger Mathilde Bækmark. Rune Klenø peger på, at det har været vigtigt for dem, at folk oplever, at det er fedt at arbejde hos dem.

”Ja, og nogle gange skal vi også huske os selv på det,” indskyder Cecilie Haugaard om det år, hvor gruppen måtte lukke ned i et par måneder for at komme ovenpå igen. ”Jeg vil ikke anbefale at arbejde så meget, som vi har gjort, men vi var ikke nået så langt, hvis vi ikke havde gjort det,” konkluderer Rune Klenø.

Sigma med Kånstkollektivet.
Sigma med Kånstkollektivet. Foto: Frederikke Von Eyben.

Back to basics

Deres aktuelle forestilling, Sigma, der handler om incels, er en mere skrabet produktion, hvor kun de tre og en komponist er med. Forestillingen var tænkt ind i et større projekt, der ikke blev til noget. ”Det var fint at lære, at vi ikke får penge hver gang, men i stedet kan skalere scenekunst på alle mulige måder,” siger Rune Klenø. Cecilie Haugaard pointerer, at det er et vilkår, for ”der er ikke midler nok i branchen til alle.”

Sigma er derfor en form for back to basics, hvor det lille hold samarbejder med spillestedet Underwerket i Valby og NGO’en Ventilen, der arbejder med ensomme unge, og som publikum opfordres til at donere til.

Der er ikke midler nok i branchen til alle

Kånstkollektivet har researchet meget til forestillingen, fordi de gerne ville skabe forskellige narrative lag omkring hovedkarakteren Frederik og hans vej fra usikker studerende til hadsk incel. ”Der skulle være noget genkendelighed og noget sympati, så vi har arbejdet med, hvor pilen peger hen. Er det samfundet? Er det Andrew Tate-typerne – eller er det Frederik selv? Det må publikum gerne tænke over. Hvornår mister de sympatien med Frederik,” forklarer Mathilde Bækmark om overvejelserne bag.

Sigma med Kånstkollektivet.
Sigma med Kånstkollektivet. Foto: Frederikke Von Eyben.

Vi skal tale om det

”Det er blevet sværere at tale med folk, der mener noget andet end en selv, og noget af det, vi fandt i researchen er, at de to binære køn bevæger sig væk fra hinanden. Publikum må godt være lidt uenige med sig selv, og vi tror, der er et sted i en incels livslinje, hvor det ikke er for sent. Vi ville gerne portrættere en, det ikke er for sent for,” forklarer Rune Klenø.

Publikum må godt være lidt uenige med sig selv

”Frederik starter som en helt almindelig fyr, for vi ville give ham taletid og ikke kun udskamme ham. Vi er nødt til at høre det grimme. Mænd er mere ensomme i dag og har ingen forbilleder – eller i hvert fald kun Tate-typerne. Publikum spørger os, hvordan vi har det med det,” siger Cecilie Haugaard, og Mathilde Bækmark forsikrer straks, at de er ok med temaet: ”Det er blevet normaliseret at tale om køn på den polariserede måde, så vi er glade for, at publikum taler om det,” understreger hun.

Rune Klenø tilslutter sig, at man skal insistere på at tale om det. ”For mig er det godt at blive ved med at lære, hvad kvinder oplever,” siger han. Mathilde Bækmark peger på, at det har været en vigtig dynamik, at de har været to kvinder og to mænd på produktionen, som dermed fik fire forskellige perspektiver.

Kånstkollektivet
Rune Klenø, Cecilie Haugaard og Mathilde Bækmark er Kånstkollektivet. Foto Dea Fredensborg.

Den flade strukturs praksis

Sigma er ligesom gruppens øvrige forestillinger blevet til ved devising, og de anerkender, at det er en hård måde at skabe forestillinger på, fordi alt er til forhandling og holdes åbent langt hen i processen. ”Vi har fundet vores egen praksis i en flad struktur,” forklarer Cecilie Haugaard. I forhold til det barske tema handler det også om at tjekke ind med hinanden hver dag.

I starten var det voldsomt at læse så meget om det, men på et tidspunkt bliver det jo materiale, vi arbejder med

”Vi har snakket meget om emnet og de følelser, det vækker i os. I starten var det voldsomt at læse så meget om det, men på et tidspunkt bliver det jo materiale, vi arbejder med,” supplerer Mathilde Bækmark og uddyber: ”Vi har tre narrative lag, Hunden, Frederik og Professoren, så det er egentlig meget struktureret. Selvom processen var lidt presset til sidst, holdt vi den tidsplan, vi havde lagt for de ni ugers produktionsperiode.”

Spørgelysten er ved at være mættet, men snakken fortsætter i små grupper, da den officielle talk afsluttes. Temaet vækker debat, og flere vil også gerne have endnu et råd med på vejen videre gennem vækstlaget til fri producent.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Anne Liisberg
Anne Liisberg
Journalistisk chefredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.