Populært lige nu

★★★★★☆ Grand Danois – poetisk cirkus til tiden

Cirkus Grand Danois første forestilling lander som et poetisk brag, der kommer til at henrykke og røre mangt et cirkuselskende hjerte rundt i landet...

Så er revyernes sommersæson i gang – få overblikket her

I sidste uge havde Amager Revyen premiere i nye, større rammer, og i aften slår Aarhus Revyen dørene op til deres tredje sæson. I...
Annonce

Kortlægning af det frie felt: ”Nu har vi konkret viden om feltets bidrag og behov i den danske scenekunst”

I januar 2025 sendte Udviklingsplatformen for Scenekunst en spørgeskemaundersøgelse ud til producenter i det frie felt i hele Danmark. Nu er en rapport klar med tal og en lang række udsagn, der gør det klart, hvad UP, Dansk Teater og alle andre kan arbejde videre med for at styrke feltet. 

Annonce

Kortlægningen var henvendt professionelt producerende kompagnier og selvproducerende kunstnere, der realiserer værker med billetsalg i eget regi uden fast tilknytning til en scene eller et teater.

Kortlægningen dokumenterer, at det frie felt i scenekunsten er stort, meget aktivt og langt fra kun et storbyfænomen. Men den viser også et felt, der langt fra har indfriet alle de potentialer, der findes i det.

”Nu har vi endelig data på det, vi allerede godt vidste – at de frie grupper og kompagnier danner et helt afgørende fundament for scenekunstens kredsløb. Det er her, der eksperimenteres med genrer og formater, der er med til at nytænke og udvikle branchen, og det er herfra nye talenter udspringer. Og så er feltet i stor stil med til at sikre, at alle danskere i alle kroge af landet oplever sublim scenekunst. Det er derfor Dansk Teater arbejder for en scenekunstreform og forbedrede vilkår”, udtaler Peter Mark Lundberg direktør for Dansk Teater om kortlægningen.

Anne Dalby, leder af Udviklingsplatformen for Scenekunst, udtaler desuden, at, ”nu har vi konkret viden om feltets bidrag og behov i den danske scenekunst. Det står klart, at der blandt kortlægningens respondenter er et ønske om styrket økonomi og udvikling, for at denne del af scenekunsten kan udvikle sig bæredygtigt og få stærkere forankring.”

Annonce

Det frie felt bidrager væsentligt til den samlede danske scenekunst

Når vi taler om det frie felt, er det ofte uvist, hvor stort et antal producerende kompagnier og kunstnere, der egentlig er tale om, og hvor mange forestillinger, de skaber. Tallene i UP’s kortlægning vidner om en væsentlig andel af den samlede danske scenekunst: Næsten 300 kompagnier og selvproducerende kunstnere besvarede undersøgelsen. Heraf havde over halvdelen premiere på en ny produktion i 2024 og stod således bag 129 nye scenekunstneriske produktioner. Af Det Digitale Scenekunstarkiv fremgår det, at der i sæsonen 2023/24 blev registreret 267 premiereproduktioner – kortlægningen tegner altså et billede af et bidrag fra den frie scenekunst på nær ved halvdelen af det samlede antal danske scenekunstproduktioner.

Risikovillig samtidskunst, der opsøger publikum i hele landet

Af alle de næsten 300 kompagnier og selvproducerende kunstnere, der har besvaret UP’s undersøgelse, svarer kun 13 %, at de arbejder med traditionelt taleteater. Tværæstetiske formater, dans, performance og musikdramatik fylder mest. Supplerer man tallene med et mere kvalitativt blik, tegner der sig et billede af en scenekunst, der i høj grad beskæftiger sig med aktuelle og relevante samfundsemner: klima, social retfærdighed, køn, vold og eksistens på risikovillige og vedrørende måder.

Annonce

En fordom, nogle måske kunne have om det frie felt, er, at det er et rent storbyfænomen. Det er imidlertid ikke tilfældet. Selvom kortlægningen viser, at 76 % af de producerende kunstnere bor i København og Region Sjælland og 10 % i Aarhus, angiver hele 51 %, at de har vist deres seneste produktion i jyske byer udenfor Aarhus, og selvom kun 6 % bor i Odense og andre steder i Region Syddanmark, har 43 % vist deres seneste værk der.

Det er også værd at bemærke, at det ikke kun er på traditionelle teaterscener, forestillingerne vises. En tredjedel har præsenteret deres scenekunstproduktioner i kulturhuse og biblioteker, og langt over halvdelen har vist deres værker i kunsthaller, museer, i det offentlige rum og på folkeskoler og uddannelsesinstitutioner. Således bidrager den frie scenekunst væsentligt til at nå ud til publikummer, der ikke nødvendigvis opsøger et traditionelt teaterrum.

Internationalisering, længere turneforløb og forretningsudvikling efterspørges

Det frie felt er udgjort primært af kunstnerisk uddannede med en bred række af baggrunde. Over halvdelen af de adspurgte har en fuld eller supplerende kunstnerisk uddannelse fra udlandet. 28 % har vist deres seneste værk i udlandet, og 71 % udtrykker et ønske om øget international aktivitet. Dog udtrykker de adspurgte også en række udfordringer med det internationale – både i form af økonomiske barrierer, men også som en udtrykker det: ”Der mangler et samlet overblik og et kendskab til internationale kulturaktører og festivaler, som hele branchen kan tage del i.”

En anden stor udfordring, som der efterspørges løsninger på, er den relativt korte levetid, mange af det frie felts produktioner har. Den høje andel af nyproduktioner skyldes nemlig også i høj grad projektstøttestrukturerne, hvor der sjældent bliver mulighed for genopførsel og turné. 45 % af de adspurgte har vist deres seneste værk op til ti gange, hvoraf 22 % har vist det op til fem gange.

Den primære finansieringskilde er private fonde, men dernæst projektstøtte, hvor en lang række basisomkostninger til drift, administration og produktion ikke er dækket. Det betyder, at hvis et kompagni skal have en kontinuerlig aktivitet og tilførsel af midler, skal der hele tiden produceres nye forestillinger. Som én respondent udtrykker det:

“Vi producerer fra tue til tue, hvilket er stressende og utilfredsstillende. Det umuliggør enhver form for strategi og langtidsplanlægning.”

Kun en tredjedel føler sig delvis sikker eller meget sikker på deres nuværende forretningsmodel, og 91 % ser muligheder for at udvikle områder i den. Driftsstøtteordninger, nye samarbejdsformer og forretningsudvikling er blandt de store efterspørgsler.

Tre veje frem – hvis vi vil

UP mener med opbakning fra Dansk Teater, at der først og fremmest er behov for, at flere frie kompagnier rykkes fra projektstøtte til mere langsigtet driftsstøtte. Det er paradoksalt, at kompagnier er tvunget til konstant at producere nyt for at opretholde deres aktivitet og økonomi, for det at producere nyt kræver tid og ressourcer til netop drift og administration. Med en mere solid driftsstøtte i ryggen kan en større andel af kunststøtten anvendes direkte til kunstnerisk aktivitet, geografisk spredning og publikumsopbygning.

Samtidig arbejder UP målrettet på at styrke kompetencerne inden for entreprenørskab, så kunstnere og producenter bedre kan udvikle bæredygtige forretningsmodeller omkring deres praksis. Det kræver adgang til relevante uddannelses- og udviklingsmuligheder – og måske også et kig på rammevilkårene for at bedrive denne type kunstnerisk iværksætteri, i stil med hvad regeringen har gjort med “Iværksætterpakken” fra 2024.

Endelig bør scenekunstbranchen i højere grad agere som én samlet enhed. I stedet for intern konkurrence om midlerne bør teatre og frie kompagnier styrke de mange samarbejdsmuligheder, der allerede eksisterer – fra co-produktioner og turnesamarbejder til nationale og internationale netværk. Der ligger et stort potentiale i at gå fra “felt” til “fælles sag” og forpligte os gensidigt til hinanden.

Hvad nu?

UP bringer en stor tak til de næsten 300 professionelle aktører, der i januar tog sig tid til at besvare undersøgelsen. Jeres svar danner grundlag for en ny rapport udarbejdet i samarbejde med Dansk Scenekunst, Kulturens Analyseinstitut og med faglig sparring fra BARC Scandinavia.

Den fulde rapport Kortlægning af det frie felt i scenekunsten er tilgængelig på udviklingsplatformen.dk.

Vil du tale med om resultaterne af UP’s kortlægning af det frie felt, kan du deltage i branchesamtaler med UP 24. april i Aarhus hos Performing Arts Platform, 25. april hos UP i Baldersgade, København og 29. april på Teater Momentum i Odense, eller deltage i webinar med UP og Dansk Teater den 2. maj. Se mere på udviklingsplatformen.dk.

Dette indlæg er skrevet af en ekstern bidragsyder.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Mathias Schønberg
Mathias Schønberg
Mathias Schønberg, kommunikationsansvarlig på Udviklingsplatformen for Scenekunst. Cand.mag. i retorik, tidligere cultural advisor for den danske ambassade i Berlin og projektleder i Art Music Denmark.