★★★★★☆ Hidden – potent og poetisk danseakrobatik med visuel prægnans

Britiske Motionhouse var atter på besøg i Baltoppen Live. Denne gang med den todelte Hidden, der forfører visuelt i første del og perfektionerer et benspænd til det yderste i anden del på dansen gennem mørket mod lyset, der i dette tilfælde er fællesskabet.

Billederne pulserer allerede på bagtæppet og på en form for todelt kube, da vi træder ind. Via billederne flyver vi ind over byen, tættere og tættere på dens tage. Vi ser facader, rammer gadeniveau og opdager to personer på toppen af kuben. Helt kontrollerede springer de ned og bliver en del af billedet, der kommer tættere og tættere på – først i parken, så i stuen. De syv dansere afløser hastigt hinanden og kommer næsten flydende ind i billederne til sprøde, strygerdominerede kompositioner af Tim Dickinson og Sophy Smith.

Magien i scenografien

Motionhouse har besøgt Ballerup fem gange før og er genkendelige med deres evne til at kombinere det kraftfulde med det yndefulde. Deres signifikante akrobatiske dans med poetiske trin i organiske bølger, der veksler med spring, fald, pyramider og par-akrobatiske elementer i et hæsblæsende tempo. Deres fuldkommen synkrone kolbøtter er bjergtagende som del af en rytmisk dunkende serie med høje kast, vilde rullefald og tre kvinder i høj pyramide., der får os til at gispe.

Scenografien med projektionerne bliver fuldstændig magisk, da ensemblet begynder at åbne, lukke og flytte på kubens to dele, så billederne nærmest folder sig ind i hinanden. Noget er gemt, men noget andet dukker hele tiden frem i denne billedleg, der er en unik del af koreografien.

Vægt og modvægt

Magien får et gear mere, da stoffet omkring kuberne ryger af. Nu er der kun to skeletter af rør, og i hvert skelet hænger en krop indsvøbt i plastic. De to kæmper for at bryde ud, mens de øvrige vrider, vender, drejer og vipper skeletstrukturerne på et utal af måder, der forstærker de to kroppes kamp. En kommer fri, den anden ikke, men hun rækker ud og løfter den første i dårende smukke svæv orkestreret af de øvriges kropsvægt, der balancerer konstruktionen, de hænger i.

Igen folder kubens dele i stadigt nye mønstre. Nu uden billedprojektioner, men i et skarpt metallisk udtryk, der på forunderlig vis bliver sårbart, når danserne piler op og ned af rørene, der holdes i skak af de andres kroppe. Vægt og modvægt. Tyngde og friløb. Svæv og forankring.

Nuanceret historie med dybde

Samme tone holdes i anden dels langt mere statiske scenebillede. Kuberne er blevet fikseret som understellet i en stejl bakke, hvorom koreografien nu centreres. Umiddelbart et benspænd i forhold til første dels evigt skiftende univers, men det viser sig, at fortællingen nu fortættes i et forsat overflødighedshorn af nøje udvalgte ideer.

Først ligger de på hældningen, så glider de ned ad den. Så sidder de som små stykker legetøj, der på skift popper op. Så bryder de løs og lader dansen eksplodere foran den bratte stigning. De drages mod venstre i en tilbagevendende statuarisk formation, der indkapsler deres higen efter lyset i mørket. Lyset, der er synonymt med fællesskabet, som de hele tiden hopper ind og ud af. De dukker op under bakken eller kaster sig ud fra toppen i vished om, at nogen står klar til at gribe.

Hidden er en fortryllende forestilling, der særligt forfører med sit originale, visuelle udtryk og kompositioner, der spændes op mod hinanden, og forløses i Motionhouses karakteristiske, potente stil. Denne gang gives der også plads til sarte skrøbelige momenter, og dermed får de fortalt en nuanceret historie med dybde, som vi nyder lige så meget som wow-øjeblikkene.

Forestillingstrailer