★★★★★☆ Moloch – manisk mande-monolog

Svalegangen har verdenspremiere på adaptionen af Søren R. Fauths langdigt Moloch – En fortælling om mit raseri. Det er blevet en en forestilling, der til fulde lever op til sit navn. En suveræn solopræstation og en brutalt ærlig tekst danner grundlaget for en overvældende seance, hvor det destruktive raseri får uforstyrret taletid.

Da jeg træder ind i salen, er forestillingen allerede i gang. Martin Ringsmose ulmer tavst i Peter Schultz’ abstrakte scenografi. Et bredt, anonymt rum berøvet for dybde, men udstyret med det mest nødvendige: et spejl, en elkedel, et stereoanlæg, en stol og helt ude til siden et gevær. Mange vil sikkert ihukomme begrebet “Tjekhovs gevær”, der dækker over, at alt på scenen skal bruges til noget, og den næsten tvungne association virker – som alt andet i forestillingen – gennemtænkt.

Moloch – En fortælling om mit raseri er baseret på et dokumentarisk langdigt af Søren R. Fauth, som er blevet udviklet på Kgl. Dansk, Det Kongelige Teaters manuskriptsudviklingsprogram. Tekstens poetiske oprindelse skinner smukt igennem i det præcise sprog, og den dramaturgiske oversættelse er glimrende. Resultatet er mørkt, humoristisk og dirrende intenst.

Vredens dæmon

Et evigt unavngivet Jeg bryder sammen, da han opdager, at hans kone har en affære. Han søger tilflugt i Spanien, men vreden er allestedsnærværende, og i sit eksil tvinger afmagten ham til at se sin egen selvforagt i øjnene. I Det gamle testamente er Moloch en fortærende dæmon, og forestillingen er netop fortællingen om at blive ædt op af vrede og afmagt af bibelske dimensioner.

“Det kommer til at tage tid det her,” annoncerer Martin Ringsmose efter en ordløs ouverture og ser indforstået ud over publikum. Moloch er sorgbearbejdning for åbent tæppe, og forestillingen igennem ser vi jegets rasende opløsning. Det er både patetisk og genkendeligt – som raseriet så ofte er – og med en dyster humor i basen bliver opløsningen en fascinerende proces.

Køligt modspil

Martin Ringsmose er suveræn. Han leverer et brutalt portræt af en mand i frit fald, og tekstens psykologiske tyngde er formidlet med så stor indlevelse og forståelse, at nærværet nærmest følger af sig selv. Det virker aldrig forceret, og det er med største troværdighed, at han bladrer sig igennem i kartoteket over raseriets mange ansigter.

I Simon Bobergs beherskede instruktion kommer der form på sagerne. Det kludetæppe af erindringer og overvejelser, som udgør historien, skrider sikkert frem som en samlet fortælling, og Ringsmoses rasende tilstedeværelse får et køligt modspil.  

De maniske monologer afløses af lange, ordknappe scener, hvor der fx skal brygges en kop the eller foretages en barbering. At turde tavsheden er noget af det, der under tiden pirrer min fascination allermest, og de naturalistiske, konkrete scener perspektiverer den rasende rablen og giver den form og fylde.

Dæmonen i detaljerne

Henrik Sloths simple men yderst effektfulde lysdesign fungerer virkelig fint. Den sorte afgrund bag scenografien og den lave belysning fra scenekanten understreger den dæmoniske grundtone. Anton Basts lyddesign taler samme sprog og smelter sammen med tonerne til den klassiske musik, der akkompagnerer store dele af forestillingen. Helstøbt og gennemtænkt.

Moloch – En fortælling om mit raseri er et glimrende bud på en slags moderne Ajas, hvor en mand bliver så besat af raseri, at elendigheden må følge som en nødvendighed. Der er gudskelov ingen letkøbt og opbyggelig morale, bare en natsort seance i et tungt og uforsonligt raseri. Det er dybt fascinerende.