★★★★☆☆ Gården sætter lavmælt kærligheden til jorden i perspektiv

Julie Maj Jakobsens nye drama Gården sætter lavstemt de velkendte perspektiver på landbrug i spil i et tæt, karakterdrevet drama, der på Vendsyssel Teater får et poetisk lag med dukker. De vækker flige af minder om kærligheden til den jord, det hele handler om. Holger Østergaards fascinerende kejtede, konventionelle landmand bliver forestillingens autentiske, bankende hjerte, som de øvrige cirkler om.

“Der var så dejligt ude på landet.” Det er længe siden, at den association var det første, der poppede op ved tanken om landbrug. Og ret beset driver H.C. Andersen-citatet jo også af ironi, for heller ikke for den grimme ælling var der særligt dejligt derude på landet.

Kærligheden til jorden

På Vendsyssel Teater er der hverken ællinger eller svaner, men et lille kor af andre dyr – en hane, en gris og en hund – der introducerer os til de forskellige perspektiver på landbrug, som er omdrejningspunktet i Julie Maj Jakobsens tekst til Gården. Det og så den grundlæggende kærlighed til jorden, som driver både den konventionelle landmand Hans og det yngre nabopar, der kæmper med at omlægge til regenerativ dyrkning.

Der er ikke så meget nyt under solen i de forskellige positioner, som kendes til bevidstløshed fra de efterhånden flere årtiers debat om det arbejde, der engang var identitetsskabende for nationen, men som for længst er blevet til et stærkt omdiskuteret produktionserhverv, der understøttes langt ud over, hvad dets aktuelle betydning kunne fordre.

Men netop den fine formidling af kærligheden til jorden giver måske en åbning til forståelse for os, der ikke er rundet af mulden og derfor enten indtager en afvisende eller romantiserende position i forhold til landbruget.

De store æder de små

Gry har arvet Sandbjerggård fra sin onkel. Hun og kæresten Mia ankommer med store drømme om at skabe et bæredygtigt landbrug. Men problemerne står snart i kø. Gården løber ikke rundt, og de må leve af Mias skolelærerløn. Hun føler sig samtidig lidt som en gæst, for “det er mere din gård end min.” Da både økonomi og kærlighed smuldrer, søger de hjælp hos naboen Hans, der – presset af sin kone Grete – afviser at hjælpe dem, men i stedet stikker kvinderne et købstilbud fra deres driftige søn, der nu driver deres gård.

Grete har nemlig drømme om rejser og afslapning, men Hans mistrives og længes tilbage til sliddet på gården. Han er i Holger Østergaards fremragende gestalt stykkets absolut mest interessante karakter, som han spændes ud mellem kone, jorden og parret inde ved siden af. Han tripper for at gøre alle tilpas, men må også erkende, at han har tromlet andre undervejs. “De store æder de små,” siger han om bondens iboende ekspansionslyst, der også gør ham døv på det empatiske øre for andres behov.

Han er en genuint spændende karakter, som Østergaard forlener med stor autenticitet. I øvrigt fint sekunderet af Mette Koldings langmodige Grete, der er ved at have fået nok, og af Stine Mølgaards Mia, der må placere det ældre par som fjenden, indtil hun ser kærlighedstabet i øjnene. Gry holder mere af jorden end af hende.

Poetiske flige af minder

Kirstine Hedrup lader Grys krop sige det, der ikke kan siges, og vi forstår hendes forankring i gården gennem den naivt-rørende scene, hvor hun som barn besøger farmor på Strandbjerggård. Hun “elsker dyr”, men det er “et stort ord”, synes farmor – og således er meget sagt om by og land med få ord.

Rolf Heim har en lang historie med dukketeater for voksne på Bådteatret. I Gården bringer han dukkerne i spil som et poetisk lag i den socialrealistiske fortælling, der tekstmæssigt balancerer faretruende tæt på det essayistiske i passager, men mestendels holdes dramatisk i gang af spillernes fine karakterarbejde. Dyrekoret virker en anelse påklistret, men farmor og ikke mindst Grys bittersøde far Niels, der engang var Hans’ bedste ven, er rørende som netop poetiske flige af minder om mennesker og følelser, der har sat spor i Gry – og derfor binder hende til jorden.

Der er flere gode greb i den meget stiliserede scenografi, men også bøvlede mærkværdigheder som en klap, der konstant skal åbnes og lukkes ude i siden og det interimistiske – og symbolladede – hegn, der smækkes op lidt over halvvejs i forestillingen.

Gården fremstår en smule uegal med en tekst, der lidt planløst opererer i det socialrealistiske og det mere impressionistiske, men den lavstemte forestilling bider sig fast som en nysgerrig undersøgelse af forskellige perspektiver og de tilknyttede handlinger, der udløser konsekvenser for de implicerede – og i videre forstand for os, der som nation trænger til en ny landbrugsfortælling.