Objekter som sanselige medspillere – Oplev fransk poetisk teater med Faulty Wire

Det franskbaserede teaterkompagni, Faulty Wire, har premiere på den poetiske og fysiske forestilling Careful Do Not Bend på Teater Katapult og Dansekapellet den 23. – 26. april. ISCENE har spurgt kompagniets danske skuespiller, Julie Jane Nissen, om deres tilgang til poetisk teater.

I pressematerialet kan vi læse, at Careful Do Not Bend (Attention ne pas plier) handler om en skilsmisse og kaldes “en sjov, poetisk og visuel tight teateroplevelse, der blander dans, objektteater og fysisk teater”. De medvirkende er Sarah Azerof, Julie Jane Nissen, Jérôme Léger, Carlos Martín Figueroa, Alp Citlak og Yu-Hung Hou. Forestillingen arbejder med rummet og kroppen som formidler af historien og bruger papir og musik som bærende elementer.

Stykket handler om Kevin, en pligtopfyldende assistent for en skilsmisseadvokat, hvis liv styres af rutiner. En eksplosiv skilsmissesag lander på hans bord, og hans orden og professionelle distance udfordres. I takt med at konflikten eskalerer, vokser mængden af papir, som i sidste ende opsluger karaktererne i et absurd univers. Forestillingen sætter fokus på menneskets store følelser og næsten dyriske instinkter, der både udfordrer – og udfordres af – rigide systemer og bureaukratiske processer.

Kroppe i dialog med rummet

Kompagniet består af seks kunstnere fra seks forskellige lande, der alle er uddannede fra den franske, fysiske teaterskole École Jacques Lecoq i Paris. De er “optagede af det poetiske, ordløse teater, universelle fortællinger, og hvad det vil sige at være menneske”. Julie Jane Nissen havde for nylig en talk på Performing Arts Platform i Aarhus om det poetiske som afsæt og kunstnerisk tilgang – og oplevede en stor interesse fra folk på tværs af kunstneriske baggrunde. Især forbindelsen mellem rum, krop og mennesker spiller en særlig rolle hos Faulty Wire. Julie Jane Nissen forklarer:

“Vi mennesker kommunikerer og aflæser intuitivt andre mennesker med vores sanser, kroppe og måder at bevæge os på. I Faulty Wires arbejde er det fysiske aspekt udgangspunktet. Vores kroppe er altid i dialog med rummet, det vil sige, hvor vi befinder os på scenen, i forhold til hinanden og i forhold til scenografien. Det er afgørende. Hvis det sceniske udtryk fx er i balance – eller det modsatte – vil det have en betydning for historien der udspiller sig.”

Deres forestillinger sætter derfor kroppen før teksten, fortæller hun videre:

“Hvordan bevæger det sig? Hvordan modtager vi med vores sanser og vores krop, inden sproget kommer på – hvis sproget overhovedet er nødvendigt? Det er vores udgangspunkt, og derfor er vores stykke også næsten uden ord. Selv om vi taler fransk, er sproget i princippet underordnet – du skal kunne følge handlingen, uanset hvilket sprog du taler.

Objekter som sanselige medspillere

Julie Jane Nissen fortæller, at kompagniet tilsvarende arbejder tæt med de objekter, de har med på scenen:

“Vi benytter os hele tiden af eksempelvis møblerne i forestillingen til at skabe forskellige rum og til at drive fortællingen fremad. Desuden arbejder vi meget med papir som et centralt element. Papiret er næsten som en spiller, der tilfører en særlig sensibilitet til stykket og underbygger de forskellige karakterer. For hvordan bevæger og holder de papirerne forskelligt, og hvad fortæller det om dem som mennesker?

Forholdet mellem krop, rum og objekter handler derfor mere om en sanselig måde at kommunikere og forme en historie på, end som noget symbolsk, der skal afkodes og forstås. Efter min mening er der i forvejen alt for meget fokus på analyse og forståelse i kunsten.”

Papirets fortælling

Kompagniet går med andre ord med på papirets præmis og dets specifikke egenskaber som, hvordan det tager sig ud, og hvad der kendetegner det som materiale, form og brugsgenstand. Julie Jane Nissen uddyber:

“Hvordan kender vi papiret i vores dagligdag, og hvordan kan det være med til at fortælle en historie om ødelagt kærlighed? Papiret tilføjer en sensibilitet til stykket, der opfanges af kroppen i kraft af sin blotte eksistens. På den måde dur det ikke, hvis vi forcerer og vil have papiret til at skulle noget, det ikke kan. For så skal vi benytte os af et andet materiale, der opfører sig på en anden måde og kan hjælpe os med at udtrykke det, vi gerne vil.

I papirets skrøbelighed og styrke, lyd og taktile egenskaber fandt vi noget, der kunne hjælpe os med at fortælle en historie om menneskets natur og store følelser. Samtidig kommenterer det på de rigide systemer, bureaukratiske processer og utallige papirer, man især møder i Frankrig. Titlen på forestillingen Careful Do Not Bend afspejler også dette fysiske og materielle aspekt. For hvad sker der, når vi folder eller krøller papir? Det kan i hvert fald ikke glattes ud igen. Vores handlinger sætter spor, helt fysisk.

Fransk poetisk teater

Faulty Wire er formet af, hvordan Lecoq skolen i Frankrig arbejder med det poetiske teater, der har fokus på det universelle. Julie Jane Nissen fortæller, hvordan de oversætter kropslige erfaringer og observationer af tings eksistens for at bruge det på scenen og gøre det relaterbart for andre:

“Teatret skal skabe genkendelse og forbindelse mellem mennesker. Vi spiller for publikum – derfor handler det om, hvordan publikum modtager, hvad der sker på scenen. I arbejdet undersøger og observerer vi, hvordan vi mennesker og ting findes i verden: Mennesker, dyr, arkitektur, materialer, etc. Alting har en væren og en særlig måde at bevæge sig i verden på. Det afhænger selvfølgelig af, hvilket rum vi befinder os i; en kirke, et byrum, det private, en skole, en skov eller ved havet.

Når vi kan genkende følelser og scenarier, føler vi os set, forstået og mødt. Verden bliver større, og vi åbner os mod hinanden. Det er interessant at undersøge, hvordan vi er præget af kulturforskelle og måske ikke taler det samme sprog. Men vi kan blive enige om, når en bevægelse på scenen eksempelvis afspejler hjertesorg, vrede eller håb.

Ligesom plastik og metal er forskellige materialer, og derfor har forskellige måder at opføre sig på, vil de også se forskellige ud, hvis man skulle overføre deres essens til bevægelser. Selvfølgelig vil der altid være kulturelle koder, men der er alligevel noget, der rækker dybere – en universel forbindelse, der bare handler om at være menneske og eksistere.”

Se en trailer fra forestillingen HER.