★★★★☆☆ Re-Evolution – underholdende performance om livet, evolutionen og bananerne

Emil Nygårds Re-Evolution fra 2022 placerer sig et sted mellem foredrag, personlig beretning og performanceværk. I kraft af Nygårds karisma og nærvær er det både underholdende, relevant og til tider endda rørende at se på.

Publikumsopstillingen til Re-Evolution er ikke ulig den, vi kender fra den klassiske, danske folkekirke. To rækker af stole med en bred midtergang imellem. Lige rækker med front mod scenen foran os. Som for at forberede publikum på, at noget højtideligt skal finde sted.

Mens vi indfinder os på vores pladser denne lørdag aften under årets udgave af KLAP Festival i Kolding, står performer Iben Damkjær på scenen og lader langsomt et kamera panorere hen over publikum. Vi ser vores egne og hinandens ansigter blæst op på en storskærm. Størstedelen af publikum er unge. Lidt ældre end den nedre aldersgrænse på 12 år, men kun få over 20 år.

Banan eller mand?

Herfra begynder en alternativ fortælling om evolutionen. Vi hører om Big Bang – ”babyuniversets fødsel”. En dyb, drævende stemme fortæller, mens en slank, næsten ranglet, ung mand kravler frem langs midtergangen. Han lægger sig på et podie foran os og udfører sære, spjættende bevægelser.

Den unge mand er Emil Nygård. Og den følgende times tid fortæller han os skiftevis om Jordens udvikling og små personlige anekdoter fra sit liv. Livet set i det store og det helt nære perspektiv. Vidste du for eksempel, at bananer og mennesker har de samme forfædre? Eller at vores bedste håb for en fremtid (måske) er, at vi overgiver os til maskinerne? ”Homo Sapiens må uddø, for at Homo Deus kan opstå,” forklarer Nygård os.

Undervejs suppleres hans fortællinger med visuelle effekter. Både i kostumeskift, der indebærer alt fra pels til nøgenhed, i Baldrian Sectors markante lyssætning og i Iben Damkjærs bidrag, som når hun drypper farver i vand på en overheadprojektor, som sender flydende farvebilleder på skærmen bag dem.

Stærk, personlig vinkel

Re-Evolution er en performance med meget på hjerte. Her blandes håb for en fremtid med dystopiske tanker om verden. Det mærkes især i udtalelser som ”livet ved, at livet vil uddø, hvis det bliver på Jorden.” Det er dog, når Nygård fortæller om sit eget ophav, sin egen far, at iscenesættelsen for alvor bliver nærværende og interessant. Vi ser fotos på skærmen fra hans barndom. Vi ser hans far, der betalte med sin hørelse for at overleve meningitis.

”Min far har aldrig hørt min stemme, men jeg ved, at jeg taler med hans,” siger Nygård, der som en ekstra hilsen til sit ophav supplerer sin fortælling med tegnesprog. Der er noget rørende og enkelt over hans historie om båndet mellem ham og faren, som tydeligvis også rammer noget i de mange unge blandt publikum. Der er måske nok elementer i Re-Evolution, som bliver lidt overtænkte eller banale. Men somme tider er det også helt fint, så længe de vigtigste budskaber trænger igennem.